Alt afhænger af øjnene der ser

Hundredvis af teenagere fik lov at se sig selv med Guds kærlige øjne på årets Event i Vejle.

Når man ser sig i spejlet om morgenen, er der en verden til forskel på, om man ser en bumset teenager med morgenhår. Eller man ser et menneske, som Gud skabte i sit billede og ofrede alt for at frelse. 

1.-3. november samlede IMU hundredvis af teenagere til Event på Rosborg Gymnasium i Vejle for netop at give dem en mulighed for at fjerne blikket en smule fra selfie- og præstationskultur. I stedet blev de gennem forkyndelsen udfordret til at spejle sig i en række bibelske personer, som langt fra var perfekte, men alligevel fik en plads i Guds store plan. Og de fik mulighed for at spejle sig i Bibelens mange løfter og få et glimt af, hvordan de selv ser ud fra Guds synsvinkel.

Og det gjorde indtryk på mange.

"Jeg har fået at vide mange gange, at Gud elsker mig, men det kan godt være svært at tro på, når man ikke selv synes, at man er så meget værd. Derfor er det fedt at høre, at Gud faktisk mener, hvad han siger," fortæller 17-årige Katrine fra Herning.

God og blandet

At budskabet også gjorde indtryk på andre, kom til udtryk gennem stor frimodhed i mange af smågrupperne, hvor deltagerne blev blandet på tværs af efterskoler og venskaber og sat til at reflektere sammen med en lidt mere erfaren smågruppeleder.

"Jeg synes, det var rigtig fedt at blive blandet i smågrupper, så man også fik hørt nogle, som man ikke kender i forvejen," fortæller Molly, der går på Nordsjællands Efterskole og var med i en gruppe med overskriften "Sæt ord på din tro".

"Der var en god stemning, og vi fik snakket meget om Jesus og sådan nogle ting," fortæller hun.

Selv i Rosborg Gymnasiums store dagligstue blev der i flere pauser bladret i bibler og talt om store spørgsmål, mens andre hyggede sig med slik og slushice fra kiosken.

Hovedparten af programmet foregik dog i gymnasiets hal, hvor energiske værter og et dygtigt lovsangsband lagde op til de forkyndende møder og en stor lovsangsfest lørdag aften.

Stor frimodighed

Søndag blev weekenden rundt af med gudstjeneste og et afslutningsmøde, hvor flere fik lov til at sætte ord på, hvad weekenden havde betydet for dem, og hvad de ville tage med hjem.

"Jeg synes, det er været megafedt at synge lovsang sammen med andre unge, der har det samme ståsted som mig," sagde en deltager, mens en anden konstaterede: "Jeg har følt mig både set, hørt og forstået til både møder og i smågrupper."

21-årige Samuel, der var på Event som smågruppeleder for tredje gang bemærkede, at Event-deltagerne i dag er langt mere frimodige, end han var som teenager.

"Da jeg selv var deltager, var der ikke så mange, der havde frimodighed til at gå til forbøn, rejse sig til lovsang eller dele, hvad de troede på i en smågruppe. Derfor har jeg lyst til at sige, at jeg er stolt af jer. Hvor er det megasejt, at i hvert fald for en weekend er i stand til at skubbe præstationskulturen lidt til side og fortælle åbent om, hvem I er, og hvad I tror på. Fortsæt med det!"

Få inspiration og seneste nyt fra Indre Mission

Hver anden uge sender vi en mail med gode historier fra vores arbejde og inspiration til foreningsarbejdet. Du får også en smagsprøve på magsinet impuls og en oversigt over kommende arrangementer.

.
Dobbelt så mange på bornholmsk teenlejr
28 bornholmere tog på teenlejr på Bethesda. Det er dobbelt så mange som på tidligere lejre.
Troshistorier blev højdepunkt ved lokal takkefest
Personlige troshistorier i et uformelt talkshow-format opmuntrede fællesskabet ved takkefest i Hedensted Indre Mission. …
Flertal vil bevare strukturen i dåbsritualet
Dåbskommissionen arbejder videre med justeringer, mens blandt andre Indre Missions formand efterlyser en tydeligere teologisk debat. …

Annoncer