Den 31. oktober havde DR Midt-Vest to artikler på DR’s nyhedssider. De havde besøgt to forskellige IM-fællesskaber. I det ene fællesskab var man kun ganske få tilbage og gik med overvejelser om at sælge missionshuset, mens det andet fællesskab lige havde holdt rejsegilde for et nyt stort missionshus i byen.
»Indre Mission er i frit fald«, lød den første overskrift, mens den anden lød »I Hammerum buldrer Indre Mission frem«. Den første af overskrifterne fandt hurtigt vej til en række andre medier og kom en kort tid til at sætte dagsordenen for fortællingen om Indre Mission.
Artiklen om IM’s frie fald var baseret på en række tal, som viser, at IM fra 2019 til 2024 har oplevet en markant nedgang i antallet af både registrerede fællesskaber og missionshuse. Fra 303 fællesskaber i 2019 til 231 i 2024. Samtidig faldt antallet af missionshuse fra 203 til 174.
Betyder det, at IM er i frit fald? Nej.
Billedet skifter fra sted til sted
For det første så er de lokale historier meget forskellige. Mens man nogle steder kun er få tilbage, oplever man andre steder vækst og stabil tilslutning til IM’s arbejde. Dertil kommer de nye fri- og valgmenigheder, som også er en del af IM-bevægelsen. Billedet er meget forskelligt rundt i landet.
For det andet, så er opbakningen til mange af IM’s landsarrangementer, stævner og lejre stabil. Det gælder f.eks. bibelcampings, som i år samlede lige så mange deltagere som i 2019. Her er ingen tilbagegang. Den økonomiske opbakning til IM er også forholdsvis stabil, og gaveindtægterne ligger i dag på samme niveau som for fem år siden.
Følger udviklingen i samfundet
Før i tiden blev langt de fleste aktiviteter i IM båret af over 1000 lokale IM-fællesskaber. I dag er det i højere grad de landsdækkende arrangementer og aktiviteter, som samler IM-vennerne og bærer IM’s mission. Den udvikling følger den bevægelse i både samfundet og kirkelivet, som går fra land mod by og derfor presser det lokale foreningsliv. Fra de mindre, nære forpligtende fællesskaber til de større, men også mere uforpligtende fællesskaber. Og det er ikke kun missionshusene, der mange steder lukker. Det samme er sket for Brugsen, bageren og posthuset.
Når det er sagt, så er det vigtigt at understrege, at IM aldrig har haft medlemmer og aldrig har talt sine venner. IM har – på trods af det offentlige rygte – aldrig været en klub eller en afgrænset gruppe, men et åbent fællesskab, som man frit kunne knytte sig til i større eller mindre grad. Og IM har aldrig haft regler for, hvad der skal til, for at man kan kalde sig IM-ven eller missionsmand.
Den egentlige bekymring
Nedgangen i antallet af fællesskaber og missionshuse kan godt give en oplevelse af, at IM bliver mindre, og det er nok også sandt, at IM på den måde ikke fylder det samme i dag som tidligere. Med nedlæggelsen af lokale fællesskaber bliver IM’s berøringsflade og netværk også mindre. Og dermed mister vi også muligheden for at være til stede som »lys og salt«.
Selvom der lykkeligvis findes mange andre kristne fællesskaber end IM, så er det dog sjældent, at der står andre fællesskaber klar til at tage over, når IM’s missionshus lukker. Det kristne vidnesbyrd kommer derfor til at stå svagere lokalt. Dette er den egentlige bekymring, når vi taler om de færre IM-fællesskaber.
Det er godt, at vi stadig kan samles i store flokke til f.eks. bibelcampings og festivaler, men jo færre berøringsflader vi har ud i de lokale samfund og nærområder, des mindre kristen mission kommer der ud af IM. Og det er den virkelige trussel for fremtiden. Færre mennesker lærer Jesus at kende og finder fred og frelse i ham.