Teltmøder samler alle generationer

I 50 år har der været teltmøder i Harboøre, og her samles stadig mange i alle aldre. Det er noget, vi altid har set frem til, fortæller en IMU’er.

Teltmøderne i Harboøre ligger helt ud til klitterne og Vesterhavet.

For 50 år siden var der ikke børnefestival med hoppeborg og pizza ved teltmøderne i Langerhuse ved Harboøre, som der er i år. Det fortæller 73-årige Christian Langer, som har deltaget i teltmøderne siden begyndelsen i 1974.

»Jeg er overrasket over, at det er lykkedes os at holde teltmøder alle disse år. Mange andre steder er det lukket ned. Vi er privilegerede, når vi stadig kan samle så mange mennesker i forskellige aldre fra de omkringliggende byer. Der er en stor grad af trofasthed,« siger Christian og tilføjer:

»Årsagen til, at vi stadig kan afholde teltmøder her i Harboøre, er alene, at vi samles om forkyndelsen af Jesus.«

Unge har overtaget ansvaret

Han var blandt de omkring 230 deltagere, som næsten fyldte mødeteltet den 18. juni. De kastede sig ud i flere fællessange, herunder ugens sang, Hvor stor en gave: Jesus, min forløser!

Sognemedhjælper Lars Kristensen var aftenens forkynder. Han stod på en talerstol, der er karakteristisk for teltmøderne, fordi den er udformet som en halv båd. Han talte så varmt, humoristisk og engageret om Jesus, at der var en koncentreret lytten i teltet. Det blev til gengæld erstattet af en snakken uden lige under den efterfølgende kaffepause.

Christian gik glad rundt i teltet og nød at se, at de yngre generationer var godt repræsenteret.

»For nogle år siden vendte en del unge familier tilbage til Harboøre, og nogle af dem har engageret sig i udvalget, der står for teltmøderne,« fortæller Christian, der selv tidligere har brugt mange år som frivillig i teltudvalget.

For hele familien IM

Ved eftermødet var der lovsang og mulighed for at komme med et vidnesbyrd. En af dem, der var med til eftermødet, var Jakob Bro. Han er far til fire, og hans familie er en af de familier, der er flyttet tilbage til Harboøre.

»Der var et stort og aktivt fællesskab i missionshuset og kirken, som vi gerne ville være en del af. Og så er det bare en dejlig egn,« fortæller Jakob, der er formand for teltudvalget.

Han mener, at teltmøderne i Harboøre kan noget helt særligt.

»Her samles vi fra missionshuset, her er børn i forskellige aldre, en stor gruppe IMU’ere, mange familier og helt op til de ældste,« siger Jakob.

Teltudvalget har fokus på at invitere bredt til teltmøderne.

»Vi husstandsomdeler programmet for teltmøderne, og der er skilte langs vejen til teltmøderne,« fortæller teltudvalgsformanden, som fremhæver børnefestivalen, der bliver afholdt om onsdagen, og som er rettet mod byens børn og deres forældre.

Indretter sig efter teltmøderne

Der er mange unge familier, som bakker op om Indre Mission i byen, og det gælder også teltmøderne.

»Fællesskabet og forkyndelsen er en del af det, der gør, at vi ikke vil gå glip af noget,« fortæller Line Hald.

Hun nævner børnene som en anden vigtig grund.

»Vores børn skal nok sørge for, at vi kommer afsted hver aften. De kommer og spørger, om vi ikke skal afsted, så det går ikke at springe en aften over,« siger hun.

Familiens dagsrytme er tilpasset efter teltmøderne, så de kan være med hver aften.

Flasket op med teltmøder

Ikke langt fra Line Hald stod to storsmilende IMU’ere og snakkede. Matthias Christensen og Mads Christensen har været med til teltmøderne, så længe de kan huske.

»Det er noget, vi altid har set frem til. Da vi var små, var det for at få en is og glide på klitterne. Nu trækker fællesskabet, hvor der er et godt mix af forskellige aldersgrupper,« siger Matthias, der glæder sig over, at en stor gruppe fra den lokale IMU er med til mødet.

Fredag aften var Harboøre IMU med til at stå for et møde, hvor der var en lovsangskoncert med Genskær.

»Det var en succes. Vi var 150, og der kom IMU’ere fra flere steder i Vestjylland,« fortæller Matthias.

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
Sport kan binde sammen på tværs af generationer
I august 2025 har Felix Rejser en tur til den spanske ø Fuerteventura. Det er en mulighed for en aktiv ferie i et kristent fællesskab på tværs af…
Seks uger fra idé til julemarked
Missionshuset Stjernens første julemarked var en succes og kalder på en gentagelse næste år.
Indre Mission støtter nyvalgte menighedsråd med netværksmøder
Indre Mission afholder netværksmøder for nyvalgte menighedsråd, hvor der tilbydes inspiration, erfaringsudveksling og workshops om samarbejde og…

Annoncer