Indre Mission har ansat sin første friluftskonsulent. Det er 57-årige Mona Hermanns fra Herlev, der begynder 1. december i en 12-timers stilling. Hun er gift, har tre børn og er tilknyttet missionshuset i Herlev og Lindehøj Kirke.
Mona Hermanns er uddannet sygeplejerske og har tidligere arbejdet som introduktions- og undervisningssygeplejerske. Efter en kræftsygdom er hun i dag på fleksjob. Naturen har altid haft en særlig betydning for hende.
»Jeg har brugt naturen meget både kreativt og som et sted, hvor Gud mødte mig. Det har altid været bedre at læse Bibelen udenfor end indenfor,« fortæller hun.
Tanker om at bruge naturen til gavn for andre førte til kontakt med regionsleder i Region Øst Filip Skjerning, og det blev begyndelsen på den nye tjeneste.
»Jeg har gennem årene søgt nøgler til at nå vores tids mennesker med evangeliet. Mange oplever, at det er nemmere at tale om Gud, når man er i naturen,« siger hun.
Natur og Gud sammen
For Mona Hermanns hænger tro og skaberværk tæt sammen.
»Gud har skabt os med forskellige sanser, og i naturen får vi lov til at bruge dem alle. Skaberværket kan give anledning til refleksion, hjælpe os med at mærke efter og bidrage til heling af trætte og stressede mennesker. Jesus selv underviste i naturen, og Bibelen bugner med billeder herfra,« siger hun.
Som friluftskonsulent ønsker hun at arrangere pilgrimsvandringer, små- og weekendture, bibeltimer, fællesskaber omkring natur og madlavning samt kreative fordybelsestilbud.
Mission på nye måder
Regionsleder Filip Skjerning glæder sig over ansættelsen af Mona Hermanns og ser stillingen som et vigtigt skridt i retning af at tænke mission på nye måder.
»Vi har i mange år gjort tingene på bestemte måder, men med denne tjeneste kan vi forsøge at møde nye målgrupper,« siger han.
Regionslederen peger på, at mange mennesker finder ro og mening i naturen, og at den derfor rummer et naturligt afsæt for at tale om tro.
»Det er jo Guds skaberværk, man bevæger sig i, og det giver gode muligheder for at knytte et åndeligt budskab ind i aktiviteterne, hvad enten det er pilgrimsvandringer eller familieture. Det behøver ikke være en traditionel 30-minutters tale som i et missionshus til et møde, men kan være små refleksioner, stilhed eller bøn undervejs,« forklarer han.
For Filip Skjerning er ansættelsen også et signal om mod og nytænkning.
»Vi er ikke bange for at prøve nyt af. Vi skal turde tænke ud af boksen også i vores ansættelser. Jeg oplever, at mange i baglandet bakker op om, at vi prøver nye måder at være i mission på,« siger regionslederen.




