Felix Rejser får ny direktør til marts

Tidligere missionær skal lede Indre Missions rejseselskab i en tid med ustabilitet i verden.

Asger Refslund-Nørgaard overtager direktørposten 1. marts 2027 og kommer med erfaring fra både rejsebranchen og Indre Mission.

Den 48-årige rejsekonsulent i Felix Rejser Asger Refslund-Nørgaard overtager 1. marts 2027 posten som direktør i rejseselskabet. Til den tid vil han have været ansat i virksomheden i et år og kender således arbejdspladsen godt.

Heller ikke Indre Mission er et nyt bekendtskab for Asger Refslund-Nørgaard, som fra 2019 til 2022 var ansat som missionær i Region Nord.

Hans erfaring med rejsebranchen rækker tilbage til 2006, hvor han boede i Norge og i en årrække var ansat i et busselskab, der levede af at arrangere og afvikle busrejser i både Norge og resten af Europa. Her arbejdede Asger Refslund-Nørgaard både som chauffør, rejseleder og til sidst som daglig leder på kontoret.

Hans uddannelsesmæssige baggrund er en bachelor i økonomi og administration.

Spændende udfordring

Asger Refslund-Nørgaard overtager direktørposten efter en række vanskelige år, hvor Felix Rejser er ved at genfinde sig selv efter først coronapandemien og siden en lang periode med krig og ufred i Israel, som traditionelt er Felix Rejsers vigtigste destination.

"Vi lever på mange måder i en ustabil verden, og rejsebranchen bliver altid hårdt ramt, når der er uro, hvad enten det handler om krig eller økonomisk lavkonjunktur – så er fornøjelserne det, man først vælger fra. Men det er også en spændende udfordring at skulle finde ud af, hvordan vi kan tilbyde attraktive rejser og et godt kristent fællesskab," siger han.

På direktørposten afløser han Ingrid Bjerre, som er ansat i en tidsbegrænset stilling indtil udgangen af februar.

Kom tættere på arbejdet i Indre Mission

Hver anden uge sender vi nyt om arbejdet, menneskerne og det, der rører sig i Indre Mission. Du får også en smagsprøve på magasinet Impuls og en oversigt over kommende arrangementer.

.
Teenagere fik "pivvigtig" forkyndelse om dåb serveret med blålys og pumpende bas
"Jeg håber, I vil tage med jer, at dåben er begyndelsen på et liv med Jesus, der en dag skal munde ud i evigheden," pointerede forkynder Magnus Bruun…
Økonomichef opfordrer til sammenhold
Et stort fald i testamentariske gaver får Indre Mission til at bede lokale fællesskaber om hjælp.
Indre Mission sætter fokus på karismatik
Magasinet Impuls og en ny podcast diskuterer, hvordan den åndelige erfaringsdimension får en passende plads i evangelisk-luthersk kristendom. …

Annoncer