En anden lære om Helligånden

Den nystartede forening Come Alive Denmark har skabt uro og splittelse i flere vestjyske menigheder og IM-fællesskaber. Et møde i Hvide Sande ville skabe afklaring.

Missionshuset Arken i Hvide Sande er ramme om Indre Missions mange aktiviteter i byen. (arkivfoto)

Missionshuset Arken i Hvide Sande var fyldt til sidste plads, da der den 14. april var inviteret til undervisning om at vurderere karismatisk teologi og åndsstrømninger ud fra evangelisk-luthersk kristendom.

Den lokale IM-bestyrelse havde inviteret repræsentanter fra IM’s ledelse, og folk fra store dele af Vestjylland dukkede op.

Forinden havde en række IM-fællesskaber i Vestjylland modtaget en kortfattet besked fra IM’s ledelse, hvor det fremgik, at IM ikke kan anbefale at kalde foreningen Come Alive Denmark eller foreningens missionær Jonas Rahbek til forkyndelse eller undervisning i IM-regi.

Come Alive Denmark er en ny tværkirkelig forening med rødder i Vestjylland. Ifølge hjemmesiden ComeAlive.dk tilbyder foreningen forkyndelse, samtaler og forbøn. Gerne i samarbejde med andre foreninger og kirker.

Udmeldingen fra Indre Mission kom som opfølgning på et møde kort før påske mellem repræsentanter fra IM’s ledelse og Jonas Rahbek og bestyrelsesmedlemmer i Come Alive Denmark.

Læren om helligånden

I Hvide Sande udfoldede IM’s formand Hans-Ole Bækgaard, hvordan karismatik kan forstås i et evangelisk-luthersk perspektiv. Han satte særligt fokus på de teologiske træk, der præger læren om helligånden, og gav samtidig et historisk overblik over forskellige karismatiske bevægelser.

I gennemgangen nævnte han den hyperkarismatiske strømning, New Apostolic Reformation (NAR), en strømning, der siden årtusindskiftet blandt andet er blevet udbredt gennem Bethel Church i USA. Han gennemgik nogle af de teologiske kendetegn ved NAR og pegede på, hvordan den er præget af fremgangsteologiens fokus på åndelige manifestationer. Det er en teologi, som han også genkender i forkyndelsen fra Come Alive Denmark.

Frygt for splittelse

Efter en kort kaffepause fulgte en drøftelse, der bl.a. handlede om ængstelse for fremtiden, forståelsen af helbredelse og opfordringer til sammenhold i det lokale IM-fællesskab.

En af de lokale sagde: "Tusind tak for en rigtig god gennemgang. Det har i hvert fald kastet et godt lys ind i mit sind i forhold til alle de tanker, man har gjort sig gennem den seneste tid. Det er, som I siger, et enormt følsomt punkt. Vi har set, hvordan menigheder er blevet splittet andre steder. Vores frygt er, at det her kunne risikere at gøre det samme ved vores menighed her i Hvide Sande."

Samtidig understregede han, hvad han oplever som afgørende i situationen: "Det er enormt vigtigt, at vi holder Jesus for øje. At vi ikke går med en masse følelsesmæssige tanker omkring det her, men at vi dykker ned i vores bibel og ser, hvad den vil med os, folder vores hænder og lægger det frem for Kristus."

Ja til forbøn og helbredelse

En anden deltager rejste et spørgsmål om Indre Missions selvforståelse og grænserne til andre kristne sammenhænge.

"Jeg har ladet mig forstå, at Indre Mission er den eneste vej til frelse? Kan man også sige, at andre bevægelser kan vise vej til frelse og hjem til himlen, eller skal vi være berøringsangste over for alt, der ikke har med Indre Mission at gøre? Og er der nogle retningslinjer for, hvad Indre Mission vil i forhold til mennesker, der har brug for forbøn og helbredelse, og hvordan man skal agere i det?"

Sognepræst og medlem af IM’s Hovedbestyrelse Bo Knudsen svarede først klart nej på spørgsmålet, om Indre Mission er den eneste vej til himlen. Han henviste dernæst til det afholdte møde med Come Alive Denmark og Jonas Rahbek den 27. marts og den efterfølgende udmelding til IM-fællesskaber og medarbejdere.

"Det handler om, at hvis man vil arbejde ind i Indre Mission, så må man jo stå inde for det evangelisk-lutherske grundlag, som Indre Mission bygger på. Det stod klart for os efter det møde, vi havde med Come Alive Denmark, at det var ikke dér, de så sig selv."

Hertil supplerede Hans-Ole Bækgaard, at forbøn og helbredelse også har sin plads i Indre Mission, og at undere sker.

"Ønsket om, at det ikke må fylde for meget, kan medføre en kultur, hvor der ikke altid er så stor åbenhed omkring det, som der kunne være. Men det er fejlagtigt at påstå, at det ikke finder sted, eller at der ikke er rum for det," fastslog han.

