IM’s formand Hans-Ole Bækgaard havde de alvorlige briller på i sin formandsberetning, hvor han blandt andet konstaterede, at århundreders kristen samfundsopbygning er ved at være slut i den vestlige verden og erstattet af sekularisering, modernisme og ny-hedenskab. For nogle af de fremmødte var denne udlægning for dyster, mens andre roste formanden for en realistisk fremstilling af verdens tilstand.
Tidligere landsleder i IMU Niels Hankelbjerg Mortensen, som nu er frimenighedspræst i Herning Bykirke, påpegede, at Hans-Ole Bækgaard kunne have leveret den samme analyse for 40 år siden. Han efterlyste derfor en mere offensiv tilgang til sekulariseringen fra IM’s side.
»Jeg mener, at der er en meget tydelig vej at gå, og det er diakonien, den kristne kærlighedsgerning. Der er allerede ansat en diakonikonsulent i IM, men jeg synes godt, at der kunne gøres mere. Jeg savner et diakoniudvalg og en hovedbestyrelse, som taler og skriver mere om diakoniens sag. Hvordan gør vi det?« spurgte Niels Hankelbjerg Mortensen og tilbød selv at være med til at tale emnet op.
Masser af diakoni i IM
Svarpanelet, som ud over Hans-Ole Bækgaard bestod af generalsekretær Jens Medom Madsen, næstformand Metha Sørensen og formand for IM’s økonomiudvalg Anders B. Hummelmose, anerkendte ønsket om mere diakoni, men understregede også, at der allerede foregår rigtig meget. Noget af det er synligt, mens andet foregår under radaren.
»Der sker allerede rigtig meget. Både i form af, at vi har indbyrdes omsorg for hinanden i vores fællesskaber, men også i lokale tiltag, som rækker ud til mennesker,« fastslog Metha Sørensen og nævnte blandt andet Fødselsdagspatruljen i Aarhus som et klart diakonalt tiltag.
»Jeg ved ikke, om spørgeren tænker sig tilbage til dengang, Indre Mission stiftede Mændenes Hjem i København og flere andre diakonale institutioner, som siden er blevet selvstændige organisationer. Jeg forestiller mig ikke umiddelbart, at IM på samme måde skal skabe landsdækkende diakonale institutioner i dag, men jeg vil gerne opfordre til, at man tager fat i vores diakonikonsulent, hvis man lokalt har en idé eller ser et behov for et diakonalt tiltag. På den måde kan man få den rette hjælp til at komme i gang med processen,« sagde hun og overlod mikrofonen til sin formand.
En dynamisk treklang
»Lige så selvfølgeligt det er, at vi som missionsbevægelse er i mission, lige så selvfølgeligt er det, at vi er i diakoni. Jeg kunne nævne adskillige eksempler på begge dele. Derfor vil jeg helst ikke gøre begreberne for snævre, for det kan tage sig ud på meget forskellige måder. Mission og diakoni er en del af det at være et Guds barn, og så kan vi arbejde på, hvordan vi gør det konkret. Det kan både være at vise omsorg for de ensomme i missionshuset og at passe naboens børn. Men det kan også være at oprette oldekoller, friplejehjem eller skabe store diakonale institutioner, som IM var med til for 120 år siden. Skal vi så det i dag? Ja, hvis det giver mening! Ligesom vi skal understøtte det diakonale arbejde, der foregår hos gode samarbejdspartnere i andre sammenhænge. Selvfølgelig skal vi det!« fastslog Hans-Ole Bækgaard.
Anna-Kathrine Thunbo Pedersen, der er leder af Internationalt Kristent Center i København, havde en lidt anden tilgang.
»Forkyndelse, fællesskab og diakoni udgør en dynamisk treklang i det kristne arbejde. Så hvis vi overvejer at lave en særlig afdeling i Indre Mission, som beskæftiger sig med diakoni, så har vi misforstået, hvad diakoni er. Vi skal meget hellere løfte diakonien op og tænke den ind i alle grene af IM’s arbejde. For diakoni er netop ikke kun, når vi engagerer os i socialt arbejde, det er også hele tankesættet: ‘Hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det?’,« sluttede hun med henvisning til Salme 8 i Det Gamle Testamente.
