Med formanden på Folkemødet

For Hans-Ole Bækgaard er Folkemødet en oplagt mulighed for at sætte Indre Missions sag på dagsordenen. Men han bruger det også til at pleje netværk og opdyrke nye.

Hans-Ole Bækgaard fik masser af taletid i debatten »Er folkekirken woke nok?«.

Der er mange, der skal have et håndtryk, et skulderklap eller et smil, når Indre Missions formand Hans-Ole Bækgaard bevæger sig rundt i det støvede menneskemylder på Folkemødet i Allinge. Som barn oplevede han, hvordan mennesker mødtes, og meninger kunne brydes hen over disken i forældrenes købmandsbutik, og det er i det store hele det samme, han oplever på Folkemødet, som tillige giver rig mulighed for at pleje og opdyrke relationer.

Under Folkemødet har han flere opgaver som debatdeltager og moderator på sin hjemmebane i Folk og Tro-teltet, men han prioriterer også at komme rundt til nogle af de mange andre arrangementer for at lytte og bidrage til debatten. Enkelte steder vælger han at stille et spørgsmål for at vise, at han er der. Det gælder om at få plantet et visitkort hos dem, han gerne vil tale videre med på et senere tidspunkt.

Minutterne efter debatten er vigtigst

»Jeg vil gerne vise, at jeg som kristen og missionsmand har noget sagligt at byde ind med. Men for mig handler Folkemødet lige så meget om relationer. Når jeg står i et panel og diskuterer med politikere og biskopper, gælder det om at få markeret nogle synspunkter over for tilhørerne. Det er ikke dér, jeg kan flytte mine meddebattører ret meget. Til gengæld er minutterne efter debatten vigtige. Her får vi hilst på hinanden og vist, at vi vil hinanden, selv om vi kan gå hårdt til hinanden under debatten. Det er ofte lige efter debatten, vi aftaler at ringes ved, så vi kan tale videre i en mere uformel sammenhæng,« fortæller han.

Siden 2019 har Hans-Ole Bækgaard været formand på fuld tid for bl.a. at kunne bruge mere tid på at tale Indre Missions sag blandt politikere og andre meningsdannere. Det foregår via telefon og e-mail og gennem medier og regelmæssige besøg på Christiansborg, men på Folkemødet er det lettere, fordi de fleste i forvejen er til stede. Og paraderne hænger måske også lidt lavere i forhold til folk som Hans-Ole Bækgaard, der kommer med en sag.

En langsigtet investering

»Jeg møder generelt meget få lukkede døre i det daglige. Men det er lettere og mere uformelt på Folkemødet. Man møder hinanden på gaden, og så er snakken i gang. Det er også lettere at udvide sit netværk. For eksempel mødte jeg en god ven, der er solidt placeret hos De Radikale, mens han stod og talte med sin formand, Martin Lidegaard. Så fik jeg også lige hilst på ham, og den kontakt kan jeg måske følge op på, når jeg møder ham på Christiansborg,« forklarer Hans-Ole Bækgaard.

»Ofte bliver det ikke til mere end et håndtryk, men nogle gange udvikler det sig. For ti år siden ville en gymnasieelev høre min mening om vielser af to af samme køn. Jeg havde nok andet at se til, men sagde alligevel ja, og for nylig henvendte han sig igen og inviterede mig ind i gruppen af faste klummeskribenter på netavisen Altinget, hvor han i dag er debatredaktør. Han var blevet opmærksom efter et debatindlæg, jeg havde skrevet, men det har sikkert styrket hans interesse, at han kunne huske mig fra tidligere. Det bekræfter mig i, at det betaler sig at stille op, selv om det kan være en langsigtet investering. Vi skal ikke resignere og tænke, at ingen gider lytte og give os plads. Det er der faktisk nogle, som gerne vil.«

Skruer op for begge håndtag

Det er ikke nyt, at IM blander sig i samfundsdebatten. Men tidligere så man sjældent IM-ledere stille sig op sammen med personer og organisationer, som de ikke var næsten 100 procent enige med. Baglandet skulle jo nødig tro, at man derved gav køb på kerneværdierne. I dag søger man gerne alliancer fra sag til sag, også blandt partnere, som man i mangt og meget er uenige med.

»Jeg oplever, at jeg har to håndtag at skrue på. Med det ene kan jeg skrue op og ned for, hvem jeg er, og hvad jeg står for. Med det andet kan jeg skrue op og ned for det, vi er fælles om. Min erfaring er, at det fungerer bedst, hvis jeg skruer helt op for begge håndtag samtidig, så jeg toner rent flag i forhold til, hvad jeg står for, men også tydeligt signalerer, hvad vi er fælles om,« forklarer han.

»Og jeg tror faktisk, at det har større gennemslagskraft, når jeg skriver et læserindlæg sammen med én fra Grundtvigsk Forum og én fra Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske, end hvis jeg skrev det sammen med 20 præster, der mener det samme som mig,« siger han.

»Og ved at tone rent flag i forhold til, hvad vi er enige og uenige om, mener jeg at kunne gøre det uden at give køb på hverken min eller IM’s integritet.«

Øvelse gør mester

De foreløbig tolv et halvt år som formand for Indre Mission har lært Hans-Ole Bækgaard meget om at begå sig i samfundsdebatten. Han oplever selv, at han er blevet mere tryg og afslappet, når debatten ruller.

»Jeg har uden tvivl meget at lære endnu, men jeg føler mig mere tryg end tidligere, og derfor deltager jeg også med større overskud. Som person er jeg på en god dag lidt ekstrovert, men de fleste dage er jeg lidt introvert. Derfor har jeg det egentlig fint med at være ude blandt mennesker, men jeg kan godt blive nervøs, hvis jeg ikke føler mig helt velforberedt. Men øvelse gør mester, og jeg lærer hver eneste dag,« siger han og bevæger sig videre til endnu en debat og nye mennesker, som måske – måske ikke – kan blive fremtidige samarbejdspartnere.


Indre Mission på Folkemødet


Når du afspiller videoen tillader du cookies fra YouTube
Accepter & AfspilAccepter for alle videoer & Afspil
×

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
Hoppekirken var et blikfang for børn og familier på Sjælland
Solvang Kirke på Amager var ét af de steder, hvor Evigglads hoppekirke vakte glæde blandt børn og gav mange samtaler med forældre. …
Forlagsgruppen Lohse oplevede positiv respons på Bogforum
På litteraturfestivalen Bogforum oplevede Lohse en særlig interesse for Kærlighedens 5 sprog og andre Gary Chapman-titler. …
Indre Mission er ikke i frit fald
Mediernes historie om IM’s tilbagegang får ikke hele billedet med.

Annoncer