Jeg fik et råd forleden: "Handl i videst muligt omfang på en sådan måde, at tilliden til Guds kontrol og vilje er større end dit eget behov for kontrol."
Jeg har siden gået og funderet lidt over, hvorvidt det egentlig er et godt råd. Jeg kan godt lide idealet, men der er også noget i mig, som holder igen. Alt efter hvordan rådet tolkes, kan det jo næsten virke uansvarligt bare at give los og så lade Gud gribe ind.
Som jeg plejer
En af grundene til, at jeg ikke har kunnet slippe rådet, er, at det rammer et ømt punkt hos mig. Gør jeg bare, som jeg plejer, og glemmer at handle i overensstemmelse med, at jeg tror på en levende og virksom Gud, der elsker mig for meget til at lade mig stå stille? Helt konkret: Har jeg nok kærlighed til det menneske, Gud sætter mig over for, til at fortælle om, hvordan jeg har det med Jesus, og hvad han har gjort for mig? Eller snakker vi bare videre, som om Gud ikke er med i samtalen og ikke ønsker at fortælle os mere om, hvem han er, fordi jeg ikke har alle svarene?
Lignende overvejelser er værdifulde for os som fællesskaber. Spørger vi Gud om hans vejledning til, hvordan vi laver aktiviteter og møder i vores fællesskaber? Eller tænker vi, at vi selv har styr på, hvordan det bør se ud? Tør vi planlægge noget, som vi ikke har prøvet før? Tror vi på, at det budskab, der forkyndes, har relevans for hele byen? Og hvordan kommunikerer vi det til mennesker på de platforme og mødesteder, vi har til rådighed?
Hold Gud op på løfterne
Det indebærer en risiko at gøre noget nyt, men i det lange løb, tror jeg, at den største fare er at lade være. Det vil være sundt for os at holde Gud lidt mere direkte op på de løfter, han har givet os i Bibelen. Både i eget liv og som fællesskaber, uanset hvor mange vi mødes. Fordi det giver os bedre forudsætninger for at se noget af det gode, Gud allerede gør og vil gøre. Vi er medarbejdere på Guds store mission, ikke vores egen. Vores formål er ikke os selv, men vi er kaldet til at være et genskin af Guds kærlighed der, hvor vi er. En levende og mobil kærlighed, der opsøger og rækker ud – også på måder og steder, hvor det kun kan lykkes, hvis Gud går med. Og det har han jo lovet, at han vil, så hvad venter vi på?