Missionshuset som øve-sted
Villy Holm Pedersen fra Brønderslev efterlyste panelets råd til, hvordan det kristne vidnesbyrd kan få en større plads både i fællesskaberne og udenfor.
»Jeg tror, vi alle må se vores daglige virke som et kald, uanset om man går på arbejde eller er derhjemme,« svarede Hans-Ole Bækgaard.
»Alle vores gerninger handler om at gøre Guds vilje og pege hen på Jesus. Hvis det ikke føles naturligt for os blandt søstre og brødre i det kristne fællesskab, så er det endnu sværere at gøre det blandt de mennesker, vi møder andre steder. Derfor synes jeg, vi skal bruge vores fællesskaber til at øve os i at sige, hvad det betyder for os at tro på Jesus. Så tror jeg også, det bliver lettere at gøre det i andre sammenhænge.«
Senere i debatten om diakoni fulgte Metha Sørensen op på spørgsmålet.
»Jeg tænker, at det i sig selv er et vidnesbyrd at leve troens liv på sit arbejde, blandt sine kolleger og naboer. Det kan ofte være det største vidnesbyrd, selv om vi ikke nødvendigvis får sagt så meget. Og i de sammenhænge kan vi jo også være et vidnesbyrd gennem en form for diakoni, når vi viser omsorg for de mennesker, vi er iblandt,« sagde hun.
Initiativer skal vokse nedefra
Bibelskolelærer Peder Kølle fra Børkop Højskole mindede om, at selv om kristendommen fylder mindre, end den har gjort i Danmark, så er det anderledes opløftende at betragte, hvordan den kristne kirke vokser andre steder i verden. Han nævnte dog også sin fødeø Lolland som et eksempel på en landsdel, hvor missionsarbejdet har trange kår. »Hvad kan vi gøre for Lolland?« lød spørgsmålet, som senere blev gentaget af sognepræst Thomas Uth, som tilsvarende opfordrede Indre Mission til at sende medarbejdere til hans sogne i Lunde og Outrup i Vestjylland.
Anders B. Hummelmose foreslog i sin økonomiberetning, at man kunne fordoble kaffepriserne i missionshusene, eller at alle bidragydere kunne give en krone mere om dagen til Indre Mission. Hvert af disse tiltag ville bidrage med 2-3 mio. kr., som kunne omsættes til op mod otte nye medarbejdere.
»Vi vil rigtig gerne støtte op om missionsarbejdet i Danmark, også de steder, hvor det kniber. Men det er svært at komme og sætte det i gang ovenfra. Det er ofte meget lettere at understøtte et arbejde, som i forvejen er spiret op nedefra. Nogle steder oplever vi, at mennesker vælger at flytte ud og bosætte sig steder, hvor der ikke er så meget missionsarbejde i forvejen. Det vil vi meget gerne bakke op om og understøtte. Og det må være et kald til os alle sammen, at vi overvejer, om vi nu er, hvor vi skal være. For det er alles ansvar, at der også er missionsarbejde på Lolland og lignende steder,« fastslog Anders B. Hummelmose.
Også Metha Sørensen lagde vægt på græsrøddernes ansvar.
»Vi kan meget i Indre Mission. Men det falder til jorden, hvis der ikke er græsrødder til at bære det. Vi kan godt sige, at der skal være en genbrugsbutik i en by, men hvis ingen har lyst til at være med, så bliver det aldrig til noget. Der er brug for ildsjæle, der ser mulighederne for mission. Det er det, der skal bære arbejdet videre. Alle, der er på en arbejdsplads, hader, når ledelsen vil indføre forandringer, som ikke giver mening. Det, der giver mening, er, når man selv har en glød for det. Det er det, der bærer!«
Drøftelsen kan ses i livestreamet juni måned ud
