Musik for enhver smag

På Å-festival kan man i år opleve en god blanding af genrer.

Svenske Emma Nissen giver koncert søndag aften. Fotos: Pressefoto

Å-festival har løftet sløret for, hvilke kunstnere der kommer til at spille på Danmarks største kristne festival i pinsen den 6.-10. juni. Og det bliver en god blanding af hiphop, R&B, metal og jazzet pop, man i år kan opleve.

»Vi har prøvet at brede det lidt ud på genrer,« fortæller Camilla Nielsen, der er teamleder for kommunikation på Å-festival.

»Og så vil vi også godt prøve at ramme noget upcoming.«

Derfor er der to koncerter fredag med amerikanerne gio. og Aaron Cole, som for mange danskere nok er forholdsvis ukendte.

»På Å-festival vil vi gerne være med til at udbrede noget musik, som er nyt for mange af vores deltagere. Der er mange navne, som er blevet store i Danmark, efter de har været forbi Å-festival,« siger Camilla Nielsen.

Hun lægger også vægt på, at det at starte op med hiphop og R&B fredag aften er noget, Å-festival før har gjort for at få sparket festen rigtig godt i gang.

»Både gio. og Aaron Cole har en lyd, som er inde i tiden. Deres musik falder rigtig godt ind i meget af det, som især vores unge målgruppe hører.«

Fra metal til jazzet pop

Lørdag kommer metalbandet At The Mountain, der blander moderne metal med orkestrale elementer med inspiration fra filmmusik.

Søndag kommer svenske Emma Nissen, der blander jazz, soul og pop.

»Vi mærker allerede nu meget stor begejstring for Emma Nissen på vores sociale medier,« fortæller Camilla Nielsen.

»Hun har en stor stemme og er meget dygtig og kreativ. Vi kan i hvert fald se, at hun bliver modtaget rigtig godt. Så det er også et spændende navn at have med.«

Emma Nissen har en fortid i mormonkirken, men er i dag en del af en kristen kirke.

Vil vise mangfoldigheden

Ifølge Camilla Nielsen er et af Å-festivals hovedformål at præsentere mangfoldigheden i kristen musik.

»Vi ønsker, at man kan tage hjem fra festivalen med nye sange og ny inspiration.«

Derfor er hun også tilfreds med den bredde, musikken på årets Å-festival får.

»Vi synes, vi har ramt en rigtig god bredde i genrer igen i år. Vi går nemlig meget op i, at vi kan ramme de forskellige målgrupper med forskellig musik. Og det synes vi, at vi har ramt i år,« understreger hun.

Campingpladsen allerede udsolgt

At Å-festival endnu en gang er en succes, ses ved, at der for første gang er udsolgt på campingvognspladserne.

»Vi har nu kun få teltpladser tilbage. Så vi mærker virkelig opbakning,« fortæller teamlederen glad.

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
God stemning og nye tiltag prægede Hjallerup Bibelcamping
Med næsten 1800 deltagere og nye tiltag var årets bibelcamping præget af både energi, fællesskab og et ønske om at inkludere flere. …
71 elever er begyndt på Børkop Højskole
Børkop Højskole er fyldt til bristepunktet og klar til et nyt hold, der har valgt at bruge efteråret på bibelundervisning, kreative fag, rejser og…
Rapport stempler IM som homofobisk
Indre Missions kommunikationschef fastholder, at man godt kan respektere og anerkende mennesker, selv om man ud fra en bibelsk etik må tage afstand…

Annoncer