Svensk teolog har flere seminarer med i tasken til Årsmødefestivalen

Foruden offentlige seminarer holder Torbjörn Johanson også et særligt oplæg for præster.

Torbjörn Johanson holder oplæg i teltet på Lilla scene. Billedet her er fra et oplæg i et af miljøerne på Årsmødefestivalen 2022. Foto: Asbjørn Asmussen

Tiden for årets Årsmødefestival nærmer sig. Fra den 5.-7. juni samles deltagere fra hele landet til Indre Missions Årsmødefestival på Mørkholt Strand Camping, hvor programmet byder på aktiviteter, seminarer og fællesskab for både børn, unge og voksne.

Festivalen rummer et bredt udvalg af seminarer målrettet forskellige interesser, aldersgrupper og livssituationer.

Blandt årets gæster er den svenske teolog Torbjörn Johanson, der er rektor ved Församlingsfakulteten i Göteborg og lektor i systematisk teologi.

Torbjörn Johanson gæster årets Årsmødefestival, hvor han blandt andet holder seminarer om dåb, bekendelse og præstetjeneste under tidens åndelige vilkår. Foto: Privat

Torbjörn Johanson har gennem mange år lært dansk teologi og kirkeliv at kende gennem kontakter på Dansk Bibel-Institut, Menighedsfakultetet og Nordeuropæisk Lutherakademi.

"Hvis jeg kan bidrage med noget her, vil jeg meget gerne gøre det," siger han.

Stærke tekster skabt under pres

Han medvirker med flere seminarer under overskrifterne "Hvad betyder dåben som sakramente?" og "Bekendelseskirke under ydre og indre pres".

Derudover holder han et særligt seminar for præster om "Udholdenhed og glæde i tjenesten under tidens åndelige kår".

Ifølge Torbjörn Johanson kan kirkens svære tider være med til at skabe nogle af de stærkeste teologiske refleksioner.

"Nogle gange synes kirkens sværeste tider, når den befinder sig i de mørkeste dale, at give anledning til de klareste bekendelser og de dybeste refleksioner. Diamanter bliver til under hårdt pres, og på lignende måde er der i kirkens svære tider blevet skrevet tekster med en særlig kvalitet.

Disse taler ud over deres egen tid og kan også være vejledende for os. Vi skal se på nogle sådanne historiske vidnesbyrd og spørge, hvordan de kan hjælpe os til at bekende Kristus i dag," forklarer han.

Det samlede program og oversigten over aktiviteter kan findes på Årsmødefestivalens hjemmeside.

Kom tættere på arbejdet i Indre Mission

Hver anden uge sender vi nyt om arbejdet, menneskerne og det, der rører sig i Indre Mission. Du får også en smagsprøve på magasinet Impuls og en oversigt over kommende arrangementer.

.
Campingchef stopper efter syv sæsoner
Ole Korsholm Nielsen forlader Mørkholt Strand Camping ved årsskiftet. Han peger selv på, at tiden er inde til at give stafetten videre. …
Martin Kirk får ny rolle som fagkoordinator for forkyndelse
Som fagkoordinator for forkyndelse skal Martin Kirk være med til at udvikle og styrke forkyndelsen i Indre Mission. Han fortsætter samtidig som…
Oversætterne gør det kollegaerne aldrig turde: Her er det nye fadervor
Der er gode argumenter for et par markante ændringer i fadervor, mener Morten Hørning Jensen, faglig leder for oversættelsen af Det Nye Testamente i…

Annoncer