Anne Møller Nissen begynder som daglig leder af Hjallerup Bibelcamping den 1. november. Anne Møller Nissen er 29 år og bosat i Aarhus med sin mand Søren. Hun medbringer gode erfaringer fra jobbet som netværks- og kommunikationsmedarbejder i Mission Afrika samt en 3K-uddannelse fra Diakonhøjskolen i Aarhus.
Anne Møller Nissen har tidligere deltaget i aktiviteter på Hjallerup Bibelcamping og har erfaring med at arbejde med frivillige. Hun ser frem til at påtage sig ansvaret som daglig leder. Hendes rolle vil omfatte budgetstyring, koordinering med forskellige udvalg og teams samt ledelse af det store antal frivillige, der er involveret i bibelcampingens aktiviteter.
»Jeg har søgt stillingen, fordi jeg ønsker at kombinere arbejdet med frivillige og planlægning af store arrangementer. Det giver mig også mulighed for at være med til at formidle kristentroen til de mange deltagere,« forklarer Anne Møller Nissen.
Den kommende daglige leder betragter arbejdet som en blækspruttefunktion og ser frem til det varierede arbejde.
»Jeg har det rigtig godt med det, fordi ingen dage er ens. Jeg elsker at planlægge og koordinere, og det er virkelig fantastisk, når tingene falder på plads. Jeg glæder mig utrolig meget til det,« siger hun.
Hjallerup Bibelcamping er den største af IM’s bibelcampings.
»Det er en dejlig form for ferie at være sammen med mennesker, der ønsker ferieoplevelser kombineret med noget til troslivet,« siger Anne Møller Nissen.