Svar fra Come Alive Denmark

En anden deltager fulgte op med et spørgsmål i samme boldgade.

"Nu fortæller I, at I har haft et møde med Jonas Rahbek, og jeg går ud fra, at I har forelagt ham de ting, som I er kritiske overfor. Hvad svarede han?"

Generalsekretær Jens Medom Madsen henviste til mødet: "Det blev afklaret, at Come Alive Denmark som forening ikke definerer sig på et evangelisk-luthersk grundlag, men ønsker at undgå at blive sat i en teologisk eller organisatorisk bås. Men ellers var det ikke mange konkrete svar, vi kom hjem med."

Én af de lokale, som har været med til at starte Come Alive Denmark, kvitterede for den første del af Hans-Ole Bækgaards undervisning.

"Jeg vil godt takke for den første del af undervisningen, fordi det tror jeg faktisk, jeg kan tilslutte mig helt og fuldt."

Samtidig tog han afstand fra sammenligningen med NAR og Bethel:

"Jeg har noget svært ved at genkende den direkte og indirekte sammenligning med Bethel Church og NAR-delen. Det har jeg ikke oplevet, og flere dele i det tager jeg selv afstand fra."

Han efterlyste en anden tilgang fra IM’s ledelse.

"Jeg synes, det ville klæde landsledelsen at fokusere på sin egen mission og ikke turnere med sådan en udskamning af enkeltpersoner og en nystartet forening."

Brug for sparring

I et svar understregede Jens Medom Madsen, at Indre Mission ikke blander sig i andre foreningers grundlag, men at situationen ændrer sig, hvis et samarbejde er på tale.

"Hvis en forening har et erklæret mål om at arbejde ind i Indre Mission, tænker jeg også, at det er oplagt, at vi forholder os til, hvad det er for en organisation."

Samtidig pegede han på den lokale frihed i bevægelsen:

"Vi er en græsrodsbevægelse, hvor man lokalt navigerer i, hvem man kalder som forkynder. Nogle gange kan der være lokale folk, der har brug for sparring, og så står vi fra landsledelsen til rådighed."

Bo Knudsen supplerede og anerkendte spændingerne:

"Vi ved godt, at det her er svært i Hvide Sande – det er det også andre steder. Det er det også for os, fordi vi hver især kender og sætter pris på nogle af de mennesker, som er en del af Come Alive Denmark. Men vi er nødt til at erkende, at her er der noget teologisk, vi ser forskelligt på."

"Jeg havde ikke lyst til at køre til Hvide Sande i dag. Det tror jeg heller ikke, at de andre havde, men vi stillede op, fordi vi blev spurgt om at uddybe udmeldingen. Det gør vi gerne for at skabe klarhed."

Henad halv ti rundede Jens Medom Madsen aftenen af med at takke for, at drøftelsen kunne foregår i en god og respektfuld tone. Bagefter fortsatte samtalerne i små grupper.

 


 

Få mere viden

Vi deler her en række links og dokumenter, som kan give mere viden om sagen. 

Spørgmål og svar

Impuls den 30. april 2026: Generalsekretæren kommenterer på Come Alive Denmark

Optagelser fra mødet i Hvide Sande

Lyt selv til Hans-Ole Bækgaards undervisning og debatten ved mødet i Hvide Sande den 14. april 2026

Om Come Alive

FAQ om Come Alive 

Hjemmesiden for Come Alive Denmark

Forkyndelse af Jonas Rahbek

Hvide Sande missionshus 28. maj 2024 (del 1)

Hvide Sande missionshus 29. maj 2024 (del 2)

Oase Plus den 8. juli 2025

Vejledning og breve

Vejledning fra PULS - Evangelisk Luthersk Netværk: Bølgen fra Bethel Church den 25. februar 2026

Brev fra IM til lokale IM-fællesskaber og medarbejdere den 30. marts 2026

Hyrdebrev fra sognepræst i Hvide Sande, Christina Leinum den 22. april 2026

Artikler

Kristeligt Dagblad den 28. april 2026: Indre Mission advarer mod helbredelsesprædikant fra egne rækker (kræver abonnement)

Få inspiration og seneste nyt fra Indre Mission

Hver anden uge sender vi en mail med gode historier fra vores arbejde og inspiration til foreningsarbejdet. Du får også en smagsprøve på magsinet impuls og en oversigt over kommende arrangementer.

.
Generalsekretæren kommenterer på Come Alive Denmark
I forlængelse af et møde i Hvide Sande missionshus, har Impuls stillet en række spørgsmål til Indre Missions generalsekretær Jens Medom Madsen, der…
Stadig ledige pladser på Mørkholt Strand Camping
Det er fortsat muligt at booke plads til campingvogn på Mørkholt Strand Camping under Årsmødefestivalen. 
Ny stilling skal styrke bibelcamping på Mørkholt
Indre Mission i Region Syd opretter en ny stilling som projektkoordinator for at samle planlægningen af bibelcamping og frigøre tid til forkyndelse og…

Annoncer