Der er ikke en krusning på vandet, da 65-årige Peter Nord Hansen rutineret og med to tasker i hænderne sætter af fra den trygge mole og behændigt krabber sig rundt på den 27 fod store motorsejler Pacha i Fredericia Lystbådehavn. Hurtigt får han liv i motoren, og få minutter efter styrer han sikkert ud på Lillebælt, omgivet af skrigende måger og legende marsvin.
Glæden ved at sejle opdagede han, da han og hustruen Cecilie lejede en motorbåd på deres bryllupsrejse. Siden har vandet været et fristed i en travl hverdag, og parret har i mange år været med i et bådelav sammen med tre andre par fra missionshuset i Fredericia.
Logbogen afslører, at der i perioder har været alt for langt mellem sejlturene, men det skal der rettes op på, når han med udgangen af august forlader det ror, han gennem 34 år har stået ved i Indre Mission. Det betyder ikke, at han afmønstrer skibet, for han glæder sig til at indtage sin plads på dækket sammen med alle de frivillige, forsikrer han.
Efter at have rundet den nyeste af Lillebæltsbroerne, kontrollerer han vanddybden på ekkoloddet og kaster anker ud for de store liebhavervillaer ved Middelfart. Kaffe og moreller fra haven kommer frem fra tasken, og han melder sig klar til en snak om fortid og fremtid.
»Det er ikke alt, jeg vil svare på,« understreger han med den bestemthed, som har gjort ham til en respekteret og til tider frygtet diskussionspartner. Han ved, at han har den virkning på nogle, men også at de fleste får et mildere indtryk, når de lærer ham at kende.
Han svarer da også ærligt på spørgsmål, der angår ham selv. Men han vil ikke kølhale andre i offentligheden. Derfor skal man heller ikke vente en selvbiografi fra hans hånd.
Levede livet farligt
Peter blev født på Nordsjælland som den ældste i en søskendeflok på seks. Men da han var fem år, rykkede familien til Midtjylland, hvor forældrene havde købt en gård.
»Det var fantastisk at vokse op på landet. Der var plads, og man lærte noget nyt næsten hver dag. Vi havde virkelig ondt af vores fætre, som voksede op i byen, for de kunne jo ingenting,« smiler han og fortæller:
»Jeg var fem år, da jeg fik lov til at køre traktor, og otte eller ni, da jeg høstede det meste af vores korn sammen med min bror, der er to år yngre. Jeg kørte mejetærskeren, og han kørte traktoren bagved. Sådan ville man ikke gøre i dag, men min far var ikke bange af sig. Han forventede noget af os og viste os tillid. Han tog også gerne sprittere og narkomaner ind, når der var brug for ekstra hænder, men han var mere tryg ved, at vi selv kørte maskinerne.«
På landet lærte Peter at ordne knallerter og kaste med kniv. Andet er han mindre stolt af. For eksempel at han stjal fra sin mor for at købe slik, og at han begyndte at ryge som otteårig.
»Min bror var kun seks, da jeg lærte ham det, og vi kvittede først tobakken, da vi blev voksne,« husker han.
Livet på landet kunne være farligt. Peter så flere gange døden i øjnene.
»Min bror har mindst to gange reddet mit liv. Den ene gang stoppede han min far, da han var få centimeter fra at køre mig over med mejetærskeren. Den anden gang trak han mig væk fra togskinnerne, sekunder før toget kom buldrende,« fortæller han.
Tæt på at gå galt
Familien var aktive i kirke og missionshus, og Peters far, Villy Nord Hansen, var den fødte evangelist. Han havde en særlig evne til at lede samtalerne hen på Jesus, husker sønnen.
Mælkemanden, som kom på gården, var af samme støbning og blev ansat som indremissionær. Det inspirerede Villy Nord Hansen til at gå samme vej, og da Peter var 11 år, forlod familien den midtjyske muld og kastede sig ud i en helt ny tilværelse som missionærfamilie i Maribo på Lolland.
