En flagallé med Dannebrog pryder landsbyen Gludsted i Midtjylland den 10. maj. Den markerer, at byens nye missionshus skal indvies. Omkring 150 mennesker er samlet i middagssolen. Foran det nye missionshus venter de spændt på, at snoren skal klippes. Det er en blandet skare af børn og ældre, lokale og besøgende fra omegnen. Arkitekten bag huset er kommet, ligesom håndværkere, spejdere og repræsentanter fra både idrætsforeningen og landsbyforeningen.
Line Reckweg Nissen, der er formand for Indre Mission i Gludsted, byder velkommen og forklarer, at det er tre generationer, der skal klippe den røde snor med guldsakse.
»Der er en lille pige, som er billedet på den fremtidige generation, som huset er bygget til. Der er en kvinde i 30’erne, som også er leder i børneklubben, hun symboliserer alt det arbejde, der er i huset nu. Og så er der en repræsentant for seniorerne, som symboliserer alt det, som er gået forud for, at vi kan stå her i dag. Alt det, som huset bygger på.«
Vi har et godt samarbejde
Efter snorklipningen myldrer folk ind i det nye missionshus. Tina Andersen fra Landsbyforeningen for Gludsted og omegn hører IM’s formand Hans-Ole Bækgaard indvie missionshuset, og inden hun tager for sig af lækkerierne på kagebordet, fortæller hun:
»Jeg tænker, at det er helt fantastisk, at det nye missionshus bliver indviet i dag. Det er en vildt moderne bygning midt i landsbyen. Jeg synes, det er rigtig flot med det runde vindue, der skaber noget opmærksomhed om, at huset ikke ligner alle andre. Jeg kan godt lide, at det er lidt anderledes. Og så synes jeg, at Kernen er et fantastisk navn til missionshuset, for det ligger jo lige midt i byen, hvor skolen og kirken og købmanden også er.«
Tina lægger ikke skjul på sit gode indtryk af Indre Mission.
»Jeg har et positivt billede af Indre Mission. De er simpelthen så søde og rare og venlige og gavmilde, hver gang man møder dem,« fortæller hun.
Tina kender flere af missionshusets brugere, blandt andre formand Line Reckweg Nissen.
»Hun har blandt andet børn på skolen, ligesom jeg også har. Så der møder vi ofte hinanden, både morgen og eftermiddag. Og ellers møder vi hinanden ved den lokale købmand. Line har også været inviteret, når vi holder tilflytterfest for nye en gang om året i Landsbyforeningen. Hun kommer og fortæller lidt om, hvad de laver i missionshuset.«
Der er et godt samarbejdet mellem Indre Mission og landsbyen.
»Vi er lige nu ved at udarbejde planerne for en park her i det område, der ligger bag ved missionshuset. Nogle repræsentanter fra missionshuset er også med i det arbejde,« forklarer Tina.
Min søn er glad for børneklubben
Flere af den nærliggende skoles bænkesæt er stillet op i solen, pyntet med flag og blomster. Gæsterne har sat sig med kaffe og kage, og snakken går lystigt omkring bordene. Bagerst i området er der stillet to hoppeborge op, som børnene boltrer sig i. Den ene hoppeborg og en mængde legesager har Danmark Folkekirkelige Søndagsskoler sørget for, fordi de er hyret ind til lejligheden.
Latteren fra de yngste blander sig med stemmerne fra de voksne. Her er god tid, og ingen har travlt. Der er en afslappet og hyggelig stemning, og det er svært at skelne, om man er til indvielsesfest eller en sommerhavefest.
En kvinde, der har sat sig i solen med sin familie, fortæller, at de er kommet forbi, fordi de kender missionshusets spisefællesskab Nem Aften.
»Vi er ikke sådan faste kirkegængere, men vi er glade for at komme i spisefællesskabet. Der er en god stemning, og det er rart at møde andre familier fra byen,« siger hun.
Lidt derfra står et par mødre ved legesagerne og ser deres børn lege. Den ene fortæller, at hendes søn går i børneklubben i missionshuset.
»Han er rigtig glad for at komme i børneklubben, og jeg synes, det er godt, at han går der. Børnene lærer mange gode ting på sjove og spændende måder. Jeg er imponeret over, hvordan de kan fortælle om Gud ved hjælp af legoklodser,« forklarer hun.
