To ildsjæle runder 50 år

For Indre Missions formand, Hans-Ole Bækgaard, og generalsekretær, Jens Medom Madsen, er maj en vigtig måned. De kan skrive 50 år på cv’et.

Hans-Ole Bækgaard (tv.) har været formand for Indre Mission siden 2011. Jens Medom Madsen (th.) har været generalsekretær siden 2015.

Vi har stillet de to fødselarer en række spørgsmål ifbm. den runde dag.

Formanden:

Hvad er det, der gør, at du bliver ved i tjenesten?

Først og fremmest har jeg et indre drive og kald til at fortsætte som formand, og jeg oplever bestyrelsens opbakning til dette. Jeg har en tjeneste, som motiverer og udfordrer mig, fordi mange af mine kompetencer og interesser kommer i spil.

Hvad tænker du om kaldsbegrebet i dag?

Kaldet er et vigtigt begreb for mig, for jeg har fået et helt grundlæggende kald til at leve som Guds barn. Undervejs i kristenlivet ligger der forskellige kald, som kan skifte og udfolde sig på forskellig måde. Udover at være ægtemand og far, er det i disse år at være præst og formand.

Jeg ser desværre en tendens til, at man taler mindre om kaldet i dag, måske fordi det er tungt og uforståeligt. Men derved mister man en åndelig dimension i kristenlivet, som er værdifuld. Derfor taler jeg positivt om det, hvor det er muligt. Overfor den yngre generation bruger jeg ikke nødvendigvis ordet kald, men jeg fremhæver sagen.

Hvad er dit bedste råd til de unge, der bliver kaldet til tjeneste?

Du skal arbejde flittigt og vise troskab. Det er vigtigt, at du hviler i, at mission dybest set er Guds sag og ansvar. Det perspektiv er med til at frigøre dig fra at lægge unødvendige store byrder på dig selv. Du skal også være bevidst om dit teologiske ståsted, og så er det godt at have nogle at sparre med i tjenesten.

Kan det nogle gange være ensomt at være i ledelsen af Indre Mission?

Jeg oplever et rigtig godt samspil med hovedbestyrelsen og den daglige ledelse, hvor vi bidrager med noget forskelligt. Men det kan til tider være en ensom post at være formand, og jeg tænker, at det er en naturlig del af en lederposition.

Der kommer sager på mit bord, som rummer en fortrolighed, jeg ikke kan dele med andre, og hvor jeg eksempelvis må træffe den endelige beslutning.

Hvilke begivenheder i tjenesten har været med til at præge dig som person?

Jeg bruger en del af min tid som formand på at netværke med blandt andre politikere, biskopper og kirkelige ledere. Der er indsatser, der lykkes, og områder, hvor jeg kan være med til at gøre en forskel.

Netværksarbejdet har lært mig at være tydelig om mit lutherske ståsted, samtidig med at jeg lytter mig ind på andres holdninger og møder dem med respekt. Der er en balance i det her, som jeg øver mig på.

Hvad har du særligt lyst til at fremhæve ved at have en tjeneste i Indre Mission?

Det betyder meget for mig, at jeg står i en tjeneste sammen med andre, hvor vi har fælles værdigrundlag, og hvor vi deler troens fællesskab. Som en del af ledelsen står jeg i en spænding, hvor vi kan være uformelle sammen og tætte på hinanden, samtidig med at vi ønsker at lede IM på en faglig og professionel måde, fordi vi står med et vigtigt missionskald, og fordi vi forvalter vennernes penge.

Nævn nogle ting ved generalsekretæren, som du sætter særligt pris på!

Jeg oplever et dedikeret og behageligt menneske, der brænder for Indre Mission. Jeg sætter stor pris på vores tillidsfulde og fortrolige samarbejde. Og så lever jeg med hans far-humor.

Generalsekretæren:

Hvad er det, der gør, at du bliver ved i tjenesten?

