Ny stilling skal styrke bibelcamping på Mørkholt

Indre Mission i Region Syd opretter en ny stilling som projektkoordinator for at samle planlægningen af bibelcamping og frigøre tid til forkyndelse og relationer.

Den nye projektkoordinator skal være bindeled mellem de mange sommerarrangementer på Mørkholt Strand Camping.

Indre Mission i Region Syd har opslået en ny fuldtidsstilling som projektkoordinator med tiltrædelse 15. august. Stillingen har fokus på bibelcamping-aktiviteterne på Mørkholt Strand Camping og skal styrke planlægningen af de mange arrangementer.

Ifølge regionsleder Daniel Præstholm er baggrunden et ønske om bedre koordinering og samtidig at frigøre tid hos de lønnede medarbejdere til forkyndelse og relationsarbejde.

"Tanken er at frigøre vores medarbejdere fra en del af de administrative opgaver. I dag bruger de mange ressourcer på at være ugeledere og koordinere det praktiske omkring arrangementerne. Den tid vil vi hellere bruge i fællesskaberne til forkyndelse, samtaler og forbøn," siger han.

Den nye projektkoordinator får ansvar for det praktiske og skal fungere som bindeled på tværs af de forskellige arrangementer på Mørkholt Strand Camping.

"Det handler både om at koordinere det enkelte arrangement og om at skabe en rød tråd mellem dem. Samtidig håber jeg, at kommunikationen bliver enklere, fordi én person samler trådene," siger Daniel Præstholm.

Helårsstilling

Stillingen ændrer ikke behovet for ugeledere, der tidligere har stået med ansvaret for et ugearrangement. Den nye stilling justerer dog deres rolle.

"Der skal stadig være ugeledere, men fremover skal de i højere grad fokusere på indhold og fællesskab, mens projektkoordinatoren tager sig af det administrative og logistiske," siger han.

Der er tale om en helårsstilling, da planlægningen af bibelcamping foregår løbende og med lange tidshorisonter.

"Så snart ét arrangement er slut, begynder arbejdet med den næste. Vi arbejder ofte 12-14 måneder frem, og det indebærer blandt andet budgetter, myndighedsansøgninger og rekruttering af frivillige," siger regionslederen.

Ifølge ham er der tale om en strategisk prioritering.

"Det handler om specialisering. Vi vil bruge medarbejdernes kompetencer dér, hvor de gør størst gavn, og samtidig sikre bedre trivsel, så de kan fokusere på relationer og forkyndelse," siger Daniel Præstholm.

 

Kom tættere på arbejdet i Indre Mission

Hver anden uge sender vi nyt om arbejdet, menneskerne og det, der rører sig i Indre Mission. Du får også en smagsprøve på magasinet Impuls og en oversigt over kommende arrangementer.

.
Vejen ind i fællesskabet gik gennem en frivillig opgave
Pernille Johansen kendte ikke til bibelcamping, men opdagede hurtigt, hvordan en frivillig opgave skaber relationer og åbner en vej ind i fællesskabet…
Alle mødte os med åbenhed
Familien Kirkgård ankom til Bornholm uden at vide, hvad en bibelcamping egentlig var. De rejste hjem med en stærkere tro og en booking til næste…
Teenagerne bad om mere bibel og fik det
Også blandt voksne deltagere på bibelcamping for alle, rammer ugens temaer plet og sætter gang i samtalerne 

Annoncer