Fællessang vækkede barndomsminder hos førstegangsdeltager

Birgit Kofod Keseler var blandt de 750 deltagere ved Syng den igen i Skjern. Hun kendte nogle af sangene fra barndommen, lærte nye og er ikke i tvivl: "Jeg kommer helt sikkert igen."

750 sangglade deltagere havde fundet vejen til Ringkøbing-Skjern Kulturcenter. Fotos: Anette Maria Ingemansen

I pausen står Birgit Kofod Keseler blandt de 750 kaffehungrende deltagere ved Syng den igen i Ringkøbing-Skjern Kulturcenter. Hun smiler over at have sunget "Perleporten" sammen med de andre deltagere, som spontant rejste sig under sangen.

Hun havde talt med sidemanden om, hvorvidt sangen mon ville komme, for den kender hun fra sin barndom.

"Det var rigtig dejligt at synge den," fortæller Birgit Keseler, der er med på Syng den igen for første gang. Hun er flyttet fra Grindsted til Dejbjerg i Vestjylland for et par måneder siden, fordi hun er nygift.

Hun er blandt andet kommet for at lære nogle nye mennesker at kende. Allerede i løbet af aftenen møder hun en gammel efterskoleven.

Men aftenen byder også på noget, hun ikke havde med hjemmefra.

"Jeg er ikke vant til at komme i Indre Mission, så flere af sangene kender jeg ikke," forklarer Birgit Keseler, der er 63 år og har en baggrund i Missionsforbundet.

På opdagelse i nye sange

Hun sidder foran en kvinde med en høj og klar sangstemme. Hun kender alle sangene, og derfor bliver hun nærmest en slags lærerinde for Birgit.

Birgit Kofod Keseler var med på Syng den igen for første gang.

"Hun havde den yndigste stemme, som jeg fulgte," siger Birgit Keseler.

Mange i hallen har sunget sangene hele livet, blandt andet et ældre ægtepar på over 90 år. De har været med til Syng den igen siden begyndelsen i 2004. Det er en hjælp for de deltagere, der lige skal lære en sang at kende.

For Birgit Keseler bliver det en blanding af genkendelse og opdagelse.

"Mange af sangene er fra min barndom," fortæller hun.

Hun fremhæver værdien af, at Syng den igen er en blanding af fællessang, korsang og solister.

Familien Tuxen, bestående af Louise og forældrene Inger Merete og Henrik, har taget turen fra Nordsjælland til Skjern og synger blandt andet sange fra 1980'erne. Senere spiller Niels Højlund med sin bror og fætter, hvor de giver deres egen fortolkning af "Nu falmer skoven trindt om land".

Birgit Keseler bider mærke i Højlund-familien og deres lidt anderledes måde at spille sangen på. Mariann Mikkelsen på harpe gør et særligt indtryk.

"Hold da op. Jeg ville gerne høre en hel koncert med hende," fortæller hun.

Guds kærlighed på hverdagsdansk

Mellem sangene er der forkyndelse ved Bjarne Hvidberg, pensioneret missionær. Birgit Keseler var helt med.

"Han fortalte om Guds kærlighed på hverdagsdansk, så man kunne forstå det," siger hun.

Hun fremhæver den varme stemning og den måde, hun er blevet taget imod på.

"Det er helt sikkert, at jeg er her igen til næste år," fortæller Birgit Keseler uden tøven.

  • Holger Haldrup var konferencier.
  • Scenekor med band blev ledt af Lene Skødt Holmgaard.
  • Louise, Inger Merete og Henrik Tuxen stod for et af de musikalske indslag.
  • Bjarne Hvidbjerg holdt aftenens andagt.
  • Niels Højlund med akkompagnement af Mattias og Peter Højlund.
  • Mariann Mikkelsen spillede harpe.

Kom tættere på arbejdet i Indre Mission

Hver anden uge sender vi nyt om arbejdet, menneskerne og det, der rører sig i Indre Mission. Du får også en smagsprøve på magasinet Impuls og en oversigt over kommende arrangementer.

.
Campingchef stopper efter syv sæsoner
Ole Korsholm Nielsen forlader Mørkholt Strand Camping ved årsskiftet. Han peger selv på, at tiden er inde til at give stafetten videre. …
Martin Kirk får ny rolle som fagkoordinator for forkyndelse
Som fagkoordinator for forkyndelse skal Martin Kirk være med til at udvikle og styrke forkyndelsen i Indre Mission. Han fortsætter samtidig som…
Oversætterne gør det kollegaerne aldrig turde: Her er det nye fadervor
Der er gode argumenter for et par markante ændringer i fadervor, mener Morten Hørning Jensen, faglig leder for oversættelsen af Det Nye Testamente i…

Annoncer