»Jeg blev hurtigt accepteret derovre, når bare jeg ikke talte jysk. Flere af mine nye venner var dog nogle værre rødder. Da jeg gik i 7. klasse, blev jeg inviteret med i en lille klub, hvor nogle af mine venner var begyndt at ryge hash. Adgangskravet var dog, at man havde langt hår, og det måtte jeg ikke få for mine forældre, så det reddede mig. En anden vens mor arbejdede et sted, hvor der stod et pengeskab, og vi planlagde et rigtigt Olsenbanden-kup for at få fat i indholdet. Heldigvis fik jeg kolde fødder til sidst. Jeg fik som regel kringlet mig ud af problemerne i tide, før det gik galt.«
En enkelt gang gik det dog galt. Peters forældre var ikke hjemme, og han inviterede til en fest, hvor der blev råbt og drukket rigeligt, og hvor der blev svinet voldsomt. Det skete kun den ene gang!
»Sideløbende med alt dette var jeg en del af min fars missionærtjeneste. Han var rystende nervøs de første gange, han skulle ud og tale. Det gjorde indtryk på mig,« husker han.
»Og da han ville lave en teenklub i Maribo, blev mine søskende og jeg kernen i klubben, og vi fik til opgave at invitere vores venner med. Det samme skete, når vi skulle på lejr. Jeg har sjældent bare været deltager – der har altid fulgt en opgave med.«
Alle skulle have chancen
Peter har altid levet i nuet, og der lå således ikke en karriereplan til grund for, at han efter folkeskolen valgte gymnasiet og senere teologistudiet. Både i gymnasietiden i Maribo og studietiden i Aarhus kom Kristeligt Forbund for Studerende (KFS) til at fylde meget i hans liv.
»Vi var kun tre KFS'ere på gymnasiet, men der blev sendt KFS-sekretærer ned til os. De forventede noget af os, og det ville jeg gerne leve op til, selv om det var grænseoverskridende at stille sig op til morgensang og invitere til KFS. Men jeg gjorde det!«
I Aarhus var jeg i mange år med i en KFS-gruppe, der gik på kollegiemission. »Det var også grænseoverskridende, men jeg har altid opfattet det som en pligt – på den gode måde – at fortælle andre om Jesus. Alle skulle have en chance for at møde ham. Jeg ved også om flere, som blev troende i den forbindelse, og som er det stadig.«
Det var også i den periode, han mødte Cecilie i KFS i Aarhus.
»Vi havde ikke så travlt med at blive kærester, men da vi havde gået op og ned ad hinanden i fem år, opfordrede en god ven mig til at tage mig sammen og spørge hende. Ellers troede han, at andre ville tage hende for næsen af mig. Efterfølgende har jeg fået at vide, at mange – især pigerne – syntes, at jeg var ret arrogant og selvoptaget. Jeg læste Dan Turèll og skrev også selv nogle syrede digte, som jeg læste op ved både passende og upassende lejligheder. Det var nok ikke så smart,« erkender han.
Cecilie sagde dog ja, og parret blev gift i 1986. Siden har de fået fem børn, som alle er fløjet fra reden.
Sagde ja og blev hængende
Efter studietiden blev Peter ansat som KFS-sekretær i Odense, men i forbindelse med nogle omstruktureringer fik han besked på at flytte til København som studentersekretær. Samtidig havde Indre Mission brug for en ny landsungdomssekretær, og den opgave takkede Peter ja til, da han blev spurgt.
»Og så er jeg blevet hængende. Jeg har flere gange overvejet, om jeg alligevel skulle søge præsteembede, men jeg fortryder ikke, at det aldrig blev til noget. Jeg har fået lov til at holde gudstjeneste i omkring 125 kirker, mange flere end de fleste sognepræster, og den del af arbejdet holder jeg meget af. Men meget af det andet, der følger med præstejobbet, har jeg ikke savnet,« fortæller han.
Peter begyndte i IMU i 1990, 11 år efter at IM havde fået sit eget ungdomsarbejde oven på bruddet med KFUM og KFUK.
»Det var en tid med vækst. Landsungdomsstævnet LUS voksede år efter år, og der blev flere og flere IMU-grupper rundt om i landet. Jeg var glad for opgaven med at lede og organisere i en tid, hvor IMU var så nyt, at vi hele tiden måtte prøve os frem. Vi var bestemt ikke enige om alt,« husker han.