Fællesskabet med andre familier
Midt i menneskemylderet bevæger en yngre, mørkhåret mand sig målrettet hen mod missionshuset for at hente pandekager til sine børn. Det er Elia Giampelligrini, der er italiensk af oprindelse og gift med en dansker. Han er taget af sted med familiens to døtre.
»Vi kommer i forskellige kirker, men der er ikke rigtig nogen børnefamilier. Så vi er begyndt at komme til spiseaftenerne i missionshuset. Vi vil gerne være sammen med andre familier, så vi er glade for at komme her, hvor der er børn og et godt fællesskab,« fortæller Elia.
Flere gæster er kørt et godt stykke for at deltage i festlighederne. Blandt dem er en ældre kvinde, der har slået sig ned med et stykke kage og en kop kaffe. Hun fortæller, at hun er født og opvokset i Gludsted, og som barn gik hun i søndagsskole i det gamle missionshus.
»Jeg bor ikke her mere, men jeg ville simpelthen gerne se det nye hus,« siger hun med et smil.
Indenfor i mødesalen gør en kvinde stolt opmærksom på det store kors, der hænger på endevæggen. Det er lavet af én af dem, der kommer i huset, og det rummer en særlig historie.
»Korset er lavet af mursten fra det gamle missionshus, så det gamle er kommet med over i det nye,« forklarer hun.
Relationer er afgørende
Line Reckweg Nissen går rundt blandt gæsterne med et stort smil. På armen har hun familiens yngste, og hun får både hilst på nye ansigter og taget sig tid til de mange velkendte. Hun er én af dem, der har lagt mange kræfter og tanker i visionen for det nye missionshus.
»Missionshuset har jo virkelig været et andet hjem for dem, der kommer i fællesskabet. Vi vil gerne, at det fortsat kan være et hjem med alt, hvad der hører til, både for dem, der allerede kommer her, og for nye, der kommer til,« siger hun.
For Line handler det om relationer. At opbygge tillid og skabe rum, hvor man kan føle sig hjemme. Hun nævner spiseaftenerne, Nem Aften, som et af de steder, hvor flere personer for første gang møder fællesskabet i missionshuset.
»Det er den aktivitet, vi inviterer allermest ind til,« fortæller Line.
Hun understreger, at man har fokus på, hvordan aktiviteterne kan være relevante for flere.
»Vi oplever, at folk gerne vil komme, når først de kender nogle her og mærker, at de kan høre til. Det tager tid at bygge relationer, men vi prøver at skabe rammerne for det,« forklarer hun.
Åbenhed og tillid
Samarbejdet med resten af landsbyen betyder også meget.
»Vi er filtret ind i hinanden på en god måde, på kryds og tværs. Der er en villighed til at løfte tingene sammen, og det gør en forskel,« siger Line, der glæder sig over det fælles samarbejdsprojekt med at anlægge en park bag missionshuset.
Hun oplever ikke, at folk i Gludsted har berøringsangst over for Indre Mission. Tværtimod møder hun åbenhed og tillid.
»Der bor så mange herude, som selv har gået i børneklub i missionshuset som børn. Det har sået nogle rigtig gode frø, og det betyder, at der i dag er tillid til det arbejde, vi laver,« understreger formanden.
Selv flyttede hun og hendes familie til Gludsted for nogle år siden, og hun er ikke i tvivl om, hvorfor det er et godt sted at slå rødder.
»Det er et trygt, lille miljø. Børnene kommer til at elske at være her, for man lærer hurtigt alle at kende, og man får venner i alle aldre. Der er alt det, et nærmiljø har brug for: kirke, missionshus, skole, købmand,« fortæller Line.
Missionshuset i Gludsted i Midtjylland har været et centralt samlingspunkt, siden det blev indviet den 26. november 1906. Den 24. juni 2024 blev det gamle hus revet ned. Beslutningen skyldtes både pladsmangel og et behov for renovering.
I stedet blev det besluttet at opføre et helt nyt missionshus, der kunne imødekomme nutidens behov. Det nye hus har fået navnet Kernen. Huset er på 185 m2 og har kostet lidt over fire millioner kroner.
