Kom til ECHO med forventning til Gud

Den amerikanske præst Nick Brannen er hovedtaler på ECHO og opfordrer deltagerne til møde op til konferencen med store forventninger.

Hovedtaleren på ECHO er Nick Brannen, der er præst i Lutheran Church of Hope i West Des Moines i Iowa, USA. Han er 34 år, gift og far til to børn. Foto: Privat

Hovedtaleren på ECHO-konferencen den 2.-4. februar bliver den amerikanske præst Nick Brannen fra Lutheran Church of Hope i Des Moines i staten Iowa. Han har tidligere medvirket på flere kristne konferencer rundt i verden.

»Jeg føler mig kaldet til at forkynde om Jesus’ evige kærlighed, så jeg slog til, da jeg fik den fantastiske mulighed for at komme til Danmark,« fortæller Nick Brannen, der har haft kolleger, som tidligere har deltaget i konferencer i Danmark.

»De er kommet hjem og har fortalt utrolige historier om, hvordan Gud arbejder på mange forskellige måder. De har fået nye venskaber og har oplevet den danske ‘hygge’. Vi har også haft kristne fra Danmark som praktikanter i vores kirke, fordi de gerne ville se, hvad Gud havde gjort i vores menighed. Det var skønne mennesker, som gav os en oplevelse af, at vi havde lært lige så meget af dem, som de havde lært af os.«

Livsforvandlende møde

Han kommer med store forventninger til ECHO og ser frem til at møde danske kristne.

»Jeg forventer, at vi kommer til at opleve Gud sammen ved at lytte til hans ord, bede og tilbede ham og ved at være i fællesskab med hinanden. Jeg håber, at vi forlader konferencen fyldt op og ivrige efter at elske vores naboer og dele, hvordan Jesus virkelig er,« forklarer Nick Brannen.

»Min bøn for deltagerne er, at de vil få styrke og blive modige til at følge Jesus. Og at det lys, som Gud tænder i dem, vil lyse op de steder, hvor de færdes. Min bøn for de deltagere, der har mistet troen eller udforsker troen, er, at de vil få et glimt af, hvor god Jesus virkelig er, og at de vil erfare ham i deres liv. Jeg håber, at de vil åbne deres hjerter for at modtage Guds kærlighed og nåde, og at det vil ændre deres liv for altid.«

Forventning til Gud

Nick Brannen opfordrer deltagerne til møde op til konferencen med store forventninger.

»Jeg håber, at deltagerne kommer til konferencen med en forventning om at møde Gud og blive opildnet til at elske de mennesker, man har omkring sig og møder på sin vej.«

Se hele programmet for ECHO på echo2024.dk.

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
Ny støttefond gør bibelskoleophold billigere
Sammen med Indre Missions Missionspulje skal en ny støttefond gøre det billigere for unge at tage på bibelskole. 
Sport kan binde sammen på tværs af generationer
I august 2025 har Felix Rejser en tur til den spanske ø Fuerteventura. Det er en mulighed for en aktiv ferie i et kristent fællesskab på tværs af…
Seks uger fra idé til julemarked
Missionshuset Stjernens første julemarked var en succes og kalder på en gentagelse næste år.

Annoncer