Bibelskolen bragte IM tættere på de unge

Der var langt fra enighed om oprettelsen af Indre Missions Bibelskole. Siden har den dog haft stor betydning for IM lokalt og på landsplan, mener tidligere generalsekretær.

Børkop Højskole er fyldt af glade elever, som får forskellige praktiske opgaver i forbindelse med skolens 50-års-jubilæum den 14. september. Foto: Stefan Høeg

Man skulle tro, det var en rigtig forsidebasker, at Indre Mission i 1974 fik sin egen bibelskole i Børkop. Ikke desto mindre skal man bladre længe i de gamle udgaver af Indre Missions Tidende for at finde bare en beskeden notits om oprettelsen. Og det var der gode grunde til, forklarer Jens Olesen, som i perioden fra 1985-2009 var henholdsvis landsungdomssekretær, landssekretær og generalsekretær i IM. Efterfølgende har han også været medlem af højskolens bestyrelse.

Han beskriver oprettelsen af bibelskolen i sammenhæng med den større og større afstand mellem IM og KFUM og KFUK op gennem 1970'erne. KFUM og KFUK havde i 100 år udgjort IM's ungdomsarbejde og var en vigtig samarbejdspartner på efterskole- og højskoleområdet, men tiltagende uenighed om især bibelsyn og etik førte i 1978 til et historisk brud. Året efter etablerede IM sit eget ungdomsarbejde, IMU.

Siden opstarten i 1889 har der på skift været højskole, efterskole, forskole for sygeplejestuderende og siden 1974 bibelskole på adressen i Børkop.

Midt i en brydningstid

»Der er helt klart en sammenhæng mellem de begivenheder. Det var en brydningstid i Indre Mission med en markant fløj, som ville fortsætte samarbejdet med KFUM og KFUK, og en anden fløj, som ville noget andet. Den grundlæggende uenighed betød også, at der langt fra var enighed om, at IM skulle have en bibelskole – heller ikke i hovedbestyrelsen. For en bibelskole ville være en direkte konkurrent til Haslev Udvidede Højskole, som traditionelt havde været IM's højskole, men ligesom KFUM og KFUK havde den teologisk og etisk udviklet sig i en mere liberal retning end IM. Mange i IM havde dog stærke følelser for skolen og mente, at man fortsat skulle bakke op og kæmpe, mens en anden fløj – i kølvandet på 1970'ernes bibelvækkelse – ønskede en decideret bibelskole at henvise ungdommen til. Det var som bekendt den sidste fløj, der vandt, og bibelskolen blev en realitet. Men det var længe et sårbart emne, og derfor blev omtalen også ret afdæmpet,« forklarer Jens Olesen.

Selv valgte han ligesom mange andre i denne periode et ophold på Luthersk Missions Højskole i Hillerød. Andre tog i stedet på bibelskole i Norge.

Vigtig fødekilde til IM

»Ved at oprette sin egen bibelskole fik Indre Mission de unge tættere på. Eleverne fik en lille teologisk uddannelse på lægmandsniveau og tog ikke bare derfra med gedigen ballast til det liv, der lå foran. De tog også vigtig viden og inspiration med ud i missionshusene,« fortæller han.

»Samtidig udgjorde eleverne et vigtigt rekrutteringsgrundlag for landsbevægelsen. På højskolen blev de undervist om Luthers forståelse af kald og stand, at alle mennesker har et kald, og at der også er brug for, at nogle går ind i en tjeneste på fuld tid. Det var der mange, som efterfølgende fik testet i Indre Mission,« fortæller han.

Da Jens Olesen i 1990 blev landssekretær i IM, var hans primære ansvarsområde netop de unge volontører, som dengang var opdelt i étårige og treårige missionærmedhjælpere.

»Da vi havde flest, havde vi 30-35 ad gangen, og det var hovedsageligt unge, som kom direkte fra højskolen. De begyndte typisk som ét-årige, nogle blev efterfølgende treårige, og nogle af dem fortsatte i tjenesten som ungdomskonsulenter eller missionærer. På den måde blev højskolen en af de vigtigste fødekilder til IM.«

Jens Olesen har fulgt Børkop Højskole tæt som landsungdomssekretær, landssekretær og generalsekretær i Indre Mission og som medlem af højskolens bestyrelse. Desuden har han i årtier boet i Børkop.

Ingen direkte sammenhæng

Gennem årene har elevtallet svinget meget, men det har været svært at aflæse i IM generelt, mener Jens Olesen.

»Man kan ikke påvise en direkte sammenhæng mellem elevtallet på højskolen og for eksempel tilgangen i IMfællesskaber. Særligt de senere år har skolen rekrutteret elever fra en noget bredere kirkelig sammenhæng end IM, og der er rigtig mange andre faktorer end bare højskolen, der er med til at afgøre, hvilket kristent fællesskab de efterfølgende vælger at blive en del af,« forklarer han.

»Men man må ikke underkende værdien af, at der i disse år, hvor skolen er tæt på fyldt, udklækkes rigtig mange unge, som har fået en højere grad af bevidsthed om kristentro og kristen identitet. Det kan ikke undgå at gøre en forskel.«

En stor del af de medarbejdere, som de senere år er blevet ansat i IM, har på et tidspunkt været elever på Børkop Højskole, men der er ikke længere den samme tradition som tidligere for, at man tester det, man har lært, gennem en volontøransættelse i IM.

»Det kan dels skyldes, at der i dag er langt flere muligheder for at prøve sig af i en fuldtidstjeneste i Danmark eller ude i verden. Men det kan jo også skyldes, at IM i dag ikke i helt samme grad satser på den type af ansættelser,« siger Jens Olesen, som siden 2009 har været administrationschef for Fredericia Kirkegårde.

Fejrer 50-års-jubilæum med stor taknemmelighedsfest

Børkop Højskole inviterer til en festlig fejring af bibelskolens 50-års-jubilæum den 14. september. Under temaet »Taknemmelighedsfest« åbner højskolen dørene for alle til en dag fyldt med aktiviteter, musik og underholdning.

Festivalen byder på et alsidigt program, der strækker sig fra morgen til aften. Musikelskere kan glæde sig til koncerter med blandt andre Northern Assembly, Gospel- kids Danmarkskoret og musikeren Mathias Mouritsen.

For de konkurrenceglade vil der være mulighed for at deltage i en sjov og udfordrende wipeout-konkurrence på en specialdesignet forhindringsbane.

Arrangementet, der starter kl. 10, inkluderer også talks, food-trucks og hoppeborg, hvilket gør det til en begivenhed for hele familien. Dagen rundes af med et flot fyrværkeri.

 

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
Sport kan binde sammen på tværs af generationer
I august 2025 har Felix Rejser en tur til den spanske ø Fuerteventura. Det er en mulighed for en aktiv ferie i et kristent fællesskab på tværs af…
Seks uger fra idé til julemarked
Missionshuset Stjernens første julemarked var en succes og kalder på en gentagelse næste år.
Indre Mission støtter nyvalgte menighedsråd med netværksmøder
Indre Mission afholder netværksmøder for nyvalgte menighedsråd, hvor der tilbydes inspiration, erfaringsudveksling og workshops om samarbejde og…

Annoncer