Gospel-kids Danmarkskoret takker af efter 10 år

Efter ti år med koncerter og inspiration til lokale Gospel-kids-grupper bliver det landsdækkende kor nedlagt.

Efter ti år er Gospel-kids Danmarkskoret blevet nedlagt. Koret gav sin sidste koncert ved Indre Missions Årsmødefestival på Mørkholt Strand Camping. Foto: Privat

Gospel-kids Danmarkskoret synger efter ti år nu på sidste vers. Lukningen skyldes blandt andet manglende efterspørgsel.

"Inden for de seneste tre år har vi kun haft to eksterne arrangementer. Vi bliver ikke booket til at komme ud og optræde i samme omfang mere," siger Elisabeth Holdensen, leder af Gospel-kids Danmarkskoret.

Koret blev startet i 2016 med et ønske om at vise, hvordan børn og juniorer kunne formidle evangeliet gennem sang.

Piger fra hele landet har gennem årene været samlet i koncertkoret, som kunne bookes til kirker, missionshuse og andre arrangementer.

Behovet har ændret sig

Ifølge Elisabeth Holdensen er en del af forklaringen på lukningen, at formålet langt hen ad vejen er lykkedes.

"Der er vokset mange stærke, lokale Gospel-kids-grupper frem. Derfor er behovet for et centralt koncertkor ikke det samme længere," siger hun.

Samtidig peger hun på, at økonomien spiller en rolle. Det er med årene blevet dyrere at sende koret af sted, og de penge vælger arrangører ofte at bruge på noget andet.

Vemodig afslutning

Beslutningen har været under overvejelse i noget tid, men tidspunktet er naturligt nu. Fem af korets 14 medlemmer skal på efterskole, og ledelsen stod over for, om de skulle rekruttere nye medlemmer til et kor uden koncerter i kalenderen.

Selv om beslutningen føles rigtig, er den ikke uden følelser.

"Det er meget vemodigt. Jeg kommer til at savne pigerne, og det har været et kæmpe privilegium at lede dem," siger Elisabeth Holdensen.

Korets sidste optræden fandt sted ved Indre Missions Årsmødefestival på Mørkholt Strand Camping.

Gospel-kids Danmarkskoret forsvinder dog ikke helt. De tilbageværende medlemmer er inviteret til fortsat at medvirke ved den årlige indspilning af sange til Gospel-kids-festivalen.

Kom tættere på arbejdet i Indre Mission

Hver anden uge sender vi nyt om arbejdet, menneskerne og det, der rører sig i Indre Mission. Du får også en smagsprøve på magasinet Impuls og en oversigt over kommende arrangementer.

.
Nyt salmebogstillæg vil give flere perspektiver på salmesangen
Seks kirkelige organisationer står bag et nyt salmebogstillæg, som efter planen skal udkomme i 2028 og bidrage med større teologisk bredde i…
Naja vil gøre det lettere at være frivillig
Naja Koefoed er ny konsulent i Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler, hvor hun vil gøre det lettere for frivillige at skabe fællesskaber, hvor børn…
Ny ungdomskonsulent er dus med IMU
27-årige Andreas Tinggaard Nielsen har selv været en del af IMU og har de seneste år forkyndt i fællesskaberne. …

Annoncer