Musikkonsulent skal hjælpe kristne musikere på vej

Leon Danielsen skal hjælpe kristne musikere til at virkeliggøre deres drømme, blandt andet gennem det nye pladeselskab Make It Count Records.

Musikkonsulent Leon Danielsen har mange erfaringer som sangskriver og producer, som kan komme andre kunstnere til gode. Foto: Privat

Indre Mission har fået et nyt pladeselskab, Make It Count Records, som er en del af IM-musik. Det har til formål at hjælpe kristne musikere med det, de har brug for hjælp til. Primus motoren i det nye pladeselskab er musikkonsulent Leon Danielsen.

En af hans hovedopgaver vil være at anvende sine egne erfaringer som sangskriver, artist, producer og lydtekniker som et værktøjssæt til at hjælpe andre, der ønsker at følge samme vej.

»Jeg skal hjælpe kristne kunstnere med at formidle deres musik, så andre kan blive inspireret af den,« siger Leon Danielsen, der i nogen tid har skrevet og udgivet sine egne sange. På et studieophold i USA blev han sporet i retning af at udfolde sin musik igennem populærmusik på sit eget modersmål.

»Jeg var derovre for at lære mere om at skrive filmmusik, som jeg var og er optaget af. Men så var jeg med til en sangskrivningssession, hvor jeg oplevede det fantastiske ved at skrive popmusik og det at kunne udtrykke sig tydeligt på det sprog, man personligt kender allerbedst,« fortæller musikkonsulenten, der er uddannet på Musikkonservatoriet i Aarhus, og som tidligere har skrevet en del engelsksproget musik, blandt andet i trioen EdgeWork.

Han blev så optaget af det, at han siden har udfoldet sig ved at skrive sine egne popsange på dansk, som man kan følge på Instagram under navnet leon.danielsen.mp3.

Støtte kristne artister

Landsleder i IM-musik Linda Iversen ser frem til, hvilken betydning det nye pladeselskab kan få for kristne artister.

»I IM’s musikudvalg har vi flere gange drøftet, om IM-musik kan være en støtte for kristne artister, der ønsker at arbejde professionelt med deres musikudgivelser. Vi har i disse drøftelser været optaget af, at musik kan være med til at lede til Jesus. Toner og lyrik kan være med til at skubbe personlige refleksioner og gode samtaler i gang,« forklarer hun.

»Med ansættelsen af Leon Danielsen fulgte nogle konkrete ideer, som vi nu prøver af. Sangene, der udgives på Make It Count Records, vil være skrevet af kristne artister og rummer dermed også en bevidsthed om, at Gud er en del af ligningen i alt, hvad der sker omkring os. Lyden er moderne, og teksterne er helt bevidst ikke skrevet som salmer eller lovsange. Sangene skal opleves relevante for mennesker, der kan lide at høre andet musik end den musik, vi bruger i vores kristne fællesskaber, for eksempel pop eller jazz.«

Kom tættere på arbejdet i Indre Mission

Hver anden uge sender vi nyt om arbejdet, menneskerne og det, der rører sig i Indre Mission. Du får også en smagsprøve på magasinet Impuls og en oversigt over kommende arrangementer.

.
Vejen ind i fællesskabet gik gennem en frivillig opgave
Pernille Johansen kendte ikke til bibelcamping, men opdagede hurtigt, hvordan en frivillig opgave skaber relationer og åbner en vej ind i fællesskabet…
Alle mødte os med åbenhed
Familien Kirkgård ankom til Bornholm uden at vide, hvad en bibelcamping egentlig var. De rejste hjem med en stærkere tro og en booking til næste…
Teenagerne bad om mere bibel og fik det
Også blandt voksne deltagere på bibelcamping for alle, rammer ugens temaer plet og sætter gang i samtalerne 

Annoncer