Sommeren på Mørkholt Strand Camping så ud til at blive helt anderledes. På grund af coronakrisen var det meste af bibelcampingprogrammet blevet aflyst. Men i midten af juni fik campingpladsen nogle nye regulativer, der åbnede op for forskellige initiativer.
»Vi fulgte allerede de gældende forskrifter, for at vi kunne holde åbent, men nu kunne vi samles op til 500 mennesker. Vi mødtes i medarbejdergruppen og tænkte ud af boksen om, hvad vi kunne gøre af tiltag, der har mission som fortegn. Det er vores DNA her på campingpladsen. Vi besluttede os for at skabe gode rammer, hvis der var frivillige, der havde lyst til at lave nogle aktiviteter. De skulle blot koordinere det med os, for vi har ansvaret for det, der afvikles,« fortæller Ole Nielsen, der er campingchef.
Mange frivillige blandt campister
Nogle campister meldte sig hurtigt til at lave nogle børne- og juniormøder i den første uge af højsæsonen.
»Vi var spændt på, hvordan det ville gå med at holde børne- og juniormøder, så vi kunne nå at spritte af mellem møderne, men det gik fint,« siger campingchefen. Han giver et lille indblik i, hvordan det gik i højsæsonen.
»I hver uge var vi spændt på, hvad der ville ske, men vi oplevede, at mange campister bød ind med forskellige ting. Det gik fint med at koordinere tingene og at overholde alle forskrifter,« forklarer Ole Nielsen.
Campingchefen nævner nogle af sommerens oplevelser som lovsang og bålhygge på stranden om aftenen. Der var også lovsang og andagt, hvor telte blev fyldt, og stole måtte stilles op uden for. Desuden blev DFS’ onlineprogram og IMU’s livestreaming set af mange på pladsen, og der var en stor volleyturnering med 19 hold.
Han ser tilbage på en sommer, hvor der var mange campister, som besøgte campingpladsen.
»Jeg oplevede, at vi har en rigtig god campingplads. Vi mødte en enorm villighed til at bidrage, når vi stillede med nogle rammer. Campisterne sugede til sig,« siger Ole Nielsen.