Frede Ruby Østergård er 50 år, gift med Mette på 29. år, og har fire børn i alderen 24, 22, 18 og 17 år samt en svigerdatter. Familien bor i Hinnerup, hvor de begge er aktive i det lokale IM og hvor Frede også er ulønnet præst i valgmenigheden Bykirken i Favrskov.
Han kommer fra en stilling som generalsekretær i missionsselskabet Promissio og har tidligere været generalsekretær i Indenlandsk Sømandsmission samt ungdomskonsulent i Indre Mission. Nu får han sin faste arbejdsplads på Indre Missions Hus i Fredericia.
Hvad motiverede dig til at søge stillingen som vicegeneralsekretær i IM?
Jeg er glad for mit job som generalsekretær i Promissio, hvor jeg sammen med de øvrige medarbejdere har fået skabt et positivt arbejdsmiljø. Men jeg fik nogle stærke opfordringer til at søge stillingen som vicegeneralsekretær, og jeg hørte det som et kald, som jeg valgte at være åben overfor. Jeg lagde det i Guds hænder og tænkte, at så må han åbne og lukke dørene.
Hvordan vil du beskrive dit forhold til Indre Mission?
Jeg er opvokset i et IM-hjem i Vendsyssel, hvor mine forældre også brugte deres omsorgsgen i Blå Kors, og min mor var frivillig i sognekirken. Senere kom jeg på Skrødstrup Efterskole og blev her introduceret til IMU’s landsstævner. Efter min uddannelse blev jeg selv ansat som ungdomskonsulent i IM, og vi flyttede i den forbindelse til Hinnerup. Så IM har været en stor del af mit liv.
Hvad ser du som Indre Missions rolle i det danske kirkeliv i dag?
Der er mange tilbud i dansk kirkeliv i dag til forskel fra, da IM begyndte, så derfor er det ekstra vigtigt, at vi finder vores præcise plads og rolle i kirkelivet og arbejer på det. Jeg mener, at IM’s vigtigste opgave er at være en katalysator for at bringe evangeliet til mennersker og bygge bro mellem de kræfter, som vil arbejde med på den mission.
Selvom jeg er valgmenighedspræst, kommer jeg ikke med et nyt kirkesyn. Jeg mener, at så længe vi som klassisk kristen vækkelsesbevægelse kan få lov at arbejde med inden for Folkekirken, så har vi kald til at sætte vores præg på kirkens mission. I øvrigt er valgmenighederne en del af Folkekirkens ordning, så jeg øver mig i at sige sognemenighed og valgmenighed, når jeg skal sondre mellem typerne.
Hvilke erfaringer tager du med dig fra dine tidligere stillinger?
Med min historik har jeg for det første lært, at vi skal huske, at vi blot er en lille del af verdensmissionen. Den kristne mission er en international opgave med nationale forvaltere.
For det andet handler mission om at være sendt – sendt til tjeneste. Både ansatte og frivillige står sammen om missionen. Det bliver måske tydeligere, når vi siger at både lønnede og ulønnede medarbejdere er med i tjenesten.
IM's vision om at lede til Jesus og leve i ham er også min vision. IM kunne egentlig lige så godt hedde Indre Diakoni, fordi det handler om at omsætte evangeliet i tjeneste. I Promissio taler vi om, at vi både skal proklamere og demonstrere evangeliet, og det er reelt ikke anderledes i andre af Guds arbejdsredskaber.
Hvad brænder du særligt for omkring ledelse og medarbejderpleje?
Det er afgørende, at alle er helt med på, hvorfor vi er her, og hvorfor vi gør som vi gør. Specielt i en organisation, hvor selve meningen og målet er så betydningsfuldt. Alle - uanset opgave og rolle - er en del af den samme mission.
Det er vigtigt at sætte klare rammer, som alle kender, så medarbejderne kan inddrages i processerne.
Jeg er uddannet arbejdslystkonsulent og er optaget af, hvad der giver god arbejdslyst, hvordan den enkelte bliver motiveret og giver motivationen videre. Her er inddragelse og integritet vigtige nøgleord for mig.
Hvad ser du som de største udfordringer for Indre Mission i de kommende år?
Der kunne sikkert næves flere udfordringer, men den største er nok et vilkår udefra. Jeg oplever, at vestens befolkning bliver mere og mere fokuseret på egne behov, og det sker på bekostning af fællesskabet og ansvaret for hinanden. Vi bliver mere og mere optagede af os selv frem for at se og tjene andre. Det er egenligt ikke i ond vilje, men hvis det tager overhånd, så bliver for meget, og det svækker en bevægelse, når man ikke længere er der for hinanden.
Kan du fortælle lidt om din egen troshistorie?
Jeg er opvokset i en kristen familie, hvor mine forældre lærte mig, at vi skal være noget for andre, så på den måde har jeg har altid været kristen, og tro og tjeneste har hængt uløseligt sammen.
Mens jeg var på bibelcamping i efterskoletiden, fortalte tidligere formand for IM, Christian Poulsen, efter en prædiken om teologistudiet og det blev klart for mig, at jeg skulle læse teologi og være præst, hvilket så var min motivation under uddannelsen.
Konkret har dåben altid stået stærkt for mig – barnedåben viser, at jeg ikke kan gøre noget fra eller til, og det lever jeg på - især når jeg fejler.
Hvad glæder du dig mest til i din nye stilling?
Jeg glæder mig meget til ledelsesfællesskabet - at være med i et større maskinrum. Og jeg glæder mig til at bruge mine evner til at fukusere på vores fælles mål som bevægelse. Samtidigt glæder jeg mig over at være kaldet til at være med i noget, som jeg også selv brænder for.
Til sidst, hvad er den vigtigste værdi for dig i din kommende tjeneste?
At vi må være ”tro mod sandheden i kærlighed”. Guds kærlighed er det vigtigste udgangspunkt i en kristens liv og tjeneste. Sandheden skal siges og vises i kærlighed, både når vi er sammen med Guds familie og når vi er sammen med mennesker omkring os. For uden en en aktiv kærlighedsindstilling dør både sendelsen og fællesskabet.
