Ledere kæmper for, at børn på Fyn skal høre om Jesus

Selvom antallet af børneklubber på Fyn ikke er højt, knokles der for, at fynske børn får mulighed for at høre om Bibelen.

Frederik Meyer Olesen er med i lederteamet bag børneklubben i Vissenbjerg. I Vissenbjerg holder børneklubben til på den lokale skole, hvilket gør det nemt for børnene at komme direkte fra SFO'en til klubben. Foto: Anette Ingemansen

Fyn er et område, hvor Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler (DFS) ikke har så mange tilbud til børn, og antallet af børn i DFS' børneklubber på Fyn svinger meget.

"Det er udfordrende for lederne, men de bliver ved, fordi de brænder for det. De lægger ikke bare klubben ned, fordi der kun er tre børn," siger Frederik Meyer Olesen, der er konsulent i Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler på Fyn.

"Lederne på Fyn har den holdning, at klubben ikke må stoppe. For hvis den lukker, hvor skal man så sende sine egne børn hen?"

Han oplever en særlig form for fællesskab blandt de frivillige på Fyn.

"Jeg arbejder jo i et område, hvor DFS ikke står stærkest. Derfor ser jeg et stærkt sammenhold blandt lederne, både på lejrene og i klubberne."

Sommerlejr samler børnene

DFS samarbejder tæt med Luthersk Missions Børnearbejde, LM Kids, og Fyns Valgmenighed i Odense om at lave nogle større arrangementer for øens børn. Det er et højdepunkt for både børn og ledere at kunne samles til weekendlejre, legedage og sommerlejre, da det bare er noget andet at være sammen med over 100 børn i stedet for de fem, man måske er vant til at mødes med i den lokale børneklub, fortæller DFS-konsulenten.

Blandt tilbuddene er sommerlejren Kids Camp Fyn, som er den største enkeltstående begivenhed. Her samles 130 børn og 40 ledere plus køkkenfolk til en festlig uge i sommerferien.

På lejren er det langt fra alle børn, der er vant til at komme fast i kirken.

"Det er en fuldstændig fantastisk gave at se, hvordan disse børn blomstrer. I slutningen af ugen har vi flere forældre, som kommer og siger, at nu bliver de udfordret, for nu bliver de nødt til at komme hjem og få fundet en bibel. Deres børn stiller dem nemlig spørgsmål, de ikke kan svare på," fortæller Casper Grønkjær, der er leder på Kids Camp Fyn.

Hører bibelhistorierne for første gang

At DFS på Fyn møder mange børn, der ikke er vant til at deltage i kristne arrangementer, er også noget, Frederik Meyer Olesen mærker, når han er rundt i de fynske børneklubber.

"Jeg kan stå og fortælle en bibelhistorie for børn, der hører den for allerførste gang og så se deres reaktion. Det er bibelhistorier, de ikke hører andre steder. Og man får den der umiddelbare forbløffelse hos børnene, som er helt fantastisk," siger han.

Og netop det at få lov til at dele Bibelens fortællinger med børnene, er det, der betyder allermest for ham i hans arbejde blandt de fynske børn.

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
Amerikanske Tenth Avenue North giver koncert i Danmark
Efter en pause på fem år vender det amerikanske band tilbage til scenen og besøger for første gang Danmark.
God stemning og nye tiltag prægede Hjallerup Bibelcamping
Med næsten 1800 deltagere og nye tiltag var årets bibelcamping præget af både energi, fællesskab og et ønske om at inkludere flere. …
Debatten om køn og seksualitet er vigtig
Gitte Rasmussen er ny leder af AdamogEva.dk og vil give børn og unge et kristent perspektiv på krop, køn og identitet. …

Annoncer