Efter en række henvendelser valgte Indre Missions ledelse i foråret 2026 at lægge afstand til den nystartede vestjyske forening Come Alive Denmark. Lokale fællesskaber blev opfordret til at afstå fra samarbejde, og der blev blandt andet advaret mod "usund karismatik".
Advarslerne er blevet diskuteret på mange niveauer og har rejst en række helt centrale spørgsmål: Hvad er karismatik? Hvad kendetegner en sund karismatik? Og hvilken rolle bør den åndelige erfaringsdimension spille i evangelisk-luthersk kristendom?
I de seneste to udgaver af magasinet Impuls har temasiderne på forskellige måder kredset om karismatik. Impuls 21 behandlede de teologiske og sjælesørgeriske aspekter af, at ikke alle, der beder om helbredelse, oplever at blive raske her og nu. Og i den seneste udgave, Impuls 22, stilles der skarpt på, hvordan karismatik hverken får for lidt eller for meget plads i menigheder og fællesskaber.
Blandt artiklerne er en beretning fra Frimenigheden Broen i Vejle, der er tilknyttet Indre Mission. Her har man det seneste års tid oplevet Guds ånd arbejde på nye måder, og menighedens ledere har arbejdet med at skabe rammer, hvor alle kan føle sig trygge i det uvante.
For at læse artiklerne i Impuls kræves abonnement – se indremission.dk/impuls.
Ny podcast sætter fokus på karismatik
Helt gratis er det til gengæld at lytte til podcasts på imedia.dk. Her sætter en ny episode i serien Taler og undervisning fokus på spørgsmålet: Hvordan forstår vi karismatik?
I episoden inviterer Indre Missions formand Hans-Ole Bækgaard en række stemmer til en samtale om grænserne mellem sund og usund karismatik. Med afsæt i deres egne erfaringer og teologiske ståsteder diskuterer de forskellige syn på emnet – fra reelle teologiske uoverensstemmelser til forskelle, der mest handler om sprogbrug.
Ud over Hans-Ole Bækgaard medvirker sognepræst Daniel Hougaard, der voksede op i Indre Mission, men i dag er medlem af Dansk Oases menighedsnetværk; sognepræst Jes Nedergaard Espersen, der er formand for IMU's landsudvalg, men tidligere har været en del af et karismatisk frikirkemiljø; samt Samuel Oslo Rasmussen, der er ung og kristen og på jagt efter det rette kristne fællesskab for ham.




