Mobning af kvindelige præster er uacceptabelt

Det er en misforståelse at blande chikane og dårligt arbejdsmiljø sammen med teologisk modstand mod kvindelige præster

Danmarks Radio foretog i juni og juli 2022 et rundspørge til Folkekirkens ansatte, som viste at Folkekirken mange steder har problemer med dårligt arbejdsmiljø. Bla. svarer 16% af de kvindelige præster, at de inden for de seneste fem år har oplevet at blive nedgjort eller krænket på grund af deres køn.

Den 28. august kører DR en historie, der kæder krænkelserne sammen med den teologiske modstand mod kvindelige præster. DR bruger i denne forbindelse et kort klip med IM's formand, som eksempel på diskrimination af kvinder i kirken. Hvad DR ikke tog med fra interviewet med Hans-Ole Bækgaard er, at han tager skarpt afstand fra enhver form for mobning og chikane - også i forhold til kvindelige præster.

Uheldig sammenblanding

"Uanset om man er kvindelig præst eller mandlig præst, skal man opføre sig ordenligt over for hinanden. Og selvfølgelig skal man ikke chikaneres. DR's dækning efterlader desværre det modsatte indtryk," siger Hans-Ole Bækgaard i et interview til kirke.dk og ærgrer sig over, at DR-indslaget sammenblander en teologisk holdning med mobning og chikane.

I et opslag på Facebook skriver Hans-Ole Bækgaard: "For mig har det været afgørende at fastholde en vigtig sondring i denne sag, om det handler om arbejdsmiljø eller teologi. Det sidste vil jeg bestemt gerne drøfte og argumentere for mit syn, hvis det er den bane, som det drejer sig om for ALLE parter, og det er det, som er på spil. Hvis det handler om dårligt arbejdsmiljø, så lad os drøfte det – ALLE parter – og finde gode veje for at fremme godt arbejdsmiljø i folkekirken."

Ligestilling i IM

I Indre Mission er der fuld ligestilling i alle stillinger på alle niveauer samtidig med, at man fastholder det gamle bibelske syn på præstembedet, at det er forbeholdt mænd. Det er dog et syn, IM allerede i 1973 og igen i 1981 besluttede at stille alle frit omkring. Det gælder både ansatte, lokale fællesskaber og bestyrelsesmedlemmer. Derfor samarbejder IM mange steder lokalt med kvindelige præster.

I en artikel i impuls fra 2019 argumenterer Hans-Ole Bækgaard for IM's officielle holdning til kvindelige præster og siger:

"Det handler om teologi og embedssyn. Men linjen har siden 1973 været, at der er givet frihed i spørgsmålet ud fra den kirkelige situation. Som hovedbestyrelsen udtalte i 1981, så 'kan ingen tvinges til den rette erkendelse i alle lære- og ordensspørgsmål i kirken.' Det betyder, at friheden stadig gælder i bestyrelsen, hvor der heller ikke er enighed i spørgsmålet, men ingen er i opposition til IM’s officielle syn. Det betyder, at man respekterer friheden hos medarbejderne, og at det er op til den enkelte at vælge at samarbejde eller sige nej. Det betyder, at der er frihed til, at modstandere af ordningen selv må finde ud af, hvordan de vil praktisere deres holdning, når det sker uden unødige provokationer."
 

Læs hele artiklen "Kvindelige præster må ikke blive et tabu" fra juni 2019.

Kom tættere på arbejdet i Indre Mission

Hver anden uge sender vi nyt om arbejdet, menneskerne og det, der rører sig i Indre Mission. Du får også en smagsprøve på magasinet Impuls og en oversigt over kommende arrangementer.

.
Bibelcamping i byens have
En af Danmarks små bibelcampings finder man midt i landsbyen Haderup mellem Herning og Viborg, hvor byparken udgør den perfekte ramme. …
Hovedbestyrelse rettede blikket mod fremtiden
Hvordan løser IM bedst sine opgaver om 10 år? Det drøftede hovedbestyrelsen på sit møde i juni.
Indre Mission ansætter en digital projektkoordinator
Claus Haaning Andersen tiltræder 1. august i en nyoprettet stilling, hvor han skal være med til at udvikle og koordinere digitale løsninger på tværs…

Annoncer