Tre menigheder mødes i samme missionshus

I Slagelse har en kinesisk, en vietnamesisk og en iransk menighed fundet sammen med en dansk valgmenighed og Indre Mission.

Den kinesiske menighed samles i nyrenoverede lokaler i kælderen under missionshuset i Slagelse. Foto: Anette Maria Ingemansen

I missionshuset i Slagelse mødes kristne på tværs af kulturer og sprog.

Lokalerne huser både Indre Mission, Vestsjællands Valgmenighed, en kinesisk menighed og en vietnamesisk menighed.

"Det er en kæmpe glæde, at flere menigheder kan bruge huset. Vi føler os som kristne brødre og søstre med indbyrdes kærlighed," siger Lene Rasmussen, der er kontaktperson i Indre Mission i Slagelse.

Derudover holder et mindre iransk fællesskab også til i huset, oplyser Lene Rasmussen, der betegner det som en stor velsignelse at have tre menigheder samlet under samme tag.

Pinse på tværs

Hvert år samles menighederne til pinsegudstjeneste 2. pinsedag, hvor evangeliet bliver læst op på flere sprog.

Efter gudstjenesten er der fællesspisning med mad fra alle tre kulturer, ligesom der er lovsang på dansk, kinesisk og vietnamesisk, og børn fra menighederne bidrager med fælles optrædener.

Foruden de fælles arrangementer mødes de tre menigheders ledere årligt for at dele nyheder og glæder. Ifølge Lene Rasmussen er der stor gensidig respekt, også når der er vækst og dåb i de forskellige menigheder.

Den vietnamesiske menighed har holdt til i missionshuset i omkring 17 år og føler i dag et særligt ejerskab. De hjælper med at passe på huset og tager ansvar for praktiske ting i hverdagen.

"Samtidig bidrager de tre menigheder også økonomisk gennem leje, hvilket er med til at sikre en stabil økonomi for det lokale Indre Missions arbejde," forklarer Lene Rasmussen.

På landsplan er det ikke usædvanligt, at missionshuse lægger rum til tværkulturelle menigheder. Landsleder for Indre Missions Tværkulturelle Arbejde Krista Rosenlund Bellows vurderer, at omkring 15 missionshuse i dag lejer lokaler ud til menigheder med anden sproglig og kulturel baggrund.

Kom tættere på arbejdet i Indre Mission

Hver anden uge sender vi nyt om arbejdet, menneskerne og det, der rører sig i Indre Mission. Du får også en smagsprøve på magasinet Impuls og en oversigt over kommende arrangementer.

.
Bedsteforældre og børnebørn åbnede bibelcampingsæsonen
Traditionen tro blev årets bibelcampingsæson skudt i gang i Kristi Himmelfartsferien. På Mørkholt Strand Camping og i Haderup mødtes børn og…
Rund dag fejret med iranske kokosmakroner og festtale om håb
Det internationale fællesskab i Bording Bibelcafé fejrede 10-års fødselsdag i april.
Plads til sorg på Børkop Højskole
Et voksende behov blandt eleverne fik Børkop Højskole til at etablere en sorggruppe i samarbejde med Ungdomspræsteriet i Vejle. …

Annoncer