I krisetider, som denne coronatid må siges at være, skærpes vores sanser, hvilket betyder, at vores indre alarmsystem hele tiden er i højt beredskab. Det indebærer, at vi bliver mere sensitive over for input udefra, og at de ting, vi hører fra diverse medier, venner, familier og kollegaer, påvirker os i højere grad, end de plejer. Vi kan blive mere bange, fordi vi hele tiden påvirkes af omverdenens syn på tingene.
Hvis vi er bekymrede, kan det få os til at begrænse os i vores omgang med andre mennesker. Vi kan være bange for at smitte andre eller for selv at blive smittet. Vi kan også være bange for, hvad andre vil tænke om os, hvis vi skulle være anledning til, at nogen blev smittet.
Det kan også være, vi bliver irriteret over de begrænsninger, denne tid giver. Det kan være i forhold til, hvor mange vi må være sammen, krav om ikke-ønskede hjemmearbejdsdage, mediedækningen og folk, der ikke følger myndighedernes anbefalinger.
Andre kan få dårlig samvittighed over, at de rent faktisk nyder den ro, denne tid giver mulighed for; at det opleves helt rart, at der ikke er forventninger om kram i flæng osv.
En ting er sikkert. De fleste af os vil være påvirket i en eller anden grad i denne tid. Det kan meget let medføre, at fronterne bliver trukket skarpere op, og dermed kan det hele let blive anledning til konflikter.
Det er en vigtig baggrundsviden at have med sig i mødet med dem, der har det rigtig svært i corona-tiden, at jeg også selv i nogen grad er påvirket af situationen.
Lyt og snak
Et godt kommunikationsværktøj er at give sig god tid til at lytte sig ind til en forståelse af, hvordan den, vi snakker med, oplever tingene.
- Spørg om, hvad det er, der gør personen bange.
- Bed gerne vedkommende uddybe det, til det begynder at give mening for dig selv.
Når du begynder at forstå baggrunden for, hvorfor vedkommende reagerer, som han eller hun gør, bliver det lettere at sætte sig ind i personens følelser. Det er så her, du skal lade være med at hive alle dine egne historier frem, fordi de er forstyrrende for den anden.
Det er ofte en god idé at hjælpe den, du snakker med, til at udvide vedkommendes perspektiv lidt. Hvis den pågældende person er meget utryg, fordi nyhederne kører konstant, og han eller hun er opdateret på alle smittetal, så kan du spørge, om vedkommende vil overveje, om det kun er positivt at være så opdateret hele tiden? Om man får det bedre af det, og om man vil gå glip af noget, hvis man så ser lidt færre nyheder.
- Prøv, om du måske kan få vedkommende lidt på nyhedsnedtrapning.
- Tag derefter en snak om, hvad vedkommende lavede tidligere – altså før corona, og om det er muligt at lave noget af det igen.
- Eller hjælp personen med at finde alternativer.
Det kunne jo være, I kan mødes en gang om ugen til en gåtur, hvor I snakker om alt andet end de bekymringer, denne tid fylder vedkommende med. Ofte er det en stor hjælp i starten, hvor hjernen er i højt alarmberedskab, at snakke om noget helt andet. Det giver hjernen mulighed for at slappe lidt af. På den måde giver det også mulighed for, at det, der kan fylde det hele, på sigt normaliseres.
»Med Far på arbejde«
Undervejs i samtalen kan der vise sig mulighed for at tage en snak om Guds omsorg også i svære tider i livet. Ligesom det at bede for vedkommende kan være en mulighed.
Gud har givet os denne mulighed for, at vi kan snakke med ham om samtalen.
- Snak om Guds omsorg, og bed eventuelt sammen.
- Bed eventuelt forud for jeres snak.
Den mulighed har vi dog langt fra altid, men som regel efterfølgende. Det allervigtigste er dog at vide og erfare, at vi er med vores himmelske Far på arbejde. Det er ham, der har ansvaret! Selvfølgelig skal vi gøre os umage, men Gud virker gennem os, også når vi ikke selv oplever det.
Vi skal bare være hænder, fødder og mund, og Gud kan få vendt vores kejtede sætninger til lige det, som den person, vi snakker med, har brug for, så det bliver til hjælp for vedkommende.
Det betyder også, at når du laver fejl undervejs, så er det naturligt – og noget I kan snakke om – og det kan blive til en ekstra givende del af jeres snak. Det giver nemlig en oplevelse af ligeværdighed – en ligeværdighed, der er en helt grundlæggende nødvendighed, når vi snakker diakoni.
Og hellere mange små »Gudappetizers«, der skærper interessen for, hvilken hjælp der er at hente hos ham, end at stoppe det ned i halsen på andre. Den bedste anledning til at snakke om Gud er ofte den, der kommer, når den anden spørger dig.
