Gennem de seneste to år har Indre Mission haft sin struktur til et grundigt serviceeftersyn. Et strukturudvalg med generalsekretær Jens Medom Madsen som formand har kigget på trivselsmålinger og arbejdspladsvurderinger (APV), gennemført spørgeundersøgelser og inddraget både interne og eksterne fagfolk. Alt sammen med henblik på at undersøge, hvilke justeringer der er nødvendige, for at Indre Mission bedst kan opfylde sit formål.
Dette indledte generalsekretær Jens Medom Madsen med i sin fremlæggelse af resultatet på den nyligt afholdte medarbejderkonference i Indre Mission.
"Der findes ikke nogen perfekt struktur, men det fritager os ikke fra at finde den bedst mulige struktur," understregede han.
Mere end 100 spørgsmål
Strukturudvalget havde samlet mere end 100 spørgsmål, der skulle arbejdes med. Ikke alle handlede om struktur. Nogle handlede også om kultur og samarbejde – blandt andet om hvordan medarbejdere og frivillige samarbejder og giver hinanden feedback.
Jens Medom Madsen understregede, at strukturudvalget ikke blev etableret på baggrund af en akut krise, men ud fra et ønske om at se ærligt på de knaster, der over tid er blevet tydelige i en stor og mangfoldig bevægelse som Indre Mission. For eksempel den oplevelse, at nogle opgaver og initiativer let opstår og kommer til at leve lidt ved siden af den fælles struktur, eller at samarbejdet på tværs af arbejdsgrenene ikke altid er enkelt.
Derfor lægges der nu op til en justeret struktur, som skal gøre det lettere at se sammenhængene i Indre Missions mange forskellige aktiviteter og projekter.
Tre arbejdsgrene
Herefter tog vicegeneralsekretær Frede Ruby Østergård over og forklarede principperne for den nye struktur.
Grundideen er, at Indre Mission fremover samler sig om tre arbejdsgrene, mens en række områder, der før har været omtalt som arbejdsgrene, fremover skal kaldes fagområder, der arbejder på tværs af de tre arbejdsgrene.
De tre arbejdsgrene bliver DFS, IMU og IMV (V for voksen), en opdeling som også afspejler den struktur, der er typisk for det lokale arbejde.
I den nye arbejdsgren IMV samles det voksenarbejde, der allerede findes mange steder i Indre Mission – blandt andet seniorarbejde, bibelcamping og andre fællesskaber for voksne. Pointen er ikke, at der skal opfindes et nyt arbejde, men at det eksisterende arbejde får en tydeligere placering og dermed også et stærkere fokus.

Fagområder på tværs
Samtidig indføres en tydeligere opdeling mellem arbejdsgrene og fagområder.
Arbejdsgrenene danner fællesskaber omkring alderstrin og livsfaser, mens fagområderne skal støtte alle tre arbejdsgrene på tværs. Det gælder fagområderne musik, familie, tværkulturelt arbejde, forkyndelse og mission. Tanken er, at sådanne områder ikke kun hører hjemme ét sted, men skal komme hele Indre Mission – alle tre arbejdsgrene – til gavn.
Frede Ruby Østergård udfoldede hvordan et vigtigt motiv bag ændringen netop er ønsket om at bryde nogle af de "siloer" ned som let opstår, når vi arbejder hver for sig uden at dele viden eller samarbejde med andre i organisationen.
Når en aktivitet bliver tænkt som et fagområde, er det netop for at understrege, at det skal understøtte arbejdet bredt i bevægelsen – lokalt, regionalt og landsdækkende.
Ressourcer er støttefunktioner
Frede Ruby Østergård pegede også på, at Indre Mission allerede i dag rummer mange teams og funktioner, som leverer vigtig støtte, men som ikke altid har været tydeligt placeret i det samlede billede.
Derfor vil den nye struktur også tydeliggøre ressourcer som en vigtig kategori. Det er for eksempel funktioner, der understøtter arbejdet med frivillighed, planlægning af arrangementer, udvikling af digitale medier og andre fælles behov.
For enkelte medarbejdere betyder den ændrede struktur nye samarbejdsrelationer og for nogle få også nye titler, men ellers er der tale om ændringer, som mest ligger under overfladen.
De fem regioner består i deres nuværende form, men der lægges op til stærkere samspil mellem regionerne og de landsdækkende indsatser.
Samtidig arbejdes der på et tættere samspil mellem de ansatte medarbejdere og de lokale fællesskaber.
Implementeringen sker gradvist og vil være fuldt på plads ved indgangen til 2027.
Jens Medom Madsen understreger over for impuls, at Indre Mission ikke er ved at blive lavet om til noget andet, men bevægelsen er i gang med at justere sin måde at organisere sig på, så arbejdet også fremover hænger godt sammen og med et fælles blik for den fælles opgave.
Målet er at skabe en struktur, der bedre understøtter Indre Missions formål og gør samarbejdet enklere.




