Ofte stillede spørgsmål om Indre Mission

Vi har samlet nogle af de spørgsmål, vi oftest får omkring Indre Mission og vores arbejde. Finder du ikke det svar, du søger, er du altid velkommen til at kontakte os.

Indre Missions struktur og organisation

At være indremissionsk er blevet et begreb, som ofte ikke har meget med Indre Mission at gøre. Mange forbinder indremissionsk med at være snæversynet, konservativ og fordømmende. Ofte stammer den opfattelse fra film og romaner, som op igennem historien har skabt et bestemt billede af "indremissionske" personer. Det er dog de færreste mennesker med tilknytning til Indre Mission, som kan genkende det billede.

De, der tilslutter sig Indre Mission, betegner ofte sig selv som missionsfolk, IM-venner eller bare kristne.

IM-venner er kristne, der slutter op om det formål, de aktiviteter og det fællesskab, som særligt kendetegner Indre Mission. Det vil sige, at man bekender sig til en klassisk, bibelsk kristen tro og bakker op om folkekirkens (eller lutherske frimenigheders) gudstjenester samt de møder og arrangementer, som Indre Mission inviterer til. Desuden støtter man typisk også Indre Mission med donationer.

IM-venner er typisk også frivillige medarbejdere i Indre Missions forskellige aktiviteter, f.eks. lejre, børneklubber og mødefællesskaber. Mange er også frivillige i sognekirkens menighedsarbejde og i forskelligt socialt arbejde.

IM-venner er på mange måder lige så forskellige som alle andre danskere. Der findes ikke en bestemt måde at være indremissionsk på. Men de fleste er enige om, hvad den grundlæggende tro handler om. Det kan du læse om på siden Det tror vi på.

Indre Mission er en forening, som lige siden begyndelsen i 1861 har været tæt forbundet med folkekirken. Vi er ikke noget trossamfund og har ikke vores egen trosbekendelse. Langt de fleste, der er aktive i Indre Missions arbejde, er også medlemmer af folkekirken, deltager i folkekirkens gudstjenester og er frivillige i folkekirkens sognearbejde. Andre er medlem af en folkekirkelig valgmenighed eller en frimenighed, som har den samme evangelisk-lutherske tro som folkekirken.

Indre Mission er ikke støttet af folkekirken, men er en fri og selvstændig forening, som har et særligt fokus på at give mennesker en personlig tro på Jesus. Som missionsbevægelse er vi folkekirkens forlængede arm og arbejder de fleste steder godt sammen med sognekirken og de lokale præster.

Hvor folkekirken primært arrangerer lokale gudstjenester og aktiviteter i sognet, supplerer Indre Mission med, lejre, stævner og kurser på tværs af folkekirkens sogne og stifter samt særlige tilbud til f.eks. indvandrere og flygtninge. Se Indre Missions mange arbejdsgrene. Desuden samles mange af Indre Missions frivillige i mindre, lokale IM-fællesskaber, hvor der holdes ugentlige møder med fællessang, vidnesbyrd og bibelundervisning målrettet forskellige aldersgrupper og livssituationer.

Hvor folkekirken ansætter præster og kulturmedarbejdere, ansætter Indre Mission missionærer og forskellige specialkonsulenter, som støtter det frivillige arbejde i Indre Mission, men også står til rådighed for folkekirkens arbejde.

Det korte svar er: ingen. Det er nemlig ikke muligt at blive medlem af Indre Mission. Man kan deltage i Indre Missions møder og aktiviteter, donere gaver og abonnere på magasinet impuls. Men medlem kan man ikke blive. Tilslutningen til Indre Mission vil derfor bero på et skøn.

Pr. 1. januar 2023 havde vi 246 lokale IM-fællesskaber og lige så mange børne- og ungdomsklubber. Efter sommeren 2022 viste en optælling, at deltagerantallet ved Indre Missions bibelcampinger lå på ca. 13.500. Magasinet impuls havde pr. 1. januar 2023 4500 abonnenter, og de ansatte medarbejdere talte på samme tid 253 personer, hvoraf de 91 er ulønnede.