Et af stridspunkterne var, hvor meget musikken skulle fylde på LUS.
»Det kan virke komisk, når man ser på, hvor meget den fylder på Event i dag, og hvordan de unge står oppe foran og klapper og danser. Men det var en helt anden tid, hvor vi ikke rigtig havde en koncertkultur, og det med rytmisk musik var ret nyt i IM. Så vi gik med små skridt og følte os frem. For mig var det vigtigt, at ikke bare de unge kunne følge med. Missionærerne skulle også kunne være i det, for de havde en vigtig opgave med at bakke de mange nye IMU-fællesskaber op.«
Mennesker på godt og ondt
Peter tjekker ekkoloddet en ekstra gang for at sikre sig, at der stadig er vand under kølen. Selv om ankeret er kastet, driver båden en smule i Lillebælts stærke strøm. På samme måde er IM en bevægelse i bevægelse, selv om den er forankret i det samme grundlag og de samme målsætninger som ved stiftelsen.
»Der er sket meget med kulturen i den tid, jeg har været ansat. I dag er arbejdsgrenene meget mere delt op, og vi målretter arrangementerne til mindre grupper. Om det er godt eller skidt, er svært at vurdere. Men jeg savner lokale arrangementer i dag, som kan dække en bredere målgruppe,« siger han.
Når man bevæger sig ind i maskinrummet på en bevægelse som IM, oplever man nogle sider, som andre sjældent får at se.
»Man oplever, at bevægelsen består af mennesker på godt og ondt. Det gælder også ledelsen, hovedbestyrelsen, de ansatte, lokale ledere, og hvem der ellers er med til at tegne IM. Selv om man er enige om målsætningen, kan man være uenige om meget andet, og hvor der er mennesker, der brænder for en sag, kan det også slå gnister mellem dem. Så der har bestemt været udfordringer og vanskeligheder undervejs, som jeg ikke var forberedt på, da jeg begyndte,« fortæller han.
»Sådan må det være, og sådan har det altid været. Derfor skal vi – hvis projektet skal lykkes – ikke bygge på mennesker, men på Guds ord. Og så må vi lade Gud bygge på de stumper, vi er og har,« fastslår han.
Et af de store spørgsmål i Peters tid i IM har handlet om forholdet til valg- og frimenigheder.
»Jeg var og er ikke sikker på, at vi dengang valgte den rigtige vej. Men jeg accepterer det og bakker op om det. Og jeg øver mig i at være loyal og få tingene til at hænge sammen,« siger han.
Teologisk linjevogter
Han har nået at arbejde under fem forskellige generalsekretærer, og hans navn er blevet nævnt flere gange som en naturlig arvtager, når der skulle skiftes ud på den øverste ledelsespost.
»Jeg tror ikke, jeg ville kunne holde til det. Så det har været bedst, både for Indre Mission og for mig, at jeg ikke er blevet generalsekretær. I stedet har jeg fået lov til at være en gennemgående figur i ledelsen, og jeg har kunnet hjælpe nye generalsekretærer i gang med arbejdet. Det har jeg haft det godt med,« fortæller han.
Som teolog har han ofte måttet agere linjevogter, når der skulle meldes ud om læremæssige spørgsmål. Den rolle har han accepteret, men ikke altid elsket. Han er klar over, at mange har slået sig på noget af det, han har sagt og især skrevet om bl.a. IM's nej til tværkirkeligt fællesskab om forkyndelse.
»Nogle gange er jeg blevet misforstået, fordi det er svært at få alle nuancer med i en kort artikel. Jeg oplever også, at min holdning er mere nuanceret, end hvad jeg har formået at give udtryk for på skrift. Grundlæggende er jeg utrolig taknemmelig og glad for vores evangelisk-lutherske arv. Det var i Luthers tekster, jeg fandt liv og glæde, da jeg i studietiden oplevede at blive åndeligt træt. Det evangeliske fokus på Skriften alene og Kristus alene blev en befrielse for mig, og det vil jeg ikke smide ud med badevandet, for det er – set med mine briller – grundbibelsk,« fastslår han.
