Udfordringer er også muligheder

Indre Missions årbog viser en bevægelse som møder tidens udfordringer.

I årbogen kan man læse formands­beretning, arbejdsberetninger og Indre Missions regnskab. Forsidebilledet er fra Syng den igen 2024 og taget af Morten Stubkjær Klausen.

Indre Missions årbog er netop udgivet sammen med impuls nr. 9 og giver et samlet overblik over, hvad der rører sig i og omkring Indre Mission netop nu. Her finder man årets formandsberetning, generalsekretærens arbejdsberetning, indblik i de forskellige arbejdsgrene samt en aktuel status på økonomien og IM’s virksomheder.

Formand Hans-Ole Bækgaard har givet sin beretning overskriften "Trompeten må give en klar lyd" og understreger her behovet for en tydelig kristendom i en tid præget af kriser, forvirring og forandring.

Han fremhæver både vigtigheden af at holde fast i det kristne håb – ikke blot som almindelig optimisme i krisetider, men som en tillid til Jesu genkomst – og nødvendigheden af at fastholde Bibelen som Guds ord, der skal forkyndes klart og frimodigt.

”Vi fristes til i den grad at være så kærlige og imødekommende, at det bliver på sandhedens bekostning,” skriver han, og tilføjer, at der "til tider er brug for at tale klart, tage til genmæle og være offensiv i sit forsvar.” Samtidig understreger han, at dette aldrig må ske på bekostning af kærligheden og barmhjertigheden – en kommentar til en aktuel offentlig kritik af nogle forkyndere.

Nytænkning tiltrækker flere

Generalsekretær Jens Medom Madsen beskriver i sin arbejdsberetning både vækst og udfordringer. Han peger på, at mange steder oplever færre deltagere til traditionelle møder, mens nye mødeformer tiltrækker flere.

”Det kan ses som en udfordring, men også som en mulighed,” skriver han og nævner, at familieaftener, kreative fællesskaber og digitale initiativer som IM Gaming har vist sig attraktive. “Det vigtige er, at evangeliet deles, og at mennesker føler sig mødt,” lyder det.

Han fremhæver også kampagnen Lad os tale om tro som et vellykket initiativ, der har givet anledning til mange samtaler. Desuden orienterer han om den aktuelle højtidskampagne Han Lever, som sætter fokus på Jesus-troen op til både påske og jul.

Både fremgang og tilbagegang

Økonomisk har 2024 været et udfordrende år. Selvom IM’s virksomheder samlet bidrog med 8,8 mio. kr. til arbejdet, lå resultatet 2,9 mio. kr. under budgettet. Inflationen har gjort det dyrere at lønne medarbejdere og drive virksomheder.

Regnskabet viser dog en fremgang i gavebidragene, som økonomichefen glæder sig over, og når man medregner indtægter fra salg af missionshuse ender årsregnskabet med et positivt resultat på 2,48 mio. kr.,.

Årbogen giver desuden indblik i IM’s mange arbejdsgrene – herunder familiearbejdet, ungdomsarbejdet og det tværkulturelle arbejde – der alle beretter om både udfordringer og positive begivenheder.

Kommentarer og spørgsmål til årbogens beretninger kan sendes ind forud for årsmødet den 21. maj.

 

Få inspiration og seneste nyt fra Indre Mission

Hver anden uge sender vi en mail med gode historier fra vores arbejde og inspiration til foreningsarbejdet. Du får også en smagsprøve på magsinet impuls og en oversigt over kommende arrangementer.

.
Volontør oplevede stærkt kollegafællesskab på medarbejderkonference
Medarbejderkonferencen var til stor glæde for førstegangsdeltageren Marius Rosenberg Kirkegaard, der oplevede et åbent og meget snakkende…
Fra Færøerne til København som ny konsulent i DFS
Med fem års erfaring fra børne- og familiearbejde i Kirkjuliga Heimamissiónin tiltræder Jóhan Hansen 20. april som konsulent i Danmarks Folkekirkelige…
Social kontrol opleves også i missionsforeningerne
Konference satte fokus på usund ledelse i kirker og kristne fællesskaber.

Annoncer