Når Indre Missions teltmøder og bibelcampings igen denne sommer samler mennesker over hele landet, bliver det både med nye initiativer, yngre kræfter og et ønske om at styrke fællesskabet på tværs af generationer.
31 events med teltmøder og bibelcampings afholder Indre Mission i løbet af foråret og sommeren. Tusindvis af mennesker får dermed mulighed for at samles om bibelundervisning, fællesskab og sommeroplevelser.
Ny energi blandt medarbejderne
Flere steder mærkes samtidig nye strømninger og ændringer. På Lystruphave Bibelcamping ved Silkeborg står en ny generation klar til at tage ansvar.
De to nye teltmedarbejdere Kristian Feldtmose og Nikolai Meyer Møller er engageret i bibelcampingen. De fortæller, at campingen gennemgår en større organisatorisk forandring, hvor ansvaret nu er fordelt på flere mindre udvalg.
Det har krævet mange møder og omstillinger, men holdet bag oplever, at det har skabt ny energi og engagement blandt medarbejderne.
Cafételte samler generationer
Også på Hurup Bibelcamping i Thy er fællesskabet i centrum. Pladsens cafételt, som kom til for to år siden, har udviklet sig til et vigtigt samlingspunkt og et sted, hvor mennesker mødes på tværs af generationer, fortæller missionær i Thy Henrik Jørgensen.
Særligt for gæster, der ankommer uden at kende nogen på pladsen, har cafételtet fået stor betydning.
Flere andre bibelcampings oplever lignende succes med cafémiljøer som uformelle mødesteder i løbet af sommeren.
På Hadsund Bibelcamping i Himmerland fylder de sociale og praktiske rammer også mere blandt de yngre deltagere.
"Unge mænd på pladsen engagerer sig i projekter omkring legeplads og fællesfaciliteter. Især en fælles opvaskeplads har vist sig at blive et naturligt samlingssted, hvor samtaler og fællesskab opstår spontant," fortæller Birthe Mikkelsen, der er missionær.
Flere unge finder vej
På Hjallerup Bibelcamping mærkes også en voksende tilslutning blandt unge. Her fortæller Benny Lauridsen, der er praktisk ansvarlig, at ønsket nu er at udvide de unges mødetelt, så der kan blive plads til endnu flere unge deltagere.
Samtidig kan Valby Bibelcamping i Nordsjælland i år markere et særligt jubilæum, når pladsen fejrer 50 år.
Kampagne skal styrke forbindelsen til Indre Mission
Flere bibelcampings rundt i landet får denne sommer besøg af kampagnen "Vi er Indre Mission".
Formålet er at styrke fortællingen om bevægelsen, fortæller kommunikationschef Asbjørn Asmussen.
En undersøgelse af Indre Missions omdømme har vist, at mange ikke nødvendigvis forbinder bibelcampings med Indre Missions samlede arbejde. Derfor ønsker man at skabe større kendskab til bevægelsen og dens aktiviteter.
Asbjørn Asmussen ser sommerens events som vigtige mødesteder.
"Her samles en stor del af IM-folket på tværs af generationer og geografi, og de oplevelser, deltagerne får på bibelcampings, er med til at forme deres billede af Indre Mission," forklarer han.
Kampagnen vil blandt andet byde på informationsstande, workshops, konkurrencer og et særligt "Indre Mission-træ", hvor deltagerne kan skrive, hvad de forbinder med Indre Mission.
Find oversigten over sommerens bibelcampings og teltmøder på bibelcamp.dk.




