Teologiske mindretal skal være hurtigt ude

Ny vejledning fra Kirkeministeriet ændrer spillereglerne for menighedsråd, der ønsker at beskytte et teologisk mindretal ved ansættelse af nye præster. Man skal reagere langt tidligere i processen end før, forklarer Hans-Ole Bækgaard.

Menighedsråd skal reagere tidligere end hidtil, hvis de vil sikre et teologisk mindretals rettigheder ved ansættelse af nye præster. Foto: jeancliclac © Gettyimages

I december 2025 kom en ny bekendtgørelse og vejledning om menighedsråds medvirken ved ansættelse i præste- og provstestillinger. Med valgloven til menighedsråd fra 2018 er der skabt et nyt landskab i Folkekirken, fordi man ikke længere som hovedregel vælger menighedsråd ud fra de gamle, klassiske kirkelige lister.

Dermed er det blevet mere komplekst at definere og beskytte et såkaldt teologisk retningsbestemt mindretal.

"I de senere år har det været én af grundene til, at diskussionen om kirkesyn og mindretalsbeskyttelse er blevet genstartet," mener formand for Indre Mission Hans-Ole Bækgaard.

"Det har rejst spørgsmålet om, hvordan man overhovedet definerer sig som et teologisk retningsbestemt mindretal i dag."

Tidlig besked på skrift

Hvor menighedsrådsmedlemmer tidligere kunne se ansøgerfeltet an og afvente orienteringsmødet, før man aktiverede mindretalsrettigheder, skal man ifølge den nye vejledning reagere allerede i opstartsfasen.

"Sidder man i et menighedsråd og tænker, at der potentielt kan blive brug for at indkalde en kandidat til prøveprædiken og måske siden afgive en mindretalsindstilling, skal man reagere inden ansøgningsfristens udløb," understreger Hans-Ole Bækgaard.

I praksis skal der sendes en kort, skriftlig besked af sted.

"Man skal sende en enkel, kort og formel sætning skriftligt til biskoppen og menighedsrådsformanden. Den kan eksempelvis lyde, at man principielt agter at påberåbe sig retten til at udgøre et teologisk retningsbestemt mindretal. Man skal ikke begrunde alt muligt på forhånd," forklarer Indre Missions formand.

Mere magt til biskoppen

Formålet med den tidlige melding er at give biskoppen mulighed for at vurdere, om der reelt er tale om et teologisk mindretal, inden selve ansættelsesprocessen ruller.

Da ansættelsesmyndigheden i dag er uddelegeret fra ministeriet til biskoppen, har stiftets biskop fået betydeligt mere magt til at godkende eller afvise mindretalsindstillinger.

"Hvis man har husket den skriftlige besked i begyndelsen af processen, kører resten af forløbet dog, som man kender det. Så kan man vente med at afgøre, om man reelt vil indstille en mindretalskandidat, til man står ved selve indstillingsmødet," forklarer formanden.

Søg rådgivning i god tid

Hans-Ole Bækgaard opfordrer derfor menighedsrådsmedlemmer til at engagere sig tidligt i processen – allerede når stillingsopslaget udformes, så den ønskede teologiske bredde og det ønskede hensyn tænkes ind fra begyndelsen.

Samtidig understreger han vigtigheden af at søge sparring tidligt, da reglerne er tekniske og fulde af faldgruber. Hans-Ole Bækgaard stiller sig gerne til rådighed med hjælp.

"Det kan opleves nørdet og teknisk. Hvis folk først ringer til mig dagen før indstillingsmødet, er der ofte ikke mange handlemuligheder. Men tager vi snakken, så snart præstestillingen bliver ledig, kan vi lægge en god strategi og sikre, at mindretalsbeskyttelsen kan lykkes i praksis," siger han.

Kom tættere på arbejdet i Indre Mission

Hver anden uge sender vi nyt om arbejdet, menneskerne og det, der rører sig i Indre Mission. Du får også en smagsprøve på magasinet Impuls og en oversigt over kommende arrangementer.

.
Mangeårig frivillig bliver ny DFS-konsulent
Alle børn skal have chancen for at høre om Jesus, mener Kirsten Taulborg Hansen, der i juli tiltræder i DFS.
Missionshus bygger legeplads for hele byen
En ny legeplads ved missionshuset i Fiskbæk skal skabe plads til leg for hele byen.
Caroline tager et år for Caroline
Teologistuderende Caroline Hartmann Bernhard tiltræder 1. august i et barselsvikariat som ungdomskonsulent i Region Øst. …

Annoncer