Patrik skifter præstetjeneste i Sverige ud med mission i Danmark

Med erfaring fra Sverige ser Patrik Toräng frem til at forkynde evangeliet og styrke de kristne fællesskaber i IM Region Øst.

Patrik Toräng begyndte 1. maj som missionær i IM Region Øst. Siden han fandt den kristne tro i forbindelse med hans konfirmation, har han arbejdet for at forkynde evangeliet for mennesker. Foto: Privat

1. maj tiltrådte 61-årige Patrik Toräng en stilling som missionær i IM Region Øst. Han kommer oprindeligt fra Sverige, men har boet i Græsted i Nordsjælland siden 2018, hvor han flyttede fra Lund i Skåne med sin familie.

»Det er tid til at lave noget andet. Når jeg bor i Danmark, vil jeg også gerne arbejde her,« forklarer Patrik, som har pendlet mellem Græsted og Sverige i en årrække for at varetage sin tjeneste som præst i en lille frimenighed nær Lund i Skåne. Samtidig har han undervist i sjælesorg og været engageret i præsteuddannelse gennem Lutherstiftelsen, der er en forening, som støtter frimenighedspræster og forskellige missionsprojekter i Sverige.

Et kald til Indre Mission

Patrik Toräng er gift med Gitte, som arbejder på Johannesskolen i Hillerød. Sammen har de tre børn. Med sin nye ansættelse som missionær ser han frem til at engagere sig i lokalt kristent arbejde i Nordsjælland.

»Jeg har fået et kald til at arbejde i Indre Mission,« siger den nye missionær, der fortæller, hvordan hans oprindelige planer om en juridisk karriere i Sverige blev ændret, da han oplevede et præstekald.

Studierne førte ham til Strasbourg i Frankrig, og senere arbejdede han som præst i en evangelisk-luthersk menighed i det østlige Frankrig i fem år. Siden 2000 har han arbejdet som præst i Sverige.

»Jeg glæder mig til at forkynde og fortælle evangeliet til mennesker, der ikke tror,« siger Patrik Toräng, der ser frem til som missionær at anvende sine erfaringer med at arbejde i mindre kristne fællesskaber.

Særligt blik for unge

Han håber også at få mulighed for at arbejde med konfirmander og unge, som han er særligt optaget af.

»Undervisningen under min konfirmationsforberedelse gjorde et stort indtryk på mig, og det var dér, jeg begyndte at gå i kirke og fandt min tro,« fortæller Patrik Toräng.

Indtil 1. september er han ansat på 80 procent, hvorefter han overgår til en fuldtidsstilling. Han er også i fuld gang med at træne det danske sprog, som han skal bruge i sin nye hverdag som missionær i Indre Mission.

Få inspiration og seneste nyt fra Indre Mission

Hver anden uge sender vi en mail med gode historier fra vores arbejde og inspiration til foreningsarbejdet. Du får også en smagsprøve på magsinet impuls og en oversigt over kommende arrangementer.

.
Troshistorier blev højdepunkt ved lokal takkefest
Personlige troshistorier i et uformelt talkshow-format opmuntrede fællesskabet ved takkefest i Hedensted Indre Mission. …
Flertal vil bevare strukturen i dåbsritualet
Dåbskommissionen arbejder videre med justeringer, mens blandt andre Indre Missions formand efterlyser en tydeligere teologisk debat. …
Direktør stopper efter fire hårde år
Birgitte van der Schaft stopper i Felix Rejser, og en midlertidig løsning er på plads.

Annoncer