Region Øst får ny ungdomskonsulent

Benjamin Kaas Rasmussen er ny ungdomskonsulent på Bornholm. Han er ansat i en delt stilling mellem Indre Mission og Evangelisk Luthersk Mission. 

Benjamin Kaas Rasmussen brænder for at være noget både for unge, der ikke kender Jesus, og for dem, der længe har været en del af et kristent fællesskab. Foto: Privat

Den 1. juli starter Benjamin Kaas Rasmussen som ny ungdomskonsulent i Region Øst. Han er 30 år og bor i Østerlars på Bornholm med sin kone Annika og deres tre børn.

Benjamin Kaas Rasmussen glæder sig til at komme i gang. Noget af det, han kommer til at tage fat på, er at forsøge at få startet IMU på Bornholm op igen, efter at den har ligget i dvale det sidste halve års tid. Derudover er det teen- og konfirmandarbejdet på øen, han vil kaste sig ud i. Og så kommer han også til at være involveret i opgaver i forbindelse med bibelcampingen på Bethesda.

"Jeg brænder for, at de unge kan få den vejledning og støtte, de har brug for i forhold til de udfordringer, der kan være med at være ung og kristen," fortæller han.

"Jeg ønsker at være tilgængelig for de unge, så de oplever at have en, de kan snakke med og stille spørgsmål til. Og så brænder jeg selvfølgelig også for, at nye skal lære Jesus at kende."

Samarbejde mellem ungdomsforeningerne

Benjamin Kaas Rasmussen er ansat i en delt stilling, hvor han skal bruge 25 % af sin tid på IMU og 15 % på Evangelisk Luthersk Ungdom (ELU). Derudover fortsætter han på deltid som lærer på den kristne friskole Davidskolen.

Den nye ungdomskonsulent ser det som noget positivt, at han skal arbejde med de unge i både Indre Mission og Evangelisk Luthersk Mission (ELM).

"Her på Bornholm er der ret meget samarbejde mellem ungdomsforeningerne, og man har i efterhånden mange år kørt med månedlige fællesmøder, hvor IMU, ELU og Luthersk Missions Unge samles. De mange fælles aktiviteter gør, at det giver mening, at der er en medarbejder, som kan blive lidt samlende. Og jeg kommer selvfølgelig også til at engagere mig i de fælles aktiviteter," siger Benjamin Kaas Rasmussen.

Han har i forvejen kendskab til alle tre ungdomsforeninger, da han igennem årene har haft tilknytning til arbejdet i alle tre organisationer.

"Jeg har min opvækst og min baggrund i ELM, hvor jeg også er kaldet som prædikant. Jeg har tidligere været en del involveret i IM's teenlejrarbejde på Bornholm. Og derudover kommer jeg og min familie primært i Luthersk Mission. Så jeg har egentlig været vant til ikke at skelne meget nøje mellem de tre missionsforeninger, men har sagt ja til opgaver lidt på kryds og tværs."

Kom tættere på arbejdet i Indre Mission

Hver anden uge sender vi nyt om arbejdet, menneskerne og det, der rører sig i Indre Mission. Du får også en smagsprøve på magasinet Impuls og en oversigt over kommende arrangementer.

.
Thisted Bykirke og Indre Mission går sammen om præstestilling
Med et håb om at styrke det kirkelige arbejde i Thy er Thisted Bykirke og Indre Mission gået sammen om en ny kombinationsstilling. …
Legestuer spirer frem i Jylland
Fire nye legestuer er åbnet siden nytår i missionshuse og kirker, hvor småbørnsfamilier mødes om leg, sang og fællesskab. …
Frit land og jordisk forfest
Over 1000 deltagere var samlet til Indre Missions Årsmødefestival, hvor der var højt humør, god musik og personlige fortællinger om tro. …

Annoncer