Rapport stempler IM som homofobisk

Indre Missions kommunikationschef fastholder, at man godt kan respektere og anerkende mennesker, selv om man ud fra en bibelsk etik må tage afstand fra deres livsstil 

Midt i den sommervarme agurketid offentliggjorde Statens Serum Institut (SSI) den 11. juli en rapport, der konkluderede, at hver femte dansker har homofobiske holdninger, og at det især gælder i religiøse grupper som f.eks Indre Mission, hvor ca 73% svarer, at de finder ”sex mellem to af samme køn moralsk uacceptabelt.” 

Rapporten er baseret på tal fra SEXUS-undersøgelsen fra 2018 og er derfor ikke en ny undersøgelse. 

Vi er ikke homofober 

Rapporten har sat gang i en debat om, hvad de høje tal egentlig viser, og om det er rimeligt at konkludere, at moralske holdninger til homoseksuel livsstil kan udlægges som homofobi. 

Indre Mission har afvist rapportens påstand, og kommunikationschef Asbjørn Asmussen frabad sig både i Kristeligt Dagblad og i flere radio-interviews at blive kaldt homofob med henvisning til, at begrebet “homfobi” normalt forbindes med angst, fjendtlighed og ubehag rettet mod homoseksuelle personer. 

"Jeg kan godt identificere mig med en holdning om, at det er moralsk uacceptabelt ud fra en bibelsk etik. Men det betyder ikke, at jeg ikke accepterer folk, der lever anderledes end mig selv. Jeg forfølger og diskriminerer ingen, så jeg vil ikke kaldes homofob," udtalte Asbjørn Asmussen til Kristeligt Dagblad. 

Initiativtager og en af forfatterne bag rapporten, professor Morten Frisch, afviser den kritik, og i et interview med Radio4, siger han: 

”Hvis man kun vil vedstå sig, at man er imod homoseksualitet, men ikke homoseksuelle mennesker, så taler man med to tunger, for homoseksuelle mennesker har en seksualitet. Og det vil sige, at man indbygget er imod det, som de mennesker finder vigtigt på det seksuelle område. Jeg synes, det er en kunstig distinktion. Man kan ikke komme udenom, at dem, der finder det moralsk uacceptabelt, at to mennesker af samme køn har sex med hinanden, har homofobiske holdninger.” 

En forkert sammenkædning 

Den konklusion er dog også blevet kritiseret fra flere andre sider. Lektor i teologi Jakob Egeris Thorsen mener således, at SSI-rapporten begår en fejl: 

”Det er en forkert sammenkædning, fordi moralsk afstandtagen til homoseksuel praksis på baggrund af en traditionel kristen, jødisk eller muslimsk seksualmoral ikke automatisk betyder, at man hader eller frygter homoseksuelle, eller at man ønsker, at de skal diskrimineres,” siger han til Kristeligt Dagblad. 

 ”Jeg finder jo også homofobi moralsk uacceptabelt,” forklarede Asbjørn Asmussen i P1 Debatten, hvor han understregede, at det skal være muligt at være uenige og have forskellige holdninger, samtidig med at man respekterer og anerkender hinanden som ligeværdige mennesker.” 

To forskellige menneskesyn 

Til impuls forklarer Asbjørn Asmussen, at de stærke holdninger for og imod rapportens konklusioner kan skyldes, at der ligger forskellige menneskesyn til grund for debattens parter. 

”På den ene side står det klassiske kristne menneskesyn, hvor menneskets værdi og identitet er givet af Gud og ikke afhænger af, hvad personen gør. Handlinger kan være rigtige eller forkerte, men påvirker ikke personens grundlæggende værdi. På den anden side findes den moderne identitetsforståelse, hvor eksempelvis seksualitet og gruppetilhørsforhold spiller en central rolle. Her bliver individets værdi tæt forbundet med dets egen identitet, valg og de grupper, det tilhører. Dette kan være grunden til, at en moralsk holdning til homoseksuel livsstil opfattes som fordømmelse af homoseksuelle mennesker. Men det er ødelæggende for vores relationer og samtaler, hvis ikke vi er i stand til at se og respektere hinanden som mennesker, uanset vores moralske holdninger og seksuelle orientering.” 

Udpluk fra mediedebatten

Læs eller lyt til nogle af de artikler og radiointerviews, der har været i forlængelse af rapporten.

Kristeligt Dagblad d. 14. juli:
Indre Mission om homofobistempel: Vi er hverken uvidende eller ”fobiske” (lukket artikel)

TV2.dk d. 15. juli:
Kristne trossamfund korser sig over anklager om homofobi 

Dr.dk d. 15. juli: Forsker:
'Traditionel seksualmoral' er ikke nødvendigvis homofobi

DR P1 d. 16. juli:
P1 morgen (to indslag i løbet af udsendelsen)

DR.dk d. 16. juli:
Leder i Indre Mission mener ikke, at homoseksualitet er moralsk acceptabelt: 'Det gør mig ikke til homofob'

Radio 4 d. 16. juli:
Indre Mission: "Vi er ikke homofober"

DR P1 debat d. 16. juli:
Der er et homofobisk land?

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
God stemning og nye tiltag prægede Hjallerup Bibelcamping
Med næsten 1800 deltagere og nye tiltag var årets bibelcamping præget af både energi, fællesskab og et ønske om at inkludere flere. …
Debatten om køn og seksualitet er vigtig
Gitte Rasmussen er ny leder af AdamogEva.dk og vil give børn og unge et kristent perspektiv på krop, køn og identitet. …
71 elever er begyndt på Børkop Højskole
Børkop Højskole er fyldt til bristepunktet og klar til et nyt hold, der har valgt at bruge efteråret på bibelundervisning, kreative fag, rejser og…

Annoncer