Danskernes bønner gør en forskel for kongen

Indre Mission ønsker det nye kongepar Guds velsignelse og visdom i deres opgave for Danmark og peger på, at kongehuset fortsat er omsluttet af forbøn.

Indre Mission ønsker det nye kongepar Guds velsignelse og visdom i deres opgave for Danmark. Formanden Hans-Ole Bækgaard peger i sin hilsen på, at kongehuset fortsat er omsluttet af forbøn, og at det også vil gøre en forskel for Danmarks nye konge.

Kong Frederik 10. har i bogen Under bjælken tidligere fortalt, at han tror på Gud, og at han beder Fadervor med sine børn hver aften. Det glæder Hans-Ole Bækgaard sig over. Samtidig håber han, at det nye kongepar vil møde åbne døre i det kirkelige landskab, og at kongehusets forbundethed med den evangelisk-lutherske kirke fortsat vil vise sig i en oprigtig interesse i kirkelige forhold.

Deres Kongelige Højheder Kronprinsen og Kronprinsessens Hofstat
Postboks 2143
1256 København K

Fredericia, den 11. januar 2024

Hermed vil vi lykønske Deres Kongelige Højheder med det betroede embede, som I bliver kaldet til ved tronskiftet søndag den 14. januar. Vi vil ønske Guds velsignelse og visdom i den gerning, som venter Deres Majestæter som kongepar for Danmarks Rige.

Den danske regent bakkes dagligt op af tusindvis af bønner, og hver søndag er der i mange år blevet bedt for ”Dronningen og hele hendes hus”. Vi er overbevist om, at den forbøn vil fortsætte og omslutte kong Frederik 10. som Danmarks nye regent og Deres Højheder som vores kongepar og den kongelige familie. Vi tror på, at forbønnen gør en afgørende forskel for Danmarks konge.

Vi glæder os over den udtalelse, som Kronprinsen kom med i portrætbogen Under bjælken (2017), at han beder Fadervor med sine børn hver aften, og at han ville svare ”ja” på spørgsmålet, om han tror på Gud.

Det danske kongehus har altid været tæt forbundet med den evangelisk-lutherske kirke – ikke kun som en konstitutionel pligt, men med en oprigtig interesse i kirkelige forhold. Vi håber, at Deres Majestæter som vores nye kongepar vil møde åbne døre i det kirkelige landskab, så det skaber interesse for medleven. Det gælder også for en gammel folkekirkelig bevægelse som Indre Mission.  

Vi ønsker Dem en velsignet dag med tronskiftet og indgang i Deres nye virke for Danmark.

I ærbødighed
på vegne af Hovedbestyrelsen
Hans-Ole Bækgaard

 

Kom tættere på arbejdet i Indre Mission

Hver anden uge sender vi nyt om arbejdet, menneskerne og det, der rører sig i Indre Mission. Du får også en smagsprøve på magasinet Impuls og en oversigt over kommende arrangementer.

.
Indre Missions årbog er udkommet
Traditionen tro gør Indre Mission status på årets gang i den nye årbog, der netop er udkommet.
Landsleder takker af
Efter mere end ti år i Indre Missions Tværkulturelle Arbejde går Krista Rosenlund Bellows på pension til november. …
Brikkerne falder på plads i ny IM-struktur
Indre Mission skal fremover bestå af tre arbejdsgrene og fem fagområder. Nu er der sat navn på de fleste af dem, der skal lede og koordinere. …

Annoncer