Gratis pølser og kaffe sætter fut i samtaler om liv og tro

Foran IM-genbrug i Rønne mødes mennesker til kaffe og pølser, og samtalerne skaber relationer, som fortsat er lune, når grillen er slukket.

Kaffe på kanden, stole ved bordet og åbne døre. IM-genbrug i Rønne har skabt et uformelt mødested, hvor kunder og forbipasserende kan slå sig ned til en snak. Foto: Privat

Duften af pølser og kaffe hænger i luften foran IM-genbrug i Rønne. Under butikkens udhæng er nogle af møblerne arrangeret, så kunder og forbipasserende kan slå sig ned.

"Vi siger til folk: Velkommen til IM-genbrug. I dag kan du få en kop kaffe, en kop te eller en grillpølse, hvis du har lyst," fortæller grillmester Palle Kure, der er missionær på Bornholm.

Det handler om, at butikken også kan være et mødested, forklarer han, og takker man ja til kaffen, følger der sågar en lille overraskelse med.

"Når folk vælger et krus til kaffen, siger vi, at de gerne må tage det med hjem. Det synes mange er sjovt."

Relationer omkring grillen

Sammen med missionæren deltager et lokalt menighedsrådsmedlem, der som voksen er kommet til tro og ønsker at tale med mennesker om Jesus.

Duoen har et mål om at være til stede foran genbrugsbutikken, og arrangementerne tiltrækker efterhånden en lille flok stamgæster. Fire-fem personer kommer næsten hver gang, når invitationen bliver slået op på Facebook, og ud af møderne ved grillen vokser relationer.

"Når jeg er færdig, er der et menneske, jeg bagefter skal ud at besøge," siger Palle Kure.

Samtaler på gæsternes præmisser

På bagsiden af butikkens skiltestander skriver missionæren et spørgsmål, som skal vække eftertanke eller rejse spørgsmål, men samtaler opstår også på gæsternes præmisser.

"Nogle vil tale om smerter i ryggen, andre om møbler, de gerne vil donere til genbrug. Og nogle gange falder snakken på tro og liv," siger Palle Kure, der særligt husker en ung mand, der kom hen til grillen.

"Han spurgte, om han kunne få både pølse og te. Og så sagde han med et smil: 'Kan jeg slippe for at snakke om Gud?'" fortæller Palle Kure.

Få pladser fra ham sad en kvinde, som Palle Kure talte med om kristen tro og billedkunst. Hun bar et smykke med et treenighedssymbol.

"Så afbrød den unge mand pludselig og sagde: 'Det har jeg aldrig forstået. Hvorfor taler kristne om Gud som den treenige Gud?' Han kunne godt selv se det morsomme i situationen, og så tog vi den snak, som han selv inviterede til."

Et sted, hvor mennesker bliver set

For Palle Kure er oplevelsen et billede på det, han ønsker, at genbrugsbutikken skal være.

"Det handler om at skabe en stemning, hvor mennesker kan være sammen. Samtalen skal være fri. Vi møder folk der, hvor de er, og taler om det, der fylder hos dem. Det er vigtigt, at mennesker oplever sig set og velkomne," understreger han.

Kom tættere på arbejdet i Indre Mission

Hver anden uge sender vi nyt om arbejdet, menneskerne og det, der rører sig i Indre Mission. Du får også en smagsprøve på magasinet Impuls og en oversigt over kommende arrangementer.

.
To nye medlemmer af Indre Missions Hovedbestyrelse
Sognepræst Søren Jacobsen og musikkonsulent Bjarne Klitgaard træder ind i Indre Missions Hovedbestyrelse med forskellige roller og erfaringer, men med…
22-årig vælger et liv som missionær
Et halvt år som volontør i SnakTro blev afgørende for Marius Kirkegaards valg. Fra 1. september begynder den tidligere automatiktekniker som missionær…
Vejen ind i fællesskabet gik gennem en frivillig opgave
Pernille Johansen kendte ikke til bibelcamping, men opdagede hurtigt, hvordan en frivillig opgave skaber relationer og åbner en vej ind i fællesskabet…

Annoncer