Første del af bestyrelsesmødet var sammen med IM’s regions- og landsledere og havde fokus på, hvordan man er bestyrelse for en græsrodsbevægelse, og hvad der er bestyrelsens rolle i forhold til regionslederne og landslederne. Debatten understregede, at Indre Mission kan opfattes både som en sag, en bevægelse og en organisation, og alle tre perspektiver er vigtige for at forstå Indre Missions rolle. Det afspejler sig også i Indre Missions ledelsesstruktur, hvor hovedbestyrelsens opgave netop er at tale sagen og samtidig sætte gode rammer for både bevægelsen og organisationen. Det forudsætter en god og løbende dialog med både ansatte medarbejdere og frivillige venner, hvilket en stor del af debatten handlede om.
Et komplekst netværk
Undervejs i debatten blev græsrodsbevægelsen Indre Mission sammenlignet med svampe, hvis rødder hænger sammen i et komplekst netværk af små tråde. Sådan er IM-bevægelsen på samme måde knyttet sammen af utallige relationer og den fælles vision for Guds mission.
En af konklusionerne på debatten blev, at der skal arbejdes med tættere relationer mellem bestyrelsen og de landsdækkende udvalg og teams.
Vigtig dialog med efterskoler
En vigtig del af IM-bevægelsen er de mange efterskoler, som på forskellige måder ser sig som en del af IM. Det udmønter sig bl.a. i, at skolerne i forbindelse med forstanderskifte inviteres til en samtale med bestyrelsen. Denne gang deltog Nordsjællands Efterskole med forstander Morten Bech og bestyrelsesformand Henrik Tuxen, som præsenterede deres visioner for efterskolen og for de unges møde med kristentroen. Skolen har i dag fuldt hus og har et godt bagland i det københavnske menighedsliv. Samtalen handlede om, hvad IM og efterskolen kan gøre for hinanden.
Bestyrelsen besluttede, at velkomsten til en ny forstander fremefter først og fremmest sker ved, at IMU’s landsleder og et HB-medlem inviterer sig selv ud til et besøg på skolen.
Bestyrelsen havde også en god samtale med Brian Kallestrup Nielsen, der er ny landsleder for familiearbejdet. Han fortalte om sine grunde til at søge stillingen og sine ønsker for familiearbejdet. Især lagde han vægt på at støtte fædrene i deres omsorg for familien.
Fremgang på Mørkholt
Aprilmødet er også der, hvor det endelige, reviderede årsregnskab bliver godkendt. 2021 ender ud med et underskud på driften, som blev mindre end budgetteret. Bestyrelsen kunne bl.a. glæde sig over, at Mørkholt Strand Camping i 2021 fik et resultat langt over forventning, og at både virksomheder og gaveindtægter følger godt med budgettet for 2022. 2021 blev også et ekstraordinært godt år for tegning af nye testamenter, hvor IM tilgodeses.
Bestyrelsen tog afsked med økonomichef Bjarne Christensen og takkede ham for hans indsats.
Ønsker inkluderende fællesskaber
En henvendelse fra IMU’s landsudvalg omkring indsatsen for ikke-ekskluderende fællesskaber blev drøftet, og bestyrelsen besluttede at sætte et arbejde i gang for at afdække udfordringen med unge, som oplever sig afvist eller overset i IM’s fællesskaber.
Endelig måtte bestyrelsen endnu en gang godkende ændringer i IM’s vedtægter, på baggrund af krav fra Erhvervsstyrelsen. Samtidig blev en ny forretningsorden drøftet.