I Hammerum har omkring 50 unge været forbi IMU efter sommerferien. Det er ikke nødvendigvis flere end sidste år, hvor tallet var omkring 60, men det fortæller noget om den store udskiftning i et fællesskab med mange gymnasieelever.
Når de unge får huen på, rejser nogle ud, mens andre flytter til Aarhus for at studere. Samtidig kommer nye til.
"Når man følges med sine venner, vil man gerne gå der, hvor ens venner går. Så er man måske villig til at køre et kvarter mere for at komme ud til Hammerum," fortæller Frida Sønderby, formand for Hammerum IMU.
Større fællesskaber tiltrækker
IMU i Hammerum er et eksempel på den dynamik, som findes i landets IMU-fællesskaber. En optælling efter sommerferien viser, at der er næsten 1100 unge fordelt på 45 IMU-fællesskaber, og der er stor forskel på fællesskabernes størrelse. De største tæller omkring 80 deltagere, mens flere samler færre end 20.
For Filip Bangura Fyhn, landsleder i IMU, er det først og fremmest glædeligt, at så mange unge vælger at mødes regelmæssigt for at lære Jesus bedre at kende.
Han hæfter sig samtidig ved en tendens til, at de større fællesskaber bliver større.
"Mange vil gerne være en del af noget, hvor der er mange deltagere," siger han.
Det giver ifølge landslederen god mening socialt. De store fællesskaber har flere ressourcer, og flere kan løfte aktiviteter og initiativer sammen, men udviklingen rummer også en udfordring.
"Større fællesskaber kan rigtig meget, og det er en styrke. Udfordringen bliver, hvis det sker på bekostning af de små fællesskaber, der er mere lokalt forankrede," forklarer han.
Særligt for nye i IMU kan nærhed og et mindre fællesskab være vigtigt, mener Filip Bangura Fyhn. Derfor arbejder IMU blandt andet med forskellige mødeformer, der passer til det enkelte fællesskabs størrelse.
Han fremhæver værdien af de små IMU-fællesskaber.
"Mange sætter pris på de mindre fællesskaber, hvor det er muligt at have mere blik for den enkelte, og flokken er mere overskuelig. Den diversitet glæder jeg mig over," forklarer landslederen.
Tallene viser ikke alt
IMU-optællingen giver ikke et fuldstændigt billede af, hvor unge mødes om kristen tro. Ifølge Filip Bangura Fyhn vælger nogle unge i højere grad kirkernes søndagsfællesskab og organiserer selv smågrupper eller lignende uden at være organisatorisk tilknyttet en IMU.
De optræder derfor ikke nødvendigvis i optællingen, selv om de fortsat deltager på for eksempel lejre og bibelcampings i regi af IMU.
"Det er også derfor, vi har muligheden for at være tilknyttet IMU på forskellige niveauer, fordi behovene og ressourcerne er forskellige," fortæller landslederen.
Optællingen er dermed både et billede af de fællesskaber, der findes lige nu, og en anledning til at se på, hvordan forskellige typer IMU kan have en plads.
"Alt sammen for at pege tydeligst på Jesus," siger han.