Når vi sammenholder disse tal med omfanget af møder og aktiviteter i Indre Mission, skønner vi, at ca. 25.000 mennesker i et eller andet omfang deltager i Indre Missions aktiviteter i løbet af året.

Under Fakta og tal kan du finde de aktuelle tal for lokale IM-fællesskaber, klubber og ansatte i folderen IM i tal.

Indre Mission består af en masse mindre lokale foreninger (IM-fællesskaber) rundt i landet og af en landsorganisation. Det betyder, at Indre Mission både er en græsrodsbevægelse og en organisation. De lokale foreninger drives af frivillige og har deres egne bestyrelser, som er demokratisk valgte på en årlig generalforsamling. Landsorganisationen drives af en hovedbestyrelse og af ansatte og frivillige i fællesskab.

Mange lokale fællesskaber har et missionshus og de fleste har valgt, at Indre Mission i Danmark skal eje den lokale bygning. Når den lokale foreningen tilslutter sig Indre Mission, tilslutter man sig også Indre Missions vedtægter og benytter sig naturligt af de tilbud og ressourcer, som landsorganisationen stiller til rådighed.

Landsorganisationen Indre Mission har også en bestyrelse, som ofte kaldes hovedbestyrelsen. Den er ikke valgt, men supplerer sig selv. Man kan kun sidde i hovedbestyrelsen i makismalt tre perioder af fem år, og flertallet af bestyrelsens medlemmer skal være præster i Folkekirken.

Hovedbestyrelsen har ansvaret for alt det, der bestemmer retningen og grundlaget for Indre Missions aktiviteter. Det er også hovedbestyrelsen, der har ansvaret for Indre Missions økonomi.

Daglig Ledelse er den gruppe, der er ansvarlig for administrationen og de praktiske beslutninger omkring Indre Missions daglige drift på landsplan og på hovedkontoret. Daglig Ledelse består af ansatte chefer og ledere på Indre Missions Hus, som ligger i Fredericia.

Landsorganisationens opgave er primært at støtte, inspirere og vejlede de lokale IM-fællesskaber. Det sker gennem ansatte missionærer og forkyndere, stævner og kurser og gennem udgivelse af materialer og hjælpemidler.

Nej, IM udstøder ingen mennesker. IM er ikke en medlemsforening og kan derfor heller ikke formelt ekskludere nogen fra fællesskabet. Alle er altid velkomne til at deltage i IM's arrangementer og aktiviteter.

Som alle andre fællesskaber - hvad enten det er sportsklubber, politiske foreninger eller kulturelle grupper - har IM nogle fælles værdier og sociale spilleregler. De er med til at skabe og opretholde fællesskabet. Det er det nogle også kalder social kontrol. IM stræber efter at være et rummeligt og favnende fællesskab, og vi går langt for at inkludere alle.

Heldigvis er det også den oplevelse langt de fleste har med IM: det er et trygt og omsorgsfuldt fællesskab, som rummer mange forskellige mennesker og personligheder.

Ikke desto mindre kan det nogle gange ske, at enkelte personer føler sig mindre velkomne eller måske endda oplever sig "udstødt", hvis deres værdier, tro eller livsstil er meget anderledes end fællesskabets. Den slags oplevelser kan være svære helt at undgå for ethvert fællesskab.

Det er vigtigt at understrege, at IM aldrig aktivt udstøder eller ekskluderer mennesker - heller ikke dem, vi måtte være uenige med. At være favnende og inkluderende er en af IM's grundlæggende visioner og et vigtigt pejlemærke for os.

Kort sagt: Ingen kan formelt udstødes af IM, alle er velkomne, og vi arbejder aktivt på at være et inkluderende fællesskab, samtidig med at vi fastholder vores grundlæggende værdier.

Indre Mission har sammen med en lang række andre kristne organisationer og kirker underskrevet et "Etos for god adfærd i kirker og kristne hjem". Her uddybes hvordan vi forebygger enhver oplevelse af overgreb og utryghed i kristne fællesskaber.

