Indre Mission har fået en fødselsdagspatrulje

Et nyt diakonalt projekt vil sikre at udsatte børn får mulighed for at holde fødselsdag

I slutningen af oktober var der stiftende generalforsamling for den nye fødselsdagspatrulje

Fødselsdagspatruljen er et nyt diakonalt projekt i Aarhus, som Indre Mission står bag.

»Nogle børn i udsatte familier har ikke mulighed for at holde fødselsdag. Vi vil gerne hjælpe dem med at få en fantastisk fødselsdag,« fortæller diakonikonsulent Margit Ahlefeldt Simonsen, der har taget initiativ til en fødselsdagspatrulje ud fra erfaringer fra hendes tidligere arbejde, hvor hun mødte udsatte unge.

»I den periode lærte jeg rigtig meget om, hvad det vil sige at være omsorgssvigtet og leve i en familie med meget små ressourcer. Unge fortalte mig, at de aldrig havde oplevet en fødselsdag. Jeg lovede mig selv, at hvis jeg nogensinde fik muligheden, så ville jeg ændre på det. Jeg tror på, at små gode glimt kan gøre noget ved et menneskes selvforståelse.«

Udklædte fødselsdagspatruljer

Diakonikonsulenten fik flere mennesker tændt på projektet, deriblandt en IMU’er, som har spredt ideen blandt andre unge i Aarhus.

»Vi har valgt at lave fødselsdagspatruljen i en by, som har en vis størrelse. Vi forestiller os, at fødselsdagen holdes hjemme hos barnet. Vi strikker en fødselsdag sammen, alt efter hvad der er behov for. Vi tænker, at en gruppe frivillige kommer cyklende udklædt og holder en fest, hvor de giver den max. gas,« siger Margit Ahlefeldt Simonsen.

Fødselsdagspatruljen er blevet oprettet som en forening, for at man på den måde kan søge støtte fra fonde og kirker. Derfor var der stiftende generalforsamling i slutningen af oktober. Her mødte der mange unge op, som vil være frivillige i projektet.

Pernille vil gøre en forskel

Én af de unge frivillige er Pernille Iversen, der læser teologi.

»Fødselsdagspatruljen giver mig mulighed for at være en del af et sjovt og meningsfuldt projekt, der giver kærlighed og opmærksomhed til nogle børn, der har særligt brug for det,« fortæller Pernille.

»Jeg tror, at projektet kan blive til kæmpe velsignelse for familier, der mangler en hjælpende hånd, og for os frivillige, fordi vi får lov til meget konkret at være Jesus’ hænder og fødder.«

Projektet med fødselsdagspatruljen er ved at tage form. Der er nedsat nogle arbejdsgrupper. Blandt andet er der grupper, som skal finde flere frivillige og kontakte personer i kirker og i det sociale system for at få kontakt til de udsatte børn.

Margit Ahlefeldt Simonsen håber, at fødselsdagspatruljen kommer i gang til foråret.

Få inspiration og seneste nyt fra Indre Mission

Hver anden uge sender vi en mail med gode historier fra vores arbejde og inspiration til foreningsarbejdet. Du får også en smagsprøve på magsinet impuls og en oversigt over kommende arrangementer.

.
Troshistorier blev højdepunkt ved lokal takkefest
Personlige troshistorier i et uformelt talkshow-format opmuntrede fællesskabet ved takkefest i Hedensted Indre Mission. …
Flertal vil bevare strukturen i dåbsritualet
Dåbskommissionen arbejder videre med justeringer, mens blandt andre Indre Missions formand efterlyser en tydeligere teologisk debat. …
Direktør stopper efter fire hårde år
Birgitte van der Schaft stopper i Felix Rejser, og en midlertidig løsning er på plads.

Annoncer