Prædiketeksten til Alle helgens dag (1/11 2020) er fra Matt. 5,13-16
Kristendommen spillede ingen rolle i Mikkel Søtbæks opvækst, men i teenageårene fik han en god kristen ven, som gennem dybe samtaler fik lov til at sende små stråler af lys ind i Mikkels mørke.
»I et mørkt rum ser man ikke, hvad der er omkring én, og det er umuligt at skelne gode og dårlige ting fra hinanden. Sådan havde jeg det med mig selv, indtil min ven gennem sit vidnesbyrd fik kastet små lysglimt ind i mørket. Det var nok til, at jeg bogstaveligt talt fik lov til at se mit liv i et nyt lys og fik øje på ting, som jeg aldrig havde set før,« siger Mikkel, som indtil da havde været ateist.
»Oplevelsen gjorde mig nysgerrig på, hvor lyset egentlig kom fra. For det kom ikke bare fra min ven. Han var bare et spejl, og gennem ham kunne jeg følge strålerne tilbage til lysets kilde, Kristus selv.«
Ræk det videre
Dengang gik Mikkel i gymnasiet, og københavneren havde næppe forestillet sig, at han i dag, syv år senere, skulle sidde med kone, børn og fritidslandbrug på Lolland. Herfra færdiggør han sine teologiske studier, samtidig med at han arbejder deltids som missionær i Indre Mission.
Begyndelsen på Mikkels trosrejse hjælper ham til at forstå søndagens evangelietekst fra begyndelsen af bjergprædikenen. Her siger Jesus til sine tilhørere og alle kristne, at de er jordens salt og verdens lys.
Man kan ikke have en betinget lydighed over for universets ubetingede Herre
»Salt og lys er ikke noget særligt i sig selv. Men begge dele kan fremme det, som Gud giver os, for at vi kan give det videre,« forklarer Mikkel.
»Det er Guds ord, der giver liv, ikke saltet. Men salt kan bevare og konservere, og det kan forstærke en smagsoplevelse. Som kristne og som kirke er vi med til at holde evangeliet frisk og smagfuldt, når vi rækker det videre til andre.«
Prikken og svien
Det sker dog ikke automatisk. For saltet kan miste sin kraft, og så dur det ikke til noget, siger Jesus.
»Salt har en række gode egenskaber, men det kan også prikke ubehageligt på tungen eller svie i et åbent sår. Det er en del af saltets kraft, som vi ikke bare kan fjerne. Som kirke kan vi heller ikke undlade at tale om synd, selv om det måske er upopulært og føles ubehageligt. Det hører med, hvis vi skal forstå evangeliet. Undlader vi det, udvander vi saltets kraft, så det ikke længere kan konservere og bevare. Derved er vi med til at fordærve evangeliet, så det bliver farligt at spise,« siger han.
»Jeg kan heller ikke sige, at jeg gerne vil være kristen, bortset fra enkelte områder, hvor jeg hellere vil følge en anden overbevisning. Man kan ikke have en betinget lydighed over for universets ubetingede Herre,« fastslår han.
»Det er radikalt, og det stikker i munden og i hjertet, men sådan er det nødt til at være, hvis saltet skal bevare sin kraft. Derfor må vi lytte til evangeliet, smage på det og efterleve det efter bedste evne. Og når vi falder, må vi tage imod Guds udstrakte hånd og rejse os igen med god samvittighed. Bare vi ikke går på kompromis med evangeliet.«
Månen reflekterer solen
Også når Jesus taler om kristne som verdens lys, handler det om at give det videre, som kommer fra Gud.
»Det egentlige lys er ikke os, men Kristus. Det skal op på en stage, så det kan ses og lyse op. I oldkirken kaldte man dåben for ‘oplysningen’, og det giver god mening. For i dåben bliver vi oplyste. Gud lyser os op, så vi ser vores egen syndighed og hans kærlighed og tilgivelse. Det lys skal vi reflektere,« forklarer han og henviser til Johannesevangeliet kapitel 1.
Her beskrives Jesus som det sande lys, mens der står om Johannes, at han ikke er lyset, men at han skal vidne om det.
»Han og vi er ligesom månen, der ikke lyser i sig selv, men kun fordi solen skinner på den. Det gør vi blandt andet ved at leve et autentisk trosliv, hvor der er sammenhæng mellem det, vi siger, og det, vi gør.«
Det er dog lettere sagt end gjort, erkender Mikkel.
Jeg skal ikke være en superhelgen
»Når Jesus lidt senere i bjergprædikenen siger, at vi skal være fuldkomne, ligesom vores himmelske far er fuldkommen, så sætter han en standard, som vi skal stræbe efter, men det vil ikke lykkes for os på denne side af graven. Derfor er et autentisk kristenliv ikke bare et forsøg på at leve så perfekt og syndfrit som muligt. Det handler også om at leve med bevidstheden om, at Kristus er en almægtig frelser, som kan frelse syndere. Og han vil tilmed bruge os til at give det, han kommer med, videre til andre,« siger Mikkel.
»Jeg behøver ikke at være en superhelgen, før jeg kan være salt og lys i verden. Jeg skal blot give den gave videre, som Gud har givet mig. Gud har magt til at bruge syndere som mig i sin tjeneste. Ikke fordi jeg levede op til en særlig standard, men fordi han elsker mig.«