Indre Mission havde i 2022 udgifter for cirka 39 millioner kroner. De fleste af pengene - ca. 52% - kom ind som gaver fra frivillige, private givere. I 2022 var det ialt 18.725 mio. kr.
    
IM har ingen medlemmer og derfor heller ingen indtægter fra kontingenter. I stedet har mange af IM's støtter valgt at have en fast aftale om at give et bestemt beløb om måneden eller om året. Nogle sender enkelte gavebeløb ind og giver en gave ved særlige lejligheder. En del opretter også testamenter, hvor IM får nogle af de penge, som er tilbage, efter man er død. IM modtager typisk 6-7 mio. kr. om året som testamentariske gaver.
    
De fleste af IM's møder og arrangementer er gratis at deltage i. I stedet opfordres deltagerne til at give frivillige gaver, der kan dække udgifterne. Det gælder både i de lokale IM-fællesskaber og ved de større landsarrangementer.
    
IM ejer også nogle virksomheder, som giver overskud og på den måde er med til at dække IM's udgifter. Især giver Hotel Hebron i København og ca. 30 forskellige genbrugsbutikker rundt i landet overskud, som går til Indre Mission. I 2022 dækkede de virksomheder 29 % af IM's økonomi.
    
IM får ingen statsstøtte og understøttes heller ikke af folkekirken. Men IM får ligesom alle andre godkendte foreninger en andel af tips- og lottomidlerne. IM er også i nogle tilfælde fritaget fra moms. Og så er det muligt for IM's givere at trække gaver til IM fra i skat.

Indre Mission og tro

I Indre Mission tror vi på, at Bibelen er Guds ord til mennesker og at vi derfor kan stole på, hvad den siger.

Det betyder, at vi læser Bibelen som det, den giver sig ud for at være. Nogle dele er historiske beretninger, andre er poesi, profetier eller breve. Vi tror, at Gud har talt gennem mennesker, som var påvirket af deres egen tid og kultur, men også af Guds ånd, sådan at budskabet stadig er Guds ord til os i dag.

Vi læser ikke Bibelen bogstaveligt. Bibelen er ikke en videnskabelig lærebog om f.eks. geologi eller biologi, men vi tror, at det, Bibelen siger om Gud, mennesker og frelse, er sandt og pålideligt.

Bibelen bruger forskellige litterære former og nogle passager er tydeligt billedsprog. Men vi tror, at Bibelens budskab er sandt, også når det handler om historiske begivenheder eller moralske spørgsmål.

For os er Bibelen ikke bare en samling af menneskers tanker om Gud, men Guds egne ord til os. Derfor er den grundlaget for vores tro og liv. Vi tror, at Bibelen er klar i sit hovedbudskab om Jesus Kristus, selvom nogle dele kan være svære at forstå.

Dette bibelsyn betyder, at vi tager Bibelens ord alvorligt, også når de udfordrer os eller går imod tidens strømninger. Men vi erkender også, at vi mennesker kan tage fejl i vores forståelse og fortolkning af Bibelen. Derfor er vi altid åbne for samtale og refleksion over, hvordan vi bedst forstår og anvender Guds ord i vores liv og i vores tid.

Det hører til en af myterne omkring Indre Mission, at der er særlige regler, man skal indordne sig under. De fleste, som bakker op om Indre Mission, lever dog typisk efter et andet værdisæt, end det, som er almindeligt for de fleste danskere i dag. Det skyldes troen på Jesus.

Når vi har et fælles ønske om at følge Jesus og være gode vidner om ham, så er det naturligt, at vi også prøver at indrette vores liv efter hans ønske. Derfor søger vi efter vejledning i Bibelen og især i det, Jesus har sagt og gjort. Når Jesus f.eks. fremhæver de ti bud som rettesnor for det gode liv, så prøver vi som kristne at følge dem så godt som muligt. Det er ikke regler og krav, vi lægger ned over hinanden, men derimod et fælles ønske om at leve på en måde, som ærer Gud.