Jeg oplever en kæmpe mening i arbejdet. Indre Mission står mit hjerte nært, og i min tjeneste har jeg en mangfoldighed af muligheder for udvikling sammen med passionerede IM’ere. Missionsarbejdet udfoldet gennem lokale foreninger, arbejdsgrene, landsarrangementer og virksomheder udgør en bred palet, som jeg ikke finder andre steder.

Så må jeg sende en kæmpe tak til min kone og mine børn. Deres opbakning, medleven, udfordrende spørgsmål og fortløbende opmuntringer er en base, som jeg værdsætter enormt højt.

Hvad tænker du om kaldsbegrebet i dag?

Først og fremmest glæder jeg mig over, at Gud har kaldet mig ind i sin nåde som sit barn. Det kald er livslangt og evigt. Kaldet til geografisk og arbejdsmæssig placering har forandret sig gennem årene. Da Lena og jeg blev gift for 28 år siden, besluttede vi, at vores ønske er at være, hvor Gud vil, at vi skal være.

Det har ikke altid været så enkelt at finde den vej. Alligevel sidder jeg med en tryghed i og glæde over at have skiftet job en del gange og flyttet til forskellige destinationer for at udfylde en plads. Da jeg fik opfordringen til at søge tjenesten som generalsekretær, var vi enige om at gå den vej. Jeg oplever mig fortsat kaldet af Gud og mennesker til denne tjeneste.

Hvad er dit bedste råd til de unge, der bliver kaldet til en tjeneste?

Prøv det af i nysgerrighed, og følg det. At være der i livet, hvor Gud vil, at du skal være, er det bedste sted. Gud udruster til den tjeneste, han kalder til. Kald til tjeneste er i øvrigt ikke alene i kirkeligt regi. Udfold din gerning som mekaniker, lærer eller forsker.

Kan det nogle gange være ensomt at være i ledelsen af Indre Mission?

I hverdagen står jeg sammen med gode ledere i den daglige ledelse af Indre Mission og i samspil med passionerede missionsfolk på Indre Missions Hus og rundt i landet. Men jeg kommer ikke udenom, at jeg som generalsekretær af og til står alene med væsentlige beslutninger. Der er handlinger, som trækker på energioverskuddet. Derfor er det vigtigt for mig at fylde godt ind i hverdagen af de elementer, der er energigivende.

Hvilke begivenheder i tjenesten har været med til at præge dig som person?

Der er ledere og frivillige, som gennem samvær og respons har hjulpet til at udvikle mine kompetencer og min forståelse af ledelse. Det er i højere grad mennesker end begivenheder, der har sat aftryk.

Hvad har du særligt lyst til at fremhæve ved at have en tjeneste i Indre Mission?

Det er et privilegium at kunne arbejde på fuld tid med at udfolde vores vision: Lede til Jesus – Leve i Ham. Det betyder meget for mig at være favnet med omsorg og forbøn fra så mange rundt i landet. Jeg oplever en stor grad af anerkendelse og opmuntring. Konstruktiv kritik får jeg glædeligvis også.

Nævn nogle ting ved formanden, som du sætter særligt pris på!

Han har en kærlighed til evangeliet, som er lige så frigørende, som Luther genopdagede det. Han har en hukommelse, der er uden sidestykke, og som er en styrke, når ledelse skal udfolde sig.

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
Ny støttefond gør bibelskoleophold billigere
Sammen med Indre Missions Missionspulje skal en ny støttefond gøre det billigere for unge at tage på bibelskole. 
Sport kan binde sammen på tværs af generationer
I august 2025 har Felix Rejser en tur til den spanske ø Fuerteventura. Det er en mulighed for en aktiv ferie i et kristent fællesskab på tværs af…
Seks uger fra idé til julemarked
Missionshuset Stjernens første julemarked var en succes og kalder på en gentagelse næste år.

Annoncer