IM er relevant trods nedgang
Selv om han blev ansat i en periode, hvor særligt IMU var i vækst, kommer man ikke uden om, at hans tid i IM's ledelse har været præget af tilbagegang. Da han begyndte, var der således 600 missionshuse – nu er der under 200, og flere er til salg.
»Men når det diskuteres, om Indre Mission stadig er relevant, er jeg ikke i tvivl. For sagen er den samme, og den er lige vigtig og relevant, uanset hvor mange vi er. Det tal er der i øvrigt ingen, der kender, selv om man sagtens kunne finde ud af det ved at kontakte de lokale fællesskaber. Men det har der altid været en stærk vilje imod. Det har jeg aldrig forstået. Jeg kunne godt tænke mig at kende de reelle tal,« siger han.
Han har ofte spurgt sig selv, om man kunne have gjort noget for at forhindre tilbagegangen.
»Det kunne vi sikkert. Men hvad var der så sket? Jeg tror ikke, at vækkelse handler om metoder. Man kan spørge, om vi havde dygtigere prædikanter, da vi havde vækkelse her i landet? Næppe, jeg tror, vi har meget bedre prædikanter i dag! Bad de mere dengang? Nej, det tror jeg heller ikke. Vækkelsen kommer, når Gud vil. Længere er det ikke,« fastslår han.
»Skulle jeg alligevel nævne en enkelt ting, hvor vi måske kunne have gjort noget anderledes, så var det, da man for år tilbage talte om at bruge missionshuset Bethesda i København til gudstjenester, som man gjorde med Storsalen i Oslo. Det var jeg modstander af dengang. Nu har frimenigheden Københavnerkirken så lejet sig ind og holder gudstjeneste i bygningen. Det kan godt være, at vi dengang skulle have valgt at gøre det selv, men jeg er stadig ikke sikker.«
Nedgangen vil fortsætte
Selv om Indre Mission er blevet markant mindre, er der også sket fremskridt.
»At træde ind i et missionshus føles ikke længere som at gå på museum. I dag har vi gode rammer, og mange steder arbejder man med at forny mødeformerne. Et tiltag som fællesspisning får mange steder flere til at dukke op til møderne. Det glæder jeg mig over. Udfordringen er at sikre, at forkyndelsen stadig står som det helt centrale ved vores møder. Men det arbejdes der også på,« nævner han.
Trods nye tiltag tror han ikke, at bunden er nået endnu.
»Jeg tror, vi vil blive færre, end vi er nu, men på et tidspunkt vil kurven flade ud. Måske om 10 år. Men det er umuligt at sige. På mit kontor hænger et kort, som vi lavede for 20 år siden. Her satte vi nåle i for at markere, hvor vi troede, at der stadig ville være et IM-fællesskab om 20 år, altså i dag. Nogle af nålene sidder rigtigt, men andre gør ikke. Generelt var vi ikke særlig gode til at gætte,« smiler han.
Med kurs mod en ny tilværelse
Med udgangen af august pakker Peter kontoret ned på Indre Missions Hus og sætter kursen mod en ny tilværelse som pensionist. Men det bliver ikke et farvel til Indre Mission.
»Jeg vil fortsat gerne bruges som forkynder rundt om i landet, og vi fortsætter selvfølgelig med at være en del af det lokale IM-fællesskab i Fredericia, som vi holder meget af, og hvor Cecilie for tiden er formand. Derfor har det også krævet, at vi satte os ned med hver vores kalender for at få lagt nogle friuger ind i løbet af året. For ellers ville vi slet ikke få tid til noget af det, vi også har set frem til, når der ikke længere er et job at passe,« fortæller han.
Blandt andet glæder de sig til at rejse noget mere, fortæller han, mens Pacha langsomt glider ind på sin plads ved molen mellem to andre både.
En af de andre sejlere tager imod trosserne og hjælper med at fortøje båden.
»Her på havnen hjælper man hinanden, og ofte får man en god snak. Nogle gange også om troen og de store ting i tilværelsen. Det glæder jeg mig også til at få mere tid til.«