Men meget af det, Jesus sagde for 2000 år siden, skal oversættes til vores tid og vores kultur. Det betyder, at der kan være spørgsmål om rigtigt og forkert, som vi ser forskelligt på, og ting, som betyder mere for nogle end for andre. Der kan også være måder at leve på, som ændrer sig med tiden. F.eks. var det tidligere almindeligt, at mange kristne ikke drak alkohol eller dansede. Også selvom det ikke er noget, Jesus fraråder. Tværtimod. I dag har de færreste kristne problemer med alkohol eller dans, men afholder sig typisk fra at drikke sig meget fulde eller leve et vildt festliv.

Ja, ja og ja. Der er ikke nogen forbud mod at ryge, drikke alkohol eller danse i Indre Mission. IM har aldrig haft særlige regler for, hvad man må eller ikke må. Der har været - og er stadig - plads til forskellige personlige holdninger til hvad der er godt og skidt.

Tidligere var der i mange IM-miljøer en mere skeptisk holdning til især dans, kortspil og alkohol. Det hang sammen med, at IM opstod i en tid, hvor druk, hasardspil og løsslupne fester ofte førte til problemer som fattigdom, svigt af familien og utroskab. Dengang var det en generel holdning i samfundet - ikke kun i IM - at kroppen og fysisk nydelse var noget farligt, som man skulle være forsigtig med.

I dag er holdningen i samfundet og i IM anderledes. Vi anerkender, at Gud har skabt os med krop og sanser, som vi må bruge og nyde. Samtidig opfordrer vi til ansvarlighed og mådehold i alle dele af livet - også når det gælder f.eks. rygning og alkohol.

I IM har vi fokus på at følge de moralske værdier, vi finder i Bibelen, især i De Ti Bud. Det handler om ikke at være egoistisk, grådig, løgnagtig eller selvretfærdig. Vi mener, at man sagtens kan nyde et glas vin, danse eller ryge en cigaret uden at overtræde disse bud.

Det er vigtigt for os, at man bevarer kontrollen over sig selv og ikke lader disse ting styre ens liv eller skade andre. For eksempel opfordrer vi til at drikke med måde, så man ikke mister kontrollen eller skader sit helbred. Vi advarer også mod at blive afhængig af rygning, alkohol eller andre rusmidler.

Kort sagt: I IM må du gerne ryge, drikke og danse, men gør det med omtanke og ansvarligt. Det handler ikke om forbud, men om at leve et liv, hvor man respekterer sig selv, andre og Gud. Og her giver vi plads til forskellige valg.

Ja, absolut. Indre Mission vil være et fællesskab, som alle kan være med i. Vi kalder det "fællesskab, der favner." Og det gælder alle, som ønsker at være en del af fællesskabet.

Et af vores pejlemærker lyder: "Vi arbejder for en social kultur i vores fællesskaber kendetegnet ved åbenhed, kærlighed, respekt og forskellighed." Det gælder også homoseksuelle og andre, der føler sig anderledes.

I Indre Mission mødes mennesker, som tror på Jesus, og som har oplevet, at han tilgiver og omfavner enhver, som kommer til ham med sine fejl. Uanset hvem vi er, og hvordan vi har levet. Og når Jesus på den måde fylder vores liv med kærlighed, håb og mening, så ønsker vi at vise ham vores taknemlighed ved at leve efter hans vilje. Den finder vi i Bibelen.

I Indre Mission ønsker vi at lade Bibelen afgøre, hvad der er sandt og godt. Og Bibelen fortæller, at Gud har skabt mennesker som mænd og kvinder og til at have sex med hinanden i ægteskabet. Derfor  opmuntrer vi alle til at indrette deres liv efter Guds vejledning i Bibelen. Det betyder også, at vi opfordrer til, at man ikke giver efter for homoseksuelle følelser eller lysten til sex før man er gift.

