Stor optimisme og vækst på Hjallerup Ung

1700 deltog i Hjallerup Bibelcamping, der var præget af visionære og begejstrede unge og stigende tilslutning til MenighedsCampen.

Louise Aaen og Joakim Christensen var ledere på Hjallerup Ung, og de var superglade over at se, at de visioner, som de havde været med til at udfærdige for campingen, virkelig bar frugt.

Det er ikke helt til at sige, om det er de unges optimisme, der lyser mest op, eller om det er solen, der skinner over Hjallerup Bibelcamping.

Torsdag morgen i uge 31 lægger solen hårdt ud og er klar til at hilse på de 1700 deltagere i den 12. udgave af den nordjyske bibelcamping. Høj musik strømmer ud fra juniorteltet, hvor 100 juniorer er i gang med morgengymnastik. Ikke langt derfra samles deres forældre i pladsens største mødetelt, Storhytten, klokken ti til en bibeltime om profeten Nehemias.

Området, hvor Hjallerup Ung holder til, er næsten stille, indtil deres morgenmøde begynder kl. 10.30. Kort efter fyldes teltet op med næsten alle 280 deltagere. Bibeltimeholderen Andreas Bøge kigger ud over forsamlingen af morgentrætte ansigter.

»Vi kan lige så godt begynde med at anerkende, at vi er trætte. Jeg kom selv i seng klokken to. Hvor mange gik i seng efter klokken to? Op med hænderne,« siger Andreas, og en skov af hænder rejser sig.

Andreas taler om Guds vejledning og syndsbekendelse ud fra Nehemias’ Bog, og morgenmødet rundes af med flere lovsange. Bagefter slænger mange af de unge sig i sofa- og cafémiljøet i den ene ende af teltet.

Et nyt kapitel

Solen blegner noget i sammenligning med den begejstring og optimisme, der stråler fra Louise Aaen og Joakim Christensen, da de to ledere fortæller om alt det nye, der er sket i Hjallerup Ung i år.

»Sidste år var vi nogle, som drømte om, at der skulle ske noget nyt. Vi ville have det større og vildere. Vi ville have flere til at komme, og vi ville gøre mere for de unge. Der var ikke lige så mange tilbud til os, som der var til børnene og de voksne,« fortæller Louise, som sammen med Joakim er en del af et lederteam på 15 personer, som har lagt energi og engagement i at få det hele op at køre.

De unge har fået helt andre rammer. Sidste års mindre partytelt er blevet erstattet af et af IM’s store mødetelte med tre master, hvor der både er plads til mødefaciliteter og et stort caféområde. Joakim har været med til at bygge caféen.

»Vi var nogle gutter, som købte en container, og så gik vi i gang,« fortæller han stolt.

De unges spor på Hjallerup Bibelcamping var blevet gevaldigt opdateret med et stort mødetelt, nye caféfaciliteter og mange spændende aktiviteter. Det blev et eftertragtet samlingspunkt for 280 unge.

Overvældende tilslutning

Der har været en bred vifte af forskellige aktiviteter i løbet af ugen.

»Vi havde ikke haft morgenmøder før, så vi var spændte på, hvor mange der ville komme. Det er fedt, at der har været så stor opbakning,« siger Louise, der også fremhæver seminarerne, som har haft god tilslutning.

Sportsaktiviteterne har været et hit, blandt andet spikeball og dartturneringen. Aftenprogrammet har fyldt teltet hele ugen.

»Efter det fælles aftenmøde i Storhytten har vi haft vores daglige quiz, og det har været en kæmpe succes,« fortæller Joakim.

Han nævner også andre populære tiltag som aftenen med åben mikrofon, lovsangsdans og koncerten med gruppen Fjeld.

Louise smiler bredt, da hun beskriver stemningen.

»Den er helt fantastisk. Jeg er totalt overvældet over, hvor mange der dukker op til de aktiviteter, vi arrangerer. Der er så mange, som kommer og siger, at det, vi laver, er vildt godt. Vi får så meget ros, også fra ledelsen, så vi glæder os allerede til næste år,« siger hun.

Joakim tilføjer: »Det er fedt, at vi kan se, at nogle af de visioner, vi har haft for Hjallerup Ung, har båret frugt.«

Han glæder sig over, at der næsten er 100 flere deltagere end sidste år. Han håber, at endnu flere unge finder vej til Hjallerup næste år, for det er noget helt særligt.

»Her er der plads til alle, vi støder ikke på nogen grænser. Hvis der er behov for det, udvider vi bare teltet og pladsen,« forklarer Joakim.

»Jeg er virkelig glad for, at vi ikke bare er os selv, men at vi er her sammen med alle de andre aldersgrupper. Det giver en fed stemning, at vi kan samles 1700 i Storhytten.«

Unge keramikere

Først på eftermiddagen begynder flere seminarer. En del af de unge vælger at dyste i fodboldturneringen, men Anne Sofie, Karoline og Isabel er blandt de næsten 140, som deltager i en keramikworkshop med Vibeke Grønkjær i de unges telt.

»Jeg synes, der er rigtig meget sport, så det er godt, at der også er noget for os piger, hvor vi kan tage det lidt mere roligt og hygge os,« fortæller Anne Sofie Krogh.

