Anden pinsedag summede missionshuset i Slagelse af liv, sprog og musik fra hele verden. For anden gang var der en tværkulturel pinsegudstjeneste arrangeret af Vestsjællands Valgmenighed i samarbejde med en vietnamesisk og en kinesisk menighed, som til daglig bruger missionshuset til egne gudstjenester.
Ifølge valgmenighedspræst Christian Canu Højgaard var det netop hus-fællesskabet, der gav idéen til den fælles pinsegudstjeneste.
»Vi kunne godt tænke os at gøre noget ekstra ud af vores pinsegudstjeneste, og så fik vi lyst til at prøve at gøre det sammen med de andre i huset. Vi er mange, der bruger missionshuset, men vi mødes ikke ret meget. Så det her blev en mulighed for at mødes på tværs og fejre det, vi har tilfælles, « siger han.
En pinse i mange stemmer
Gudstjenesten samlede omkring 100 deltagere og tog udgangspunkt i folkekirkens liturgi med indslag fra både valgmenighedens praksis og de andre deltagende fællesskaber.
»Vi begyndte med en indgangsbøn på dansk og en lovsang fra vores danske band. Så bød jeg velkommen, og den kinesiske menighed sang en lovsang og fortalte lidt om deres menighed,« fortæller Christian Canu Højgaard.
Derefter fulgte tekstlæsninger på dansk, vietnamesisk, kinesisk og også farsi, da en gruppe af primært iranere, tilknyttet Indre Mission, også deltog.
»Vi havde trosbekendelse på forskellige sprog, og man kunne sige den på sit eget modersmål. Der var en PowerPoint med oversættelser, så alle kunne følge med,« fortæller præsten.
Vietnameserne fortalte derefter om deres menighed og bidrog med endnu en lovsang.
Så prædikede Christian Canu Højgaard over teksten fra Apostlenes Gerninger kapitel 2, hvor Helligånden kommer over disciplene, og de taler i mange tungemål.
»Pinsen er jo en sprogfest og kulturfest. Det var oplagt at bruge den dag til at fejre, at vi er mange forskellige mennesker, men tror på den samme Gud,« fortæller Christian Canu Højgaard.
Under prædikenen var børnene til børnekirke. Her øvede de en sang, som de senere sang for de voksne. Bagefter spillede valgmenighedens band endnu en lovsang, og der var kirkebøn på forskellige sprog, nadver og en fælles lovsang.
Mere end en gudstjeneste
Efter gudstjenesten var der fællesspisning. Alle havde medbragt mad, og der var rigeligt med kage. For Christian Canu Højgaard er oplevelsen ikke bare en engangsforestilling, men noget der rækker dybere.
»Det er en stor glæde at fylde missionshuset og se dem, man ellers kun lige hilser på i forbifarten. Vi er jo mest vant til mindre fællesskaber, så at kunne stå sammen og fejre, at vi er mange i byen og i huset, som kender Jesus, er stort,« forklarer han.
Han oplever, at gudstjenesten også bygger bro mellem fællesskaber.
»At bede for byen, hinanden og verden på forskellige sprog er en stærk oplevelse. Det er med til at skabe relationer på tværs og giver en utrolig stor glæde.«
