Indre Mission samler bredt til bibelcampings

Kreativiteten og mangfoldigheden blomstrer rundt ved Indre Missions mange bibelcampings, som i år holdes 14 forskellige steder rundt i landet.

I Cafeteltet på Hurup Bibelcamping blev der optrådt med lovsangskaraoke

Fra Hurup i vest til Bornholm i øst er der liv og glade dage med fællesskab, aktiviteter og forkyndelse for alle aldre. Og hvert år finder nogen på noget nyt.

Hurup Bibelcamping har som noget nyt i år etableret et café-telt, som har været en stor succes. Her er der åbent både om aftenen og om eftermiddagen, og programmet har bl.a. budt på lovsangskaraoke, bedemøder, samtalecafe, spil og servering af forskellige lækkerier.

I Hurup har de også deres eget Gospel-kids kor, som har optrådt på gågaden i Hurup og deltager ved Familiemødet på pladsen. Trods lidt udfordringer med vejret nyder over 200 deltagere fællesskabet med hinanden. I år var en pilgrimsvandring også på programmet.

Hadsund Bibelcamping er en af landets mindste steder, og derfor forsvinder ingen i mængden. Pga. det lunefulde vejr var mange af aktiviteterne trukket ind i mødeteltet, som derfor også var ramme om både brætspil, kongespilsturnering, lagkagebanko og familiehygge. Især de mange børnefamilier spredte liv på pladsen.

Familiecamping på Mørkholt Strand Camping har igen i år afholdt det traditionelle sponsorløb, hvor over 80 deltagere samlede mere end 100.000 kr. ind til mission. Ugens tema var Det uperfekte i det perfekte, som frimenighedspræst Michael Bak Nygaard underviste om. Blandt ugens højdepunkter var Martin Bentsens fortælling om sin vej »Fra rocker til præst«, og Carolyne Kaddu Rasmussens dramatiske historie om sit liv som flygtning og sin rejse fra Uganda til Danmark. Vejret var svingende, men humøret var i top, og pladsen var fuld hele ugen.

Fårevejle Bibelcamping som afholdes ved Odsherreds Efterskole har også fuldt hus. Alle værelser er udlejet, og UngPlus afdelingen er fyldt op med 15 enheder. Mange er her på bibelcamping for første gang og har allerede givet udtryk for, at de vil komme igen næste år. Temaet Livet og troen har indtil videre omfattet emnerne Gud kalder, Trospraksis og Når tvivlen rammer. Søndag formiddag deltog 230 mennesker i en festlig gudstjeneste ledet af rejsepræst Niels Jørn Fogh. Desuden omfatter programmet Messy Church samlinger og fællesspisning for hele pladsen.

Fårevejle Bibelcamping havde undervejs besøg af TV2 Øst. Indslaget begynder 4:40 henne i udsendelsen: https://www.tv2east.dk/nyheder/21-07-2024/2130/2130-21-jul-2024

Tullebølle Bibelcamping på Langeland lokker hvert år nye campister til, og denne gang bor knap 120 på pladsen, mens mange slutter sig til som gæster til aftenmøderne. Hver morgen er der fælles morgenbord med boller, efterfulgt af familieformiddage med sang, forkyndelse, kreative værksteder og tid til samtale. Mens børnene muntrer sig i Evigglads hoppeborg, bager de unge lækre pandekager til aftenskaffen. Alt sammen i hyggelige omgivelser, med udsigt til den idylliske gamle mølle lige på den anden side af vejen.

Få inspiration og seneste nyt fra Indre Mission

Hver anden uge sender vi en mail med gode historier fra vores arbejde og inspiration til foreningsarbejdet. Du får også en smagsprøve på magsinet impuls og en oversigt over kommende arrangementer.

.
Stadig ledige pladser på Mørkholt Strand Camping
Det er fortsat muligt at booke plads til campingvogn på Mørkholt Strand Camping under Årsmødefestivalen. 
Ny stilling skal styrke bibelcamping på Mørkholt
Indre Mission i Region Syd opretter en ny stilling som projektkoordinator for at samle planlægningen af bibelcamping og frigøre tid til forkyndelse og…
Finsk-irakisk præst gav tips til at nå arabere
Skal muslimer møde Jesus, må man til en start forstå, at forskellen på en iraker og en iraner er mere end blot et bogstav. Det var en af pointerne, da…

Annoncer