Her i sensommeren kom det danske bidrag til det WHO-forskningsprojekt, der skal afdække skolebørns helbred på tværs af lande. Mange har udlagt teksten, men det vil jeg ikke i det følgende, dertil rækker mine kompetencer ikke.
Et nedslag i undersøgelsen vil jeg dog lave. Undersøgelsen viser nemlig noget, som burde være gruopvækkende for de fleste danskere. Ud af alle pigerne i 7. og 9. klasse vurderes halvdelen at have lavt selvværd. Det er måske ikke overraskende læsning for alle, og der hører også rigtig meget mere til historien, hvis man læser rapporten. Det er heller ikke her på de næste linjer, du finder løsningerne, det har jeg simpelthen for stor respekt for de unge til at ville give.
Når livet går i sort
Det fik mig alligevel til at tænke på, hvad der er i vores hænder, og hvad vi kan gøre i det daglige.
I Andreas Odbjergs sang I morgen er der os’ en dag synger han:
»Du’ gået i sort, du si’r livet er lort.
Du kan sove i tusind år - jeg er her, når du vågner.«
De fleste af os kan genkende de to første sætninger.
Jeg husker selv specielt en episode fra mine sene teenageår, hvor de ord var rammende for mine tanker. Min oplevelse blev heldigvis ikke vedvarende, den blev afbrudt af to gode og lidt ældre venner fra IMU, som så mig og havde frimodighed til ikke at lade mig være. De hjalp mig med at tage livtag med min situation og lod mig ikke i stikken.
Det kan ske for alle
Jeg tror ikke, at vi kan løse alle samfundets udfordringer med mistrivsel, ved at vi begynder at se hinanden og tør indlade os på samtaler, der er sværere end svære. Men jeg tror, at det er godt, hvis vi husker på, at de vanskelige livssituationer, vi hver især kan opleve, kan ske for os alle. Derfor bør vi huske at se hinanden og turde tage del i hinandens liv og være frimodige. Vi har brug for hinanden.
Så derfor er det min opfordring: Vær frimodige i jeres relationer. Vov at stille de svære spørgsmål og at vise oprigtig interesse i hinandens liv.
Du behøver ikke at have de rigtige svar. Din tilstedeværelse og nysgerrighed er nok.
