Stilhed og refleksion har trange kår i vores tid. Der er så meget, som larmer og støjer i hverdagen, og der er så mange ting, der skal nås. Vores kultur er præget af præstation og ønsket om at kunne effektivisere alting. Nærværet og hvilen lider under dette, og selv når der faktisk en sjælden gang opstår en pause, så griber rastløsheden ind, for mange har glemt, hvordan det er at kede sig, at vente, ja, at sænke hastigheden.
Ind i dette taler Bibelen klart og tydeligt.
Vent på Herren
Flere steder i Det Gamle Testamente taler forfatterne om »at vente på Herren«. Det handler ikke om, at Gud er langsom, men om at vi mennesker har brug for at finde ro, så vi kan høre, hvad Gud har at sige til os.
At vente på Herren handler om, at vi skaber tid og rum til, at vi selv bliver bragt i en tilstand, hvor vi ikke skal alt muligt andet, men kan være stille sammen med Gud.
Da profeten Elias var på bjerget, står der, at Gud ikke var i stormen, jordskælvet eller ilden, men derimod i »den sagte susen«. Gud var at finde i stilheden. Det var han dengang, og det er han i dag.
Jesus som eksempel
Igen og igen kan man i Det Nye Testamente læse om, hvordan Jesus selv praktiserede stilheden, selvom han var Guds søn. Jesus gik for sig selv til et øde sted – på et bjerg, ud i ørkenen eller lignende – og der var han stille og bad sammen med sin himmelske far.
Jesus viser os vejen her.
Vi har endnu mere nu end tidligere brug for at stoppe op og søge ind i stilheden med Gud. Vi har brug for at finde steder i en travl hverdag, hvor vi kan hvile ud i samværet med vores himmelske far.
Steder, hvor vi kan komme, som vi er, og hvor vi kan lade facaderne falde. Rum, hvor vi ikke skal præstere, men hvor vi blot har lov til at være Guds børn.
Hvor finder du stilhed med Gud i din dagligdag?
