Legestuer spirer frem i Jylland

Fire nye legestuer er åbnet siden nytår i missionshuse og kirker, hvor småbørnsfamilier mødes om leg, sang og fællesskab.

Legestuen i Ansager er en af fire nye legestuer, der er startet i Jylland i løbet af foråret. Foto: Privat

Fire nye legestuer med tilknytning til missionshuse og kirker er åbnet i Jylland i løbet af foråret. Blandt andet i Ansager, hvor det begyndte med en tanke, som stifter Elisabeth Rahbek ikke kunne slippe.

"Det blev ved med at køre i mig: legestue, legestue. Jeg tror, at det var Gud, der gjorde det," fortæller hun.

Elisabeth Rahbek fik både sin mor og sin svigerinde med på idéen. Siden opstarten har otte-ti børn og flere mødre jævnligt fundet vej til samlingerne.

"Det betyder rigtig meget for fællesskabet. De bakker op om det, og det er godt for de ældre at se, at der er unge familier, som kommer i missionshuset," siger hun.

I Hobro er en ny legestue vokset ud af et ønske om at skabe bedre rammer for de yngste børn. Efter nytår blev børneklubben delt op, så børn fra nul til fire år fik deres eget tilbud, og samtidig arbejder nogle familier på at udvikle en egentlig legestue.

"Det er jo fedt at kunne have begge børnene med og vide, at der er jævnaldrende venner til dem," siger Cecilie Sønderby, der er aktiv i legestuen.

To legestuer i Nordvestjylland

I Thisted er en legestue blevet genstartet, da flere unge familier flyttede tilbage til området. Legestuen drives i samarbejde med Thisted Bykirke og kombinerer leg, sang og aktiviteter inspireret af babysalmesang.

"Vi har unge mennesker, som er flyttet tilbage til Thy og har fået små børn. Det er faktisk derfor, vi er startet op igen," fortæller Jytte Thomsen, der er kontaktperson for Indre Mission i Thisted.

Omkring fire til fem familier deltager fast, og hun håber, at flere vil komme til.

På Mors opstod et initiativ som svar på en konkret efterspørgsel fra forældre, der hjemmepasser deres børn. Kirken i Redsted stillede lokaler til rådighed.

"Det var en efterspørgsel efter nogle lokaler og noget samvær, som forældrene til hjemmepasningsbørnene havde søgt," fortæller kirke- og kulturmedarbejder Arne Silkjær.

Op til 18 børn og voksne er tilmeldt, og han oplever, at legestuen skaber nye relationer.

"Kirken får en relation til forældre, som vi ellers ikke ser," siger han.

Det skal være et dejligt sted

Ifølge Jannie Brødsgaard Danielsen, konsulent i Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler, har legestuerne stor betydning for både børn og forældre.

"Børnene kommer til at gå i klub. Så lærer de allerede fra helt små af, at det er hyggeligt at være i klub, og så fortsætter de som regel i en børneklub," siger hun.

Samtidig oplever hun, at legestuen gør det lettere for forældre at engagere sig i det kristne børnearbejde.

"Nogle gange er det nemmere for dem at sende børnene i børneklub, fordi de selv har været i en legestue sammen med dem," forklarer konsulenten.

For Jannie Brødsgaard Danielsen er det vigtigste dog ikke aktivitetsniveauet, men atmosfæren.

"Det skal være et dejligt sted at være. Små børn husker ikke nødvendigvis bibelfortællingerne, men de husker, at det var et godt sted at komme. Det er den gode stemning, der er det vigtigste," siger hun.

Kom tættere på arbejdet i Indre Mission

Hver anden uge sender vi nyt om arbejdet, menneskerne og det, der rører sig i Indre Mission. Du får også en smagsprøve på magasinet Impuls og en oversigt over kommende arrangementer.

.
Frit land og jordisk forfest
Over 1000 deltagere var samlet til Indre Missions Årsmødefestival, hvor der var højt humør, god musik og personlige fortællinger om tro. …
Bøn er en levende del af min hverdag
Den nye kirkeminister har tidligere fortalt, hvordan troen er flyttet fra hovedet til hjertet.
Debatter og samtaler med kristent perspektiv på Folkemødet
Indre Mission bidrager endnu engang til den samfundsmæssige debat på Folkemødet.

Annoncer