Hvordan får man mennesker, der ikke kender Indre Mission, til at tage det første skridt ind i et missionshus?
Det var ét af de spørgsmål, som kommunikationschef Asbjørn Asmussen indledte med, da 50 deltagere fra Indre Missions fællesskaber i Region Øst mandag den 14. september mødtes til dialogmøde med Indre Missions Hovedbestyrelse i Herlev.
Asbjørn Asmussen præsenterede resultaterne fra en undersøgelse af Indre Missions omdømme, som Impuls tidligere har omtalt, og som viser, at Indre Mission uden for bevægelsen blandt andet forbindes med at være lukket, gammeldags og fordømmende, mens billedet internt er et helt andet.
Her forbindes Indre Mission med ord som fællesskab, omsorg, mission og tro.
Kommunikationschefen pegede på fem områder, hvor Indre Mission kan arbejde med kontakten til mennesker uden for egne fællesskaber: lokale fællesskaber, personlige relationer, diakoni, rummelighed og en tydelig fortælling om Jesus.
De fem områder var udgangspunktet for den efterfølgende samtale.
Ud af missionshuset
Ved bordene blev der delt erfaringer fra det lokale arbejde. I Herlev har man blandt andet flyttet aktiviteter ud af missionshuset og grillet pølser "på gaden". Det giver forbipasserende mulighed for at spørge, hvad der foregår.
Andre fortalte om at invitere mennesker, de havde mødt i kirken, med i en kristen fællesskabsgruppe. En deltager havde inviteret til fælles bøn, og tre mennesker kom og deltog.
Pointen var, at kontakten ikke altid behøver at blive pakket ind i et særligt koncept. Det kan begynde med en invitation eller en samtale.
Flere pegede på behovet for at opbygge venskaber med mennesker, der ikke er kristne. For nogle kræver det et bevidst valg at bevæge sig uden for de kristne netværk, man naturligt færdes i. Andre fremhævede, at det handler om at være ærlig om sin tro uden at forsøge at fremstå bedre eller mere from, end man er.
Også selve fællesskaberne kan gøre en forskel. Tidspunkt, sprog og mødeform kan være afgørende for, om mennesker udefra føler sig hjemme.
Plads til mennesker og Jesus
Rummelighed blev også diskuteret. Der skal være plads til mennesker, der er forskellige steder i troen, men det rejser samtidig spørgsmålet om, hvor grænserne går, når holdninger eller undervisning opleves som uforenelige med fællesskabets grundlag.
Et andet spørgsmål var, hvad mennesker egentlig møder, når de kommer i kontakt med Indre Mission. Her pegede Asbjørn Asmussen på, at Jesus ikke var blandt de ord, som mennesker uden for organisationen først forbinder med Indre Mission.
Derfor handler mission ifølge flere af deltagerne ikke kun om at skabe nye aktiviteter. Det handler om at møde mennesker, opbygge relationer, invitere dem indenfor og være tydelig om troen på Jesus.




