Når man træder ind på Mørkholt Strand Camping, spejder øjnene forgæves efter de klassiske blå telte med hvidt tag, som har lagt sejldug til talrige arrangementer gennem årene. I år er der kun to bolsjestribede telte, som danner rammen om en række mindre aktiviteter. Men opbakningen er der stadig.
»Det er glædeligt, at folk er kommet. De har sagt: ‘Selvfølgelig skal vi på Mørkholt’, og de har nydt fællesskabet,« siger Gitte Rasmussen, som oprindelig skulle have været leder for en uges Familiecamping (FC2).
Campingpladsen har sørget for, at der er mulighed for at se online-møder i det ene af mødeteltene. Familiecamping Online sender tre bibeltimer fra mandag til onsdag og to seminarer henholdsvis onsdag og torsdag.
Finalen er torsdag aften, hvor der er lovsangsaften i det andet af bolsjeteltene, som ligger længere nede på pladsen.
»Jeg ser frem til at vi skal være sammen i lovsang,« siger Gitte Rasmussen.
Bella og Benjamin Dalatu fra Hillerød glæder sig også.
»Det er fedt, at de overhovedet holder noget. Det er en af de ting, som jeg altid synes er fede – en af de gode ting ved at være på camping, siger Benjamin. »Det istemmer jeg,« føjer Bella til.
En tradition
Bella og Benjamin er taget fra Nordsjælland til Mørkholt med deres tre børn.
»Det har været en tradition de sidste syv-otte år, så vi tænkte, at det skal vi selvfølgelig også i år,« fortæller Benjamin. Og selvom det ikke er det samme, betyder det noget for dem at være med.
»Der er et helt specielt sammenhold, når man er her,« siger Benjamin.
»Rammerne er de samme, menneskene er stort set de samme, men man kan egentlig godt mærke, at man mangler møderne, fordi det jo også er en af grundene til, at vi kommer herned,« forklarer Bella.
De savner især snakkene med andre på pladsen efter møderne.
»Jeg synes virkelig, man mangler det,« siger Bella. Benjamin er enig.
»Ja lige præcis – at få diskuteret sin kristendom med andre mennesker. Der er nogle temaer, som man kan gå ind og diskutere i forteltet. Det er ikke lige så oplagt nu, som det er, når der er møder.«
Mæt af online-aktiviteter
Familien havde ikke opdaget, at der blev sendt møder online, og de tror heller ikke, de ville bruge det.
»Det er bare anderledes. Det er federe at være der,« siger Benjamin. Familielivet spiller dog også en rolle.
»Hvornår i alverden skulle vi sidde og høre det med børnene rendende rundt ved siden af. Så får man ikke det samme ud af det, og man kan ikke rigtig fordybe sig på samme måde. Det, tror jeg, har noget at sige, og det er jo ikke, fordi man vil sidde med sin computer, når man er på ferie,« uddyber han.
De gudstjenester, deres kirke i Hillerød har streamet, har de heller ikke set. De har i det hele taget ikke brugt diverse online-møder og -gudstjenester.
»Det er som om, det bare er noget andet, når det er virtuelt. Det giver en distance,« forklarer Benjamin. Bella tilføjer, at hendes studie også betyder, hun er ved at være mæt af online-aktiviteter.
»Jeg studerer lige pt, og jeg har i corona-tiden haft seks timer om dagen med en computer på zoom-møder. Men hvis man nu vidste, det var sådan her resten af livet, og det aldrig blev normalt, så tror jeg da også, man havde tænkt, at man er nødt til at komme i gang.«
Det normale
»Vi venter på det normale. Det er lige rundt om hjørnet,« siger Benjamin med et grin. Jeg tænker ikke, det er det mest optimale at gøre, men sådan er det bare,« tilføjer Bella.
Hverdagens åndelige tank er bl.a. blevet fyldt i deres bibelstudiegruppe.
»Vi har en gruppe derhjemme, hvor vi mødes hver anden tirsdag, og det har godt kunnet lade sig gøre i en lang periode. På den måde har vi følt, at vores hverdag rimelig meget er kørt videre rent trosmæssigt,« fortæller Bella.
De havde dog en måneds tid uden bibelstudiegruppen og kunne godt mærke, at de savnede det. Sådan oplever de også generelt det at være væk fra det kristne fællesskab.
»Man kommer til at savne nogle af de ting, som man måske normalt tager for givet,« siger Benjamin.
Et supplement
Elsemarie og Jens Jakob Nielsen fra Aalborg, som er på dagsbesøg hos deres søn og svigerdatter, har mest fulgt online-gudstjenester under corona-nedlukningen, og det, de har set, synes de, har været godt.
»Det har været en god oplevelse, når nu man ikke kunne komme til møde,« siger Elsemarie. Jens Jakob er enig.
»Der er noget værdifuldt i, at man kan få evangeliet forkyndt på den måde. Vi har jo brug for at høre evangeliet forkyndt,« siger han og bemærker, at online-gudstjenester og -møder ikke må erstatte almindelige gudstjenester eller møder.
»Man kunne forestille sig, at der er mennesker, der af forskellige årsager ikke har mulighed for at komme til gudstjeneste, så er det jo fantastisk, at man kan være derhjemme og høre en gudstjeneste og på den måde være med i det kristne fællesskab – men der kan måske også ligge den fare i det, at så tænker vi: ‘Nå, men det er da egentlig behageligt bare at kunne blive derhjemme’. Jeg kunne også forestille mig, at ude i de mindre samfund, hvor man ikke er ret mange, er sådan et online-møde måske udmærket at kunne dele i fællesskabet.«
Personligt har han ikke fået for meget af online-møder.
»Jeg vil stadig gøre brug af det, men som et supplement. Det skal ikke erstatte fællesskabet – langtfra.«
Fællesskab i lovsangen
Corona-afstanden bliver overholdt ved lovsangsaftenen, men der er et pænt fremmøde, og bagefter giver flere udtryk for, at fællesskabet i lovsangen er noget, de har savnet.
Fællesskabet er også noget, Gitte Rasmussen har bemærket på campingen.
»Jeg har fornemmet, at der har været en rigtig god stemning. Dem, der ligger hernede, har nydt fællesskabet med hinanden, og nogle har også sagt: ‘Vi har stadig mærket det åndelige fællesskab, for når vi er her, er det bare mere nærliggende og nemmere at snakke tro og tage nogle emner om tro op, fordi det bare er mere naturligt her’,« fortæller hun.
Så selvom man må se langt efter den klassiske bibelcamping på Mørkholt Strand Camping i 2020, lever fællesskabet stadig – og det normale er lige rundt om hjørnet