Isabel Langagergaard tilføjer: »Vi lytter meget i denne uge, så det er rart at lave noget med vores hænder.«

De tre veninder kender hinanden fra Djurslands Efterskole og er meget begejstrede for det nye koncept i Hjallerup Ung.

»Jeg er blæst helt bagover. Jeg er i lovsangsbandet sammen med Isabel, og vi har fået en fod indenfor på en helt anden måde end før. Det er skønt, at vi har fået vores eget,« understreger Anne Sofie.

Karoline Baltzer uddyber: »Man føler sig lidt mere vigtig, fordi der bliver tænkt på os unge.«

Isabel nikker: »Tidligere foregik der ikke så meget i fællesområdet. Det gjorde, at man blev lidt adskilt i mindre grupper. I år har jeg snakket med en masse, jeg ikke kendte, og det er vildt dejligt. Vi har fået et godt fællesskab.«

Et læringsår

Senere på eftermiddagen ses den daglige leder af Hjallerup Bibelcamping, Anne Møller Nissen, i samtale med nogle af de unge. Det er hendes første år som daglig leder, og der bliver trukket i hende fra alle sider.

»Jeg er overrasket over alle de små ting, man skal forholde sig til,« fortæller Anne.

Hun betragter det første år som et læringsår.

»Jeg har en spændende opgave, som på mange måder er nem, for der er så mange frivillige, der bare giver den gas og er selvkørende,« forklarer Anne, som er taknemmelig for det gode vejr og den gode stemning på pladsen.

Cafémiljøet hitter

Efter aftensmaden møder de fleste unge op til aftenmødet med den amerikanske præst Jeremy Johnson, som taler om at løfte blikket til himlen, ud fra temaet for Hjallerup Bibelcamping: »Se op«. Senere er der gang i de unges telt. Nogle spiller dart eller deltager i aftenens quiz. Sofie og Jasmin står i kø for at købe kaffe i Børkopcaféen, som nogle elever fra Børkop Højskole står for.

Sofie smiler til sin kæreste, Magnus, der arbejder i caféen. De to mødte hinanden, da de gik i samme klasse på handelsskolen. Hun opdagede, at han var kristen og deltog i aktiviteter i Strandby IMU.

»Magnus opførte sig anderledes; han var meget åben og respektfuld over for andre mennesker. Han var også god til at lytte, og jeg har siden opdaget, at det er en kvalitet, mange i det kristne miljø besidder,« fortæller Sofie Jensen, der stillede Magnus mange nysgerrige spørgsmål om kristendommen.

Morgenmøderne er det bedste

Sidste år deltog hun for første gang i Hjallerup Bibelcamping, hvilket var en overvældende oplevelse på grund af de mange mennesker. I år er det første gang, hun bor på campingpladsen i flere dage.

»Det er dejligt at være med, for jeg forstår meget mere nu. Sidste år foregik alle møderne i Storhytten, og forkyndelsen var på et meget højt niveau, så der var mange ord, jeg ikke forstod. Derfor er morgenmøderne i vores telt det bedste ved bibelcampingen, for her foregår talerne på et niveau, hvor jeg også kan følge med, selvom jeg ikke er så bekendt med det kristne endnu,« forklarer Sofie, der for nylig deltog i et kristendomskursus i Frederikshavn.

»Jeg får rigtig meget ud af at sidde og lytte til samtaler. Derfor kan jeg godt lide, når vi ved morgenmøderne sidder i grupper og diskuterer spørgsmål. Derigennem finder jeg ud af, at der er mange forskellige holdninger til kristne emner.«

På vej i troen

Hun er begejstret for lovsangen ved møderne.

»Det er her, jeg indtil videre mest har mærket den relation, der er ved at blive skabt mellem Gud og mig,« siger Sofie.

Hun taler varmt om fællesskabet i Hjallerup Ung.

»Jeg synes virkelig, de har skabt et trygt fællesskab, hvor der er plads til, at man kan være sig selv. Det hjælper sådan én som mig, der er meget ny i det, med at komme ind i fællesskabet. Det er nemmere for mig at snakke om tro og de ting, jeg går og spekulerer over,« forklarer hun.

Ved siden af står veninden Jasmin Møller, som for første gang i fire år er på besøg på Hjallerup Bibelcamping for at hilse på dem, hun kender fra tidligere år.

»Jeg kommer her for hyggen og fællesskabet med dem, jeg kender. Jeg er ikke supertroende, for jeg har altid haft svært ved at tro på det,« fortæller Jasmin, mens solen er på vej ned. Mørket sænker sig efterhånden over pladsen, og de unges hygge og glæde spreder et andet varmt lys, som giver lyst til at se op.

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
Seneste artikler
Hoppekirken var et blikfang for børn og familier på Sjælland
Solvang Kirke på Amager var ét af de steder, hvor Evigglads hoppekirke vakte glæde blandt børn og gav mange samtaler med forældre. …
Forlagsgruppen Lohse oplevede positiv respons på Bogforum
På litteraturfestivalen Bogforum oplevede Lohse en særlig interesse for Kærlighedens 5 sprog og andre Gary Chapman-titler. …
Indre Mission er ikke i frit fald
Mediernes historie om IM’s tilbagegang får ikke hele billedet med.

Annoncer