Det er godt , at vi i Danmark ikke længere udskammer homoseksuelle og andre minoriteter. Vi skal respektere alle menneskers ret til at vælge, hvordan de vil leve. Derfor kan vi heller ikke trække kristne normer ned over mennesker, som ikke regner Bibelen for Guds ord. Men i Indre Mission respekterer vi Guds plan og vilje for menneskelivet og vil gøre vores bedste for at følge den.

Indre Mission i dag

Indre Mission findes stadig i Danmark, fordi vores budskab og formål er lige så relevant i dag som tidligere. Vores mål har altid været at hjælpe mennesker til at møde Jesus og leve et liv med ham. Dette formål er ikke bundet til en bestemt tid eller situation, men handler om grundlæggende spørgsmål i alle menneskers liv.

Selvom vores kernebudskab er det samme, har vi gennem årene tilpasset vores måder at arbejde på. Vi ændrer løbende vores aktiviteter og kommunikationsformer for at nå mennesker i dag. For eksempel bruger vi i dag sociale medier og moderne teknologi, samtidig med at vi fastholder traditionelle møder og fællesskaber.

Samfundet og kirkelivet i Danmark ændrer sig hele tiden. Det betyder, at vi i Indre Mission ofte må tænke nyt om vores rolle og spørge os selv: Hvordan kan vi bedst lede mennesker til Jesus i dag? Det udfordrer os til at udvikle nye aktiviteter og måder at være sammen på.

Vi tror på, at det kristne budskab fortsat kan gøre en positiv forskel i menneskers liv. Derfor arbejder vi på at formidle det på måder, der giver mening for mennesker i dag. Det er grunden til, at Indre Mission stadig eksisterer og er aktiv i det danske samfund.

Nej, overhovedet ikke! Det vigtigste i Indre Mission er vores budskab: at Jesus er den, vi kan tro på og satse på, hvis vi vil have et liv fyldt med håb og frihed. Det er et budskab, som ikke kun passer til en bestemt tid eller kultur – det er lige så vigtigt i dag, som det altid har været. Så på det punkt løber tiden aldrig fra os.

Men måden, vi taler om troen på, og de rammer, vi mødes under, ændrer sig med tiden. Dengang Indre Mission begyndte i midten af 1800-tallet, var samfundet og kulturen helt anderledes end i dag. Derfor har vi ændret os meget siden dengang – og vi fortsætter med at forny os. Derfor er det også ting i Indre Mission som tiden er løbet fra. Det er helt naturligt, ligesom det sker i alle andre dele af samfundet.

For eksempel: Musikken, vi bruger, lyder anderledes i dag. Vi har aktiviteter, som passer til nutidens unge og voksne. Vi mødes på nye måder og bruger moderne kommunikation. Alt det ændrer sig, fordi vi følger med tiden. Men vores budskab om Jesus er stadig det samme – og det er det vigtigste.

Det kommer an på, hvor vi kigger hen. Der er færre lokale foreninger og missionshuse i dag end tidligere. Men på vores lejre, bibelcampings og stævner om sommeren er der stadig masser af mennesker – faktisk lige så mange som for 50 år siden!

I løbet af de sidste 50 år er mange små lokale foreninger (IM-fællesskaber) lukket, og flere missionshuse er blevet solgt. Men samtidig er der også steder, hvor der er bygget nye huse, og hvor de gamle huse er blevet moderniseret – og det sker stadig. Alligevel er der samlet set færre steder i landet, hvor Indre Mission har lokale fællesskaber.

Til gengæld vokser nogle af de store arrangementer. For eksempel bliver den kristne musikfestival Å-festival i Sdr. Felding større og større hvert år. I Indre Mission er kan vi stadig samle mennesker til store landsdækkende events, selvom der er færre lokale fællesskaber.

Noget af det skyldes, at mange yngre mennesker flytter fra landet til byerne, og at færre i dag tror på Gud eller går i kirke. Men Indre Mission er stadig et sted, hvor mennesker kan mødes, opleve fællesskab og høre om Jesus – både lokalt